Velskrevet og vigtig iransk roman om den iranske revolution, som dog også er temmelig svært tilgængelig for den, der ikke er fortrolig med iransk kultur og politiske historie.

Jeg tror, at de fleste følgere af disse bognoter vil medgive mig, at jeg normalt ikke viger tilbage for at lade mig udfordre litterært. Der er en særlig nydelse knyttet til som læser at skulle arbejde aktivt med en bog under læsningen for at fravriste teksten en mulig mening.

Mahmoud Dowlatabadi satte mig ikke desto på lige lovlig hårdt arbejde med romanen The Colonel om den iranske revolution. Bogen er velskrevet,men ikke helt nem at få hold på. Det skyldes dels, at den er relativt kompleks i fortællestrukturen: Handlingen springer frem og tilbage i tid uden tydelige markører af skiftene, fortællerperspektivet skifter mellem personer, og drømmesyn og hallucinationer blander sig i romanens ellers overvejende realistiske univers.

Den største udfordring for undertegnede var dog et utilstrækkeligt forhåndskendskab til Irans moderne historie og kultur. Romanen er tydeligvis skrevet med tanke på iranske læsere som den primære målgruppe i den forstand, at både en del kulturelle koder og viden om Irans politiske historie forudsættes at være kendt stof for læseren.

Mit forhåndskendskab til Irans historie i det tyvende århundrede begrænsede sig før arbejdet med at læse The Colonel i store træk til noget med, at landet i den første del af århundredet var regeret af først den ene og – efter et mellemspil – siden den anden shah i spidsen for et regime, der på forskellig vis var viklet ind i de globale magtspil i forbindelse med de to verdenskrige og den kolde krig. Så var der noget med en revolution i 1979, der bragte shahens sekulære diktatur til fald og ayatollah Khomeinis religiøse diktatur til magten, hvorefter Iran blev kastet ud i den langvarige og blodige krig med Irak i 1980-1988. Dertil kommer selvfølgelig det mere eller mindre ensidige billede, man som almindelig nyhedsforbruger har været løbende udsat for over de sidste 30-40 år, af Iran som en del af ‘Ondskabens Akse’ (jf. George W. Bush), arnested for islamistiske terrorister og potentiel atomvåbenmagt.

Mahmoud Dowlatabadi (f.1940).
Fotograf: Uoplyst (foto fra forfatterens goodreads-profil).

Et sådant (og på disse breddegrader vist nogenlunde almindeligt, tror jeg) overordnet, fragmentarisk og mere eller mindre fejlbehæftet billede af det moderne Irans historie rækker imidlertid langt fra til at kunne følge Mahmoud Dowlatabadis fortælling i The Colonel.

Romanen indeholder således en stor mængde ekslictte og – især -implicitte referencer til både historiske personer og forskellige politiske fraktioner i det moderne Irans politiske historie, især fra perioden op til og under den iranske revolution, men også fra den tidligere historie. Dertil kommer referencer til sagnfigurer og en mængde andre kulturelle koder.

Som læser fra en anden del af verden bliver man hjulpet undervejs af en indledning, et fyldigt efterord og et relativt omfattende noteapparat af oversætter Tom Patterdale. Hjælpen fra Patterdale er velkommen og giver indtryk af at være kompetent, men det bryder læseoplevelsen meget op, når man løbende skal slå om bag i bogen efter de forklarende noter. Og ihvertfald for mig var det helt nødvendigt at følge med i noterne, da Dowlatabadis brug af de historiske og kulturelle referencer ikke bare er ornamenteringer, men – for en god dels vedkommende – afgørende elementer for at forstå fortællingen.

Romanens nutidshistorie udspiller sig over en enkelt, regnfuld nat og dag på et tidspunkt under den iransk-irakiske krig i 1980-1988. Hovedpersonen er en unavngiven, pensioneret oberst, som i sin tid har tjent både shahen og senere ayatollahen. Over dette døgn må den gamle mand både opleve at skulle hente og i nattens mulm og mørke selv begrave sin yngste datter, Parvaneh, som er blevet tortureret og hængt til døde af regimet for at dele pamfletter ud, og den følgende dag at skulle begrave sin yngste søn, der er faldet ved fronten i krigen mod Irak, og dermed omvendt hyldes officielt i dagslyset som martyr.

Natten bliver anledning til oberstens reflektion over, hvilken dom, han skal fælde over sig selv over sit liv og den rolle, han har spillet for sine børn.

The truth that was now staring him in the face was that Parvaneh was lying in a coffin that smelt of blood and guts and, with every bump in the road, her skinny little body was flapping around in it like a half-dead fish.

Af oberstens i alt fem børn er også en anden søn tidligere blevet dræbt under revolutionsdagene, mens den ældste datter har giftet sig med en medløber af mand, der inkarnerer den kyniske opportunist, der altid sørger for at flyde ovenpå, uanset hvordan regimerne skifter.

Oberstens ældste og eneste overlevende søn, Amir, spiller den anden hovedrolle i romanen, og fortælleperspektivet skifter mellem de to. Amir tog del i modstanden mod shahen, blev fængslet og tortureret, men overlevede. Efter revolutionen stiller han sig i første omgang i det revolutionære styres tjeneste, men efter at have oplevet flere af sine venner blive myrdet af det nye regime, trækker han sig desillusioneret tilbage fra verden. På tidspunktet for romanens nutidshandling gemmer han sig i sin fars kælder, hvor han psykisk nedbrudt kun har tanke på selvmord som den eneste rationelle udvej i denne verden.

Portrættet af den gamle oberst, der så småt synes at være ved at miste forstanden (ligesom hele samfundet synes at have mistet den), mens han begræder sine børns skæbne, er ganske bevægende. Obersten er dog langt fra en helgen. Tidligt i romanen kommer det frem, at han for år tilbage med fuldt overlæg har myrdet sin egen kone for øjnene af deres fælles søn på grund af hendes utroskab. Og som romanen skrider frem, afsløres det, at obersten heller ikke er uden skyld i børnenes endeligt.

Romanen er imidlertid ikke blot et portræt af en aldrende mand og hans familie. Snarere er det en allegorisk og i sin tone primært sørgmodig fortælling om hele det iranske samfunds nyere politiske historie.

How can an entire nation endure so many long silences and so many unspoken words?

Stort set alle personerne i romanen tjener således som symboler på forskellige politiske fraktioner, bevægelser eller organisationer, der hver spillede en rolle i tiden frem mod, under og efter revolutionen. Det gælder oberstens fem børn og den diabolske Khezr Javid, der som en inkarnation af regimets (både shahens og ayatollahens) hemmelige politi illustrerer, hvordan bødlerne i kulissen opportunistisk overlever regimeskiftet. Og det gælder obersten selv.

Dowlatabadis eget politiske standpunkt er for mig ikke helt til at læse ud af romanen. En slags semiliberal nationalisme, måske. Sikkert er det ihvertfald, at den historie om den iranske revolution, han fortæller, ikke er i overenssstemmelse med det iranske regimes officielle udlægning. Romanen er således aldrig blevet udgivet på dens originale persiske, men kun i oversættelse.

Romanens titel (The Cononel på engelsk) refererer på én gang til hovedpersonen og til den historiske figur Mohammad-Taqi Khan Pesyan (1891-1921), en oberst i det iranske gendarmeri under første verdenskrig, som – ifølge Tom Patterdales noter – har opnået status af uofficiel nationalhelt blandt iranske nationalister på grund af sin modstand mod udenlandsk indflydelse på Iran, og som på grund af sin træning i Europa angiveligt går under kælenavnet Kolonel (oberst på fransk) i Iran.

I romanen er Kolonel også den gamle obersts helt, og obersten har et portræt af ham hængende centralt i hjemmet. I løbet af den lange, mørke og regnfulde nat, som romanen udspiller sig i, fører obersten bekendende samtaler med portrættet. I nogle af romanens mere hallucinatoriske scener træder Kolonel tilmed ud af billedet og går – sammen med andre afdøde, historiske figurer – omkring blandt de levende (med blodet løbende fra sin hovedløse hals) som en slags vrængende dommer over – eller måske bare vidne til – Irans moderne historie.

Dowlatabadi skriver godt, og opbygningen af romanen er raffineret. Jeg har tidligere læst hans Thirst, som jeg husker som ret god. Når jeg genlæser mine noter om den, kan jeg dog se, at jeg dengang mente, at den måske var lidt mere kompliceret i sin opbygning, end den havde behøvet at være. Det samme kan man i endnu højere grad sige om The Colonel. Som nævnt foregår dens nutidshistorie over en enkelt nat og dag, men fortællingen springer undervejs frem og tilbage mellem forskellige tidspunkter i oberstens og hans børns forhistorie uden tydelige markeringer mellem de historiske tider. Jeg må således indrømme, at jeg mere end én gang mistede overblikket over, i hvilken tid, fortællingen befandt sig.

Romanen ville givetvis have fået en bedre samlet vurdering hos mig, hvis jeg havde haft bedre forudsætninger for at læse den. Bogen kan for så vidt ikke klandres for mine manglende kulturelle og historiske forudsætninger, men her på bloggen er det min egen læseoplevelse, der er målestokken, så derfor falder det samlet set lidt ringere ud, end romanens åbenlyse litterære kvaliteter egentlig indbyder til.

K's vurdering: