Hernán Ronsino: Glaxo

En stemme i nyere argentinsk litteratur, det er værd at holde øje med. Hernán Ronsinos Glaxo er lille af omfang, men stor i sin stemningsskabelse og sin sprogligt raffinerede enkelhed.

Argentinske Hernán Ronsino (f. 1975) var et helt ukendt navn for mig, da jeg tilfældigt faldt over hans kortroman Glaxo (opr. 2009, eng. 2017) i en boghandel i Madrid – fristet af Marina Drukmans designmæssigt exceptionelt lækre omslag. Ronsino, der er uddannet antropolog og til dagligt arbejder som professor ved Buenos Aires Universitet, har tre romaner og en novellesamling bag sig. Glaxo er hans debut på engelsk.

Romanen henter sin titel fra medicinalfabrikken Glaxo, der ligger i udkanten af den lille, støvede by på den argentinaske pampas, hvor romanen udspiller sig. Glaxo er et virkeligt firma, i dag en del af GlaxoSmithKline, en af verdens største medicinalvirksomheder. Glaxo har blandt andet en fabrik i Ronsinos hjemby Chivilcoy, som også meget vel kan være dér, romanen skal forestille at foregå.

Firmaet Glaxo spiller dog ikke nogen direkte rolle i romanens plot, men indgår som en del af den stemningsskabende baggrundsstaffage. I romanen lurer fabrikken ligesom skæbnesvangert i baggrunden af historien for enden af en støvet vej. Et lokaløkonomisk centrum i udkanten byen, som ved romanens begyndelse imidlertid kan se en fremtidig skæbne i øjnene som isoleret ø på pampasen: Jernbanen, der forbinder byen med resten af landet, er ved at blive nedlagt.

Romanens første afsnit:

One day the trains stop coming. Then a work team arrives. Six or seven men get out of a truck. They wear yellow helmets. They start pulling up the tracks. I watch them from here. I watch them work. They work until six. They leave before the workers from the Glaxo punch out. They leave behind a few metal drums with burning rubbish, to block off traffic. When they leave, I close the barbershop.

Historien fortælles gennem perspektivet fra fire forskellige personer, de tre af dem barndomsvenner vokset op i byen, som vi møder på fire forskellige tidspunkter i perioden 1955-1984. Romanen er bygget op af fire distinkte dele, som har hver sin stemme i form af de fire personer.

Der er i romanen en støvet og langsommelig stemning af et lokalsamfund på landet, der er blevet hægtet af det store samfundstog, og nu bare står stille på pampasen.

Stemningen er som hentet fra en af de gamle westerns med Kirk Douglass og John Wayne, som vennerne ser som børn i den lokale biograf: Støvet og langsom, men svanger med et kommende opgør mellem revolvermænd.

Under overfladen gemmer hovedpersonerne i romanen på en historie om jalousi og bedrag, hævn, mord og forræderi samt deltagelse i regeringskontrollerede dødspatruljer, en historie, som kun afsløres for læseren gradvist og i glimt. Først til allersidst løftes det fulde slør. Det kan lyde som en traditionel krimiintrige, men er det langt fra. Dels fordi det først er til sidst, at læseren forstår, hvad det egentlig er for en forbrydelse, der er begået. Dels fordi romanens hovedfokus i mindre grad er plottet, i langt højere grad er skabelse af stemninger.

Og Hernán Ronsino kan virkelig noget med at skabe stemninger og associationer i læserens hoved. Som i citatet ovenfor fra bogens begyndelse, og som i det umiddelbart næstfølgende:

That’s when I begin to dream of trains. About trains that run off the tracks. They sway from side to side before they fall. They destroy the tracks. Sparks fly. And then comes that noise, so shrill, just before they halt. So shrill it hurts your teeth. Like when my razor blade scrapes over the back of the neck, and heads shudder, shoulders shudder, and it doesn’t matter if it’s Bicho Souza or old man Bergman, their shoulders shake like the carriage of a train running off the tracks. A shiver, they call it. Then there’s a warmth, on the back of the neck. And the itch of the powdered brush, sweeping the neck.
And then a primitive calm.

Ikke sandt? Det er bare en mand, der drømmer om afsporede tog i natten, og om dagen gør sit arbejde med at barbere kunder i sin barbersalon med sin barberkniv. Men der er også noget andet, dér et sted under tekstens overflade, som bare ikke er til at sætte en finger på. Noget med sammenkædningen af ragekniven henover huden og den skrigende lyd af de afsporede tog Stilen og stemningen er symptomatisk for hele bogen.

Glaxo er en ganske kort roman, i omfang nærmest kun en lang novelle, men den har en fortættet stemningsmæssig fylde, som langt overstiger dens sideantal. De første dele af bogen er sat op i ganske korte “kapitler,” de fleste kun på en lille side, og der er ødslet med blank plads på siderne (samlet set er der vel reelt kun 60 (små) siders tekst fordelt på bogens i alt ca. 100 sider).

Nogle vil føle sig snydt af det meget spildte papir, men jeg mener, at det er et rigtigt opsætningsmæssigt valg (uanset om det er Ronsinos eget eller forlæggerens): De korte afsnit omgivet af rigelig luft er med til at understøtte den cinematografiske stemning i bogens første dele: Man føler sig som tilskuer til en film fortalt i korte enkeltindstillinger, der blødt tones ud og ind. Det er ret flot og meget effektfuldt.

Glaxo er den første af Hernán Ronsinos bøger, der er oversat til engelsk (og så vidt jeg ved, er han endnu ikke oversat til dansk). Men den lille bog lover godt og lover mere. Jeg vil helt sikkert holde øje med udgivelser fra Ronsino fremover.

K's vurdering: