Ukrainsk satire over paranoia i det sovjetiske og post-sovjetiske samfund forklædt som konspirationsthriller.

Plottet i ukrainske Alexei Nikitins korte roman Y.T. lovede godt, som det var beskrevet i bagsideteksten, syntes jeg: En gruppe rastløse studerende ved universitetet i Kiev opfinder for deres egen fornøjelses skyld i 1984 et strategi- og rollespil, en slags Civilization før computertidsalderen, hvor delvist fiktive europæiske stormagter kæmper om verdensherredømmet. Spillet bliver bragt til en brat afslutning, da KGB fatter interesse for drengenes leg og arresterer dem. De bliver løsladt, men finder aldrig rigtig ud af, hvad der egentlig skete, og hvorfor de blev arresteret.

Tyve år senere er det blevet 2004, Sovjetunionen er for længst gået i opløsning, og de gamle studiekammerater har mistet forbindelsen. Men en dag modtager en af de tidligere spillere en email med et ultimatum og en potentiel krigserklæring skrevet i samme stil, som de studerende brugte i sin tid i spillet. Det er underskrevet “Y.T.” – den forkortelse, de plejede at bruge for “Your Turn.” En eller anden har tilsyneladende genoptaget spillet. Og magtfulde personer synes at være involveret.

Det kunne godt være optakten til en finurlig konspirationsteoretisk thriller i den velkendte stil, hvor en tilsyneladende uskyldig leg og fiktion pludselig får utilsigtet realitet og mulige storpolitiske konsekvenser. Vor mand i Havana møder War Games eller noget i den retning.

Men det er det ikke. Det bliver det ihvertfald aldrig rigtigt. Jeg kan afsløre så meget som, at intrigen først og fremmest handler om at afdække, hvem det var, der meldte drengene til KGB dengang for tyve år siden. Og det er egentlig ikke nogen særlig spændende historie.

Alexei Nikitin

Samtidig er romanen faktisk lidt svær at følge, især fordi spillets fiktive stater og personers historie fylder uforholdsmæssigt meget. Som læser anstrenger man sig for at følge og forstå logikken i det fiktive spil, som er ganske koncentreret fortalt med mange sted- og personnavne, som ikke giver meget mening. Jeg blev ved med at tænke, at spillet og aktører i det måtte være metaforer på noget andet, Sovjetunionens sammenbrud for eksempel. Det er de måske også, men jeg fandt aldrig nøglen til at forstå det. Måske manglede jeg noget kontekstviden, måske er jeg bare ikke kvik nok til denne bog. Den magtede ihvertfald ikke at gøre mig tilpas nysgerrig til, at jeg vil bruge mere tid på at gruble over den.

Jeg klager sjældent over, at en bog er for kort, og det gør jeg da heller ikke i dette tilfælde, for jeg kedede mig for det meste. Det var som om, den aldrig kom i gang, og pludselig var den slut. Givet intrigens karakter, har jeg dog ikke nogen forestilling om, at den kunne være kommet bedre i gang, om romanen så havde været dobbelt så lang.

Jeg skal nok lade være med at røbe slutningen (for det tilfælde, at nogen på trods af nærværende vurdering skulle finde på at læse bogen). Men jeg tør godt røbe, at løsningen på den gådefulde intrige er et fesent antiklimaks.

Når ret skal være ret, så er det givetvis netop en pointe i Alexei Nikitins roman, at den skal være et stort antiklimaks. Det hele er en dobbelt practical joke på både bogens personers og læserens bekostning (og jeg faldt som læser formentlig i med begge ben i kraft af min forhåndsforventning), en slags underspillet, ironisk pastiche over den litterære konspirationsgenre og samtidig en satire over både det sovjetiske og post-sovjetiske samfund i Ukraine. Netop dét, at substansen i historien viser sig at være banal, udstiller det paranoide totalitære samfund. Som satire er den således ikke helt ueffen, men jeg blev altså ikke rigtig fanget af den.

• Lignende indlæg
• Melville House

Sergij Zjadan: Mesopotamien

Stanisław Lem: The Cyberiad

Stanisław Lem: Solaris

Sergej Lebedev: Ved glemslens rand

Mahmoud Dowlatabadi: The Colonel

Hernán Ronsino: Glaxo

Herman Melville: Bartleby, the Scrivener

Mahmoud Dowlatabadi: Thirst