Hilda Hilst: Med mine hundeøjne

Hvad sker der, når en matematikprofessor på vej mod de 50 pludselig overvældes af et øjeblik af “inkommensurabel betydning,” et uventet glimt af mening hinsides fornuft i et ellers kedeligt, borgerligt normalliv? Hos Hilda Hilst går han i mental opløsning i en mere end almindelig alvorlig midtvejskrise – som måske kan være vejen til genfødsel (som hund).

Fra Moacyr Scliars noveller til en anden af Brasiliens store forfatterprofiler, Hilda Hilst (1930-2004). I 2018 fik vi for første gang adgang til at læse Hilda Hilst på dansk i form af Lean Pejtersens oversættelse af den uanstændige Madam D (opr. 1982), udgivet på Forlaget Gladiator. Lean Pejtersen står også bag den fine fordanskning af Med min hundeøjne (opr. 1986), som udkom for et par måneder siden på det relativt nye mikroforlag, Harpyie.

Oversætteren bekriver i det korte og glimrende efterord den uanstændige Madam D og Med mine hundeøjne som søskenderomaner, og det giver god mening. Ligesom den førstnævnte kan Med mine hundeøjne læses som en udforskning af et sind i opløsning, på grænsen til vanvid.

Den modernistiske stil i Med mine hundeøjne deler mange træk med den uanstændige Madam D både i form og temaer, men den er ikke lige så rablende, ikke lige så vred, og vanviddet er ikke så udtalt. Den slog heller benene væk under mig i samme grad, men den er ikke desto mindre virkelig god.

Hovedpersonen er den 48-årige professor i abstrakt matematik, Amós Kéres, som frem til nu har ført et almindeligt, borgerligt liv med kone, barn og en fast universitetsstilling. Men en dag står han på en lille bakke med udsigt til byen, han kigger ned på sine slidte skosnuder og myrerne, der kravler på jorden. Og uden at han med sin matematiske fornuft kan forklare eller forstå, hvad der sker, bliver han med ét overvældet af en slags mysticistisk, uforklarlig indsigt:

Det var en uventet klarhed, han mærkede og forstod på toppen af den lille bakke. Men det han så, var ikke former eller linjer, ikke omrids eller lys, han blev overvældet af farver, liv, et mat glimt, tæt, flot, en solens oprindelse uden ild. Han blev overvældet af inkommensurabel betydning.

Men dette øjeblik af betydning giver ingen ham afklaring. Tværtimod går han gradvist fra koncepterne. Hans forelæsninger bliver usammenhængende, og hans universitetsrektor sender ham på orlov. Det borgerlige liv, han hidtil har levet med sin kone og deres venner, fremstår i stigende grad for ham som meningsløs overfladiskhed. Og han skal træffe et valg:

Efter det her med den inkommensurable betydning er der kun to muligheder: at leve livet i en ynkelig form for uanstændighed, dryppende obskønitet, hvorfor ikke? Drikke sig fuld hver aften, engang imellem svinge med pikken, ondskabsfuld og savlende, foran Amandas venner, fjerklædte klogeåger, psykologer historikere sladrende husmødre, mine frygtelige kollegers hustruer, og spille den af mellem deres store lår, eksplodere i haikudigte, stiv og genial, eller hvad?

Den anden mulighed, som Amós vælger, er at forlade kone, børn, hus, universitet, det hele, for at rave rundt som en hjemløs – på vej mod en genfødsel.

Med mine hundeøjne er et stykke henad vejen fortalt i samme stil som den uanstændige Madam D: Teksten er brudt op i fragmenter, der veksler mellem fortid og nutid, mellem Amós Kéres’ nutidige virkelighed, barndomserindringer, drømme og fantasier. Prosaen er lyrisk og er iblandet Amós egne små digte.

Fortælleformen skifter mellem første og tredje person, nogle gange inden for samme sætning. Selv de enkelte sætninger synes ind i mellem at blive sprængt. Teksten afspejler nedbrydningen af Amós Kéres’ sind og hans mulige transformation i retning af noget andet, han ikke forstår.

Selv om jeg ikke findes, nyder jeg det meget.

Som i den uanstændige Madam D udforsker Hilda Hilst også i Med mine hundeøjne et sind, der er i opløsning, og som set med omverdenens øjne må kaldes galskab. Matematikprofessoren er dog ikke helt så frådende rasende som Madam D, selv om han også har nogle vidunderligt ondskabsfulde udfald mod sin borgerlige omverden.

Den religiøse erfaring er også et tema, men hvor Madam D kredser meget om det personlige gudsforhold, så er det mere abstrakte omdrejningspunkt i Med mine hundeøjne de mulige sammenhænge mellem matematik og mysticistisk erfaring.

Med mine hundeøjne er ikke nogen nem tekst at gå til, men den er selv i sin fragmentariske sprængthed vidunderligt velskrevet – her i Lean Pejtersens fejende flotte fordanskning. Og når man først lige får knækket adgangskoden til fortælleformen, så er den også stærkt underholdende – og fyldt med fandenivoldsk humor.

Med mine hundeøjne kaldes en roman på forsiden, men med sin kun ca. 60 små sider er den ikke længere end en lang novelle. Til gengæld har den fylde som en roman, så jeg synes, at betegnelsen er passende.

Uanset, hvad man kalder den, så er den stærkt anbefalelsesværdig, og det er herligt, at den nu findes på dansk.