“I would prefer not to.” Sådan lyder den anæmiske skriverkarl Bartlebys svar på enhver anmodning, hans arbejdsgiver eller andre stiller ham overfor i Herman Melvilles pudseløjerlige og psykologisk foruroligende novelle fra 1853.

Og sådan ville mit svar også have lydt indtil for nylig, hvis nogen havde spurgt mig, om jeg var interesseret i at læse noget mere af den fejrede gigant i amerikansk litteratur, Herman Melville (1819-1891). I would prefer not to. Jeg ville foretrække at lade være. Helst ikke.

Jeg havde således næsten forsvoret, at jeg skulle læse noget af Melville igen, efter at hans murstensroman Moby Dick (1851) nær havde taget livet af min lyst til at læse litteratur for nogle år siden. Den stadig står for mig som en af de kedeligste bøger, jeg nogensinde har tvunget mig selv til at læse, klassiker eller ej. Måske er jeg et offer for ignorantens arrogance, men hver gang jeg ser Melvilles monster af en hvalbog trone i toppen af lister over verdens bedste bøger nogensinde, kan jeg ikke lade være med at tænke, at dem, der har placeret den dér, sgu ikke kan have læst bogen selv, eller hvis de har, så ufrivilligt spiller med i Kejserens nye klæder. Ja, ja, den har mange kvaliteter, men den er og bliver først og fremmest kedelig. >> Læs videre