Smuk, bevægende, magisk, poetisk, brutal, galgenhumoristisk, kritisk. Virkelig god. Og tilmed kort og letlæselig. Stor anbefaling herfra af Shahrnush Parsipurs iranske undergrunds-nyklassiker, Kvinder uden mænd, i flot, flydende dansk oversættelse af Nazila Ghavami Kivi.

Shahrnush Parsipur (f. 1946) begyndte at skrive og udgive Kvinder uden mænd i 1970’erne. I første omgang udkom dele af den som noveller i litterære magasiner, indtil bogen udkom som samlet roman i 1989.

De første fem kapitler af bogen fungerer da også fint som selvstændige, om end mere eller mindre forbundne noveller. Jo længere, vi kommer frem i bogen, jo mere vokser historierne sig dog sammen, og det samlede resultat er så absolut en sammenhængende og velafbalanceret roman.

Bogens første fem kapitler (hvoraf ét er i tre dele) har hver især navn efter en af de fem kvinder, der udgør titlens kvinder uden mænd. De to af dem er veninder og deres historier er fra begyndelsen filtret sammen, men ellers er historierne om de fem helt uafhængige.

De har dog konteksten tilfælles: Teheran i 1953, året hvor Irans præsident Mossadegh har besluttet at nationalisere Irans oliereserver med deraf følgende uroligheder og kupmageri. Siden bringer tilfældet eller muligvis skæbnen de fem kvinder sammen i en have i Karadj uden for Teheran.

Stilen kan man vel kalde en slags iransk, magisk realisme.

Historien er realistisk, for så vidt den er solidt forankret i den iranske virkelighed i 1950’erne. Tidens storpolitiske virkelighed stikker hovedet frem ind imellem i historien, men mest som et flimrende bagtæppe. Den patriarkalske hverdagsvirkelighed er til gengæld i allerhøjeste til stede i forgrunden hele tiden.

Iran i 1950’erne (og stadig i dag) er et samfund domineret af mænd, hvor kvinder reelt ikke har nogen rettigheder, hvor kvinders individuelle seksualitet er haram, og hvor kvinders forsøg på at udfolde en smule individuel frihed i det hele taget opfattes som legitime grunde i sig selv til forstødelse, vold og mord.

Det er den realistiske side af sagen. Men Pansipurs roman er også en poetisk-magisk verden, hvor kvinder kan dø og genopstå flere gange, læse andre menneskers tanker, blive gennemsigtige og føde en vandlilje eller plante sig selv i en have og blive til et træ og siden til tusinder af frø.

Shahrnush Pansipar (f. 1946). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

I romanen møder vi Mahdokht, som er den ærbare, knibske skolelærer, der ønsker sig børn, men aldrig har haft en mand, og derfor i stedet beslutter sig for at plante sig selv i haven og blive til et træ.

Der er de to “gammeljomfruer,” veninderne Faezeh og Munes. Faezeh har været hemmeligt forelsket i Munes’ bror i årevis, men han ønsker sig kun en ung kone, som han kan være sikker på, er jomfru. Mens Munes bliver så vred, at hun kaster sig i døden fra altanen, da hun erfarer, at den jomfruhinde, hun hele sit liv har været så angst for at sprænge, i virkeligheden er en myte – blot for at genopstå og vandre rundt i byens gader, indtil hun bliver slået ihjel igen af sin bror og begravet i haven (som straf for at hun har plettet familiens ære ved at være død og forsvundet i en måned) – blot for at genopstå for anden gang, nu med den ulyksalige evne at kunne læse andre menneskers tanker.

Der er den unge prostituerede, Zarrinkolah, som en dag pludselig ser alle mænd uden hoveder og løber bort fra bordellet i panik og religiøs anger – for siden at møde den gode gartner, blive til lys og føde en vandlilje.

Og så er der overklassefruen Farrokhlaqa, der har levet i et ulykkeligt ægteskab hele sit liv, men bliver sat fri, da manden dør (med kun en smule hjælp), så hun kan købe den have, de alle mødes i.

Bogen er dejligt let at læse, og jeg skulle tage mig i ikke at sluge siderne alt for hurtigt. For det er værd at tage det smukke sprog ind langsomt, her i Nazila Ghavami Kivis fine fordanskning.

De fem kvinders skæbner er bevægende hjerteskærende på hver deres måde. Og Parsipurs skildring af deres og andre kvinders forhold i det patriarkalske Iran er oprørende. Men romanen er også præget af en vis lethed i fortællestilen, en galgenhumoristisk undertone kombineret med poetisk magi, som gør den ikke bare udholdelig, men smuk og decideret fornøjelig at læse.

Stærkt anbefalet!

K's vurdering: