Sjældent har en bog efterladt mig med så blandede følelser over for dens litterære kvaliteter som argentinske Samantha Schweblins Redningsafstand.

Den korte roman var sindsygt spændende at læse undervejs, krybende uhyggelig og skræmmende, og samtidig litterært pirrende i kraft af sin særegne og gådefulde fortælleform. Men netop derfor føltes det også som et så meget større antiklimaks, at Schweblin efter min mening ikke lykkes med (og måske ikke er interesseret i) at bage det litterære brød færdigt, som hun slår op.

Redningsafstand er en kort roman, men den er ekstremt intens. Hele bogen er fortalt i form af en dialog mellem en ung kvinde og mor, der ligger i en seng på en skadestue og – måske – er ved at dø, og en mystisk dreng, som ikke er hendes søn, men sidder på hendes sengekant og udspørger hende. Drengen vil have kvinden til at erindre og fortælle i detaljer om det hændelsesforløb, der gik forud for hendes indlæggelse.

Kvinden i sengen synes at falde ud og ind af feberdrømme. Måske hallucinerer hun, måske ikke. Hvad er det, drengen vil hende, hvorfor er det så vigtigt, at hun fortæller ham detaljeret om noget, han tilsyneladende allerede ved? Er drengen faktisk ved hendes side, eller er han en af hendes vrangforestillinger? Er drengen og kvinden overhovedet levende eller døde?

Schweblin giver ikke læseren meget hjælp undervejs til at få rede på disse og mange andre spørgsmål. Men det er netop det, der er med til at skabe bogens særlige (og i stigende grad uhyggelige) stemning, og som fik mig til at læse ivrigt videre.

   Det er mørkt, jeg kan ikke se noget. Lagenerne er klumpede, de krøller sig sammen under mig. Jeg kan slet ikke bevæge mig.
   På grund af ormene. Man må være tålmodig og vente. Og mens man venter, skal man finde det præcise tidspunkt hvor ormene opstår.
   Hvorfor det?
   Fordi det er vigtigt, det er meget vigtigt for os alle.
   Jeg prøver at nikke, men min krop reagerer ikke.
   Hvad mere sker der ude i haven? Er jeg ude i haven?
   Nej, du er der ikke, men Carla, din mor, er der. Jeg mødte hende første gang for et par dage siden, da vi lige var ankommet til huset.

Det er noget med orme, heste, vand og gift. Det handler om en mors konstante angst for, at hendes barn skal komme til skade, og at hun ikke vil være i stand til at redde det. “Redningsafstanden” fra bogens titel er således kvindens eget ord for den maksimale afstand, der til enhver tid må være mellem hende selv og hendes datter, hvis hun skal kunne nå at redde datteren fra en mulig ulykke som f.eks. at falde i poolen.

Og så er der et element af noget overnaturligt, noget med dén dreng, der ikke er rigtigt. Hans egen mor, der mener, at der er en anden inden i ham … Scener med drengen, der begraver døde ænder og en hund i haven … Drengen, der pludselig er inde i kvindens hus sammen med hendes datter, og alle døre er låste … Creepy stuff.

Drengens insisterende spørgsmål til kvinden i sengen og hans bestandige understregning af, at de ikke har nogen tid at spilde, skaber også for læseren en følelse af et knugende hastværk og af, at en ukendt katastrofe lurer lige om hjørnet eller måske allerede er indtruffet. Klichéen om bogen, der ikke er til at lægge fra sig, er i dette tilfælde for en gangs skyld velanbragt: Jeg læste Redningsafstand i ét stræk og med en følelse af at have holdt vejret hele vejen.

Samanta Schweblin (f. 1978).
Foto fra lithub.com (fotograf uoplyst).

En del af spændingsmomentet ved læsningen vokser imidlertid ud af forventningen om, at den tilstand af forvirring, man befinder sig i som læser undervejs, skal afløses af en eller anden grad af klarhed, når brikkerne i puslespillet falder på plads til sidst. Og så er det altså noget af et antiklimaks, når denne afklaring ikke indfinder sig.

Ja, jeg har forstået, at der er tale om en historie om forgiftning af naturen i et lille argentinsk landsbysamfund. Men er det bare det, der udgør plottet, havde jeg nær spurgt? Ikke at det ikke er alvorligt nok, men det berettiger i så fald ikke den stramme og mysterieskabende ramme, Schweblin har lagt ned over for fortællingen i form af den mystiske dialog mellem drengen og den døende kvinde (der som dialog betragtet i øvrigt er helt urealistisk i sin form).

Forstå mig ret: Jeg har ikke noget imod romaner og noveller med åbne slutninger. Jeg er endda tilhænger af dem. Men det kan altså også blive for gådefuldt og for uforløst. Og det, synes jeg, er tilfældet her.

Jeg har læst i et interview med Schweblin (i The Short Form), at hun er en stor fan af David Lynch, og at hun i sine historier prøver at skabe noget af den samme slags stemning, man finder i Lynch’s film, hvor man hele tiden har følelsen af, at der pludselig kan ske noget mærkeligt og uventet. Den ambition er hun lykkedes med, må jeg medgive, og hvis man er fan af David Lynch, så vil man måske også elske Redningsafstand mere helhjertet end jeg. Jeg er så ikke så stor en fan af Lynch – jo, af hans fabelagtige evner som suggererende billedmager, men ikke af hans hang til påtaget mærkelighed for mærkelighedens skyld.

Ikke desto mindre: Samanta Schweblin er et spændende og lovende bekendtskab, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil holde øje med flere oversatte udgivelser fra hendes side fremover. For skrive, det kan hun (og det kan Peter Adolphsen i øvrigt også, og jeg har ikke nogen fingre af sætte på hans fordanskning af bogen).

• Lignende indlæg
• Gyldendal

Lev Tolstoj: Kreutzersonaten

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Armin Öhri: LZ 129. Die letzte Reise der Hindenburg

Andrés Barba: Små hænder

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Orhan Pamuk: Det nye liv

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer