Leo Lipski: Piotruś

“Mennesket er en skvulpende sæk fuld af indvolde, en fugtig, blød sæk. Der er mange huller, som det driver og drypper fra, stinkende sluser fulde af flegma, geleagtige klumper.”

Den polsk-israelske forfatter Leo Lipski (1917-1997) er en veritabel litterær fest, der er god grund til at opsøge. Også selv om festen mest foregår på et uhumsk, stinkende lokum.

Personligt havde jeg aldrig hørt om Leo Lipski, før jeg for nylig faldt over denne nyoversættelse af hans roman Piotruś fra oprindeligt 1960. Men jeg er vist ikke den eneste. Lipski har været mere eller mindre glemt i mange år, men den aktuelle udgivelse fra det lille forlag Terrapolis giver nu danske læsere anledning til at (gen)opdage ham.

Lipski var født i Zürich, men da han var fem år gammel, flyttede hans familie til Polen. Under Anden verdenskrig blev Lipski og hans bror indrulleret i en hær af polske krigfanger, som den sovjetiske overkommando lod tage til Mellemøsten. På grund af sygdom (som gjorde ham lam i højre side) blev Lipski dog fritaget for militærtjeneste og tilbragte en stor del af krigen i en lejr i Teheran, indtil han til sidst nåede Tel Aviv, hvor han levede til sin død og dikterede sine værker.

Genremæssigt hører Lipski til i den europæiske modernisme i samme afdeling som Franz Kafka, Bruno Schulz og Hermann Ungar. Med et ekstra twist i retning af det uhumske, latrinære, obskøne og perverse – i det stykke gav Lipski mig associationer til Céline og måske i endnu højere grad til vores egen, langt yngre, Harald Voetmann.

Romanen begynder med, at hovedpersonen og fortælleren, en vis Piotruś, sætter sig selv til salg i souken i Tel Aviv. Således romanens første sætninger:

Det var i Palæstina, i det Hellige Land, engang i foråret 194…
Nærmere bestemt på det tidspunkt, da visse omstændigheder og moralske gældsposter tvang mig til at hænge et stort skilt op over mit hoved, hvorpå der på tysk, hebraisk og engelsk stod:

PIOTRUS INKLUSIVE TØJ TIL SALG.

Fortællingen foregår i Palæstina, det nuværende Israel. “Det Hellige Land,” som der står i romanens første sætning. Der er nu intet som helst helligt over det i Leo Lipskis aftapning. Tværtom.

Lipskis kortroman er en rablende, universel fortælling om mennesket i dets fornedrelse, kropsligt og moralsk. Bogen flyder over af promiskuitet og perversiteter, af kropslige afsondringer af alle slags, fækalier, sperm og bussemænd. Der er smukke kroppe, men flest kroppe i forskellige grader af forfald som følge af alderdom, sygdom og depraveret livsførelse.

Fortælleren Piotruś bliver på markedet i Tel Aviv købt af en gammel kone, fru Cin, beskidt, med stinkende ånde, sort overskæg, et gebis der er ved at falde ud. Hun transporterer ham hjem i sin lejlighed, hvor han får til opgave at blokere lejlighedens lokum hver dag fra tidlig morgenstund til sen aften – som et led i konens plan for at drive sine lejere ud.

“Deres opgave er at se uappetitlig ud. Netop sådan som De ser ud nu. Det er det afgørende.”

Om natten lukker fru Cin ham ud fra klosettet for i stedet at lade ham spille hund på alle fire. Når hun ifører ham hundehalsbåndet får den gamle kælling fysisk orgasme bare ved synet.

På det lille lokum sygner den i forvejen ret miserable Piotruś gradvist hen (som Lipski selv er hans protagonist syg, lam og kan dårligt gå). Gennem klosettets åbne vindue bliver han forbrændt af solen, hvis stråler han ikke kan skjule sig for, selv om han forsøger at finde skygge ved at lægge sig ned og smyge sig om klosettet. Sammen med kakkerlakkerne, “dagens sorte lyn.”

Gennem vinduet kan han også følge livet i gyden, især de prostitueredes højlydte forretningsvirksomhed. Og han fordriver tiden med at aflire lange, rablende, semifilosofiske monologer med referencer til Kant, Nietzsche, Heidegger og Jung.

På et tidspunkt får han dog kontakt til og indleder et snusket seksuelt forhold til en kun 15-16-årig promiskuøs kvinde, der gerne vil være maler, men mest bruger tiden på alle slags seksuelle eskapader med mænd, kvinder og dyr (“Du aner ikke, hvor mærkeligt det føles at gøre det med en gedebuk. Lige så mærkeligt som at gøre det med en yemenit”).

Det er ikke kun menneskene, der uafladeligt tømmer sig på på vulgær vis hos Lipski. Fortælleren Piotruś, dette fornedrede menneske, er så uappetitlig, at selv de fysiske rum må gribe til yderligheder for at skille sig af med ham:

Jeg ville for eksempel gerne lægge mig efter arbejdet. Men værelset brækkede sig. Dets gulv krummede sig sammen, til det næsten nåede loftet, og dér, hvor jeg lå, begyndte væggen at bølge. Til sidst brækkede værelset mig triumferende ud på gaden.

Romanen er dog ikke kun skidt og snavs. Den formidler også et virvar af liv. For eksempel adskillige tableauer fra sprudlende markedspladser i Tel Aviv, Haifa og Jerusalem, fyldt med alskens varer og alle typer af mennesker.

I små og meget korte glimt toner den politiske baggrund i Det britiske mandat Palæstina i slutningen af 1940’erne også frem – i satiriseret form. Som her i en scene fra en café, som kun beskrives ganske en passant, hvor Piotruś på et tidspunkt tilbringer en uge på toilettet:

En gang kom det engelske gendarmeri med en spand maling, sagde et eller andet, fik gæsterne til at klæde sig af og malede deres testikler grønne. De beholdt folks tøj og slap dem nøgne ud i byen. Toilettet blev min redning.

Det altid gode oversætterpar, Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, foreslår i deres glimrende efterord til romanen, at Piotruś måske kan fortolkes som en udgave af apostlen Peter. Peter, der som bekendt fornægtede Jesus tre gange i løbet af en nat, inden hanen havde galet tre gange, og derved kom til at inkarnere mennesket som sådan – men jo også senere blev grundstenen for den kristne kirke.

Tolkningen har en del for sig. Referencer til apostlen Peter og i det hele taget jødedommen og kristendommen sniger sig ind flere steder i Lipskis udfoldelse af temaet om fornægtelsen af det sande, fornedrelsen og (selv)udelukkelsen fra det hellige som udtryk for selve den menneskelige tilstand. Som her:

Hanerne galer. Jeg forstår ikke, hvordan Jesus kunne bruge dem til noget. Det med det “tredje hanegal” må være fri fantasi. De galer jo hele natten. Langt borte og tæt på.

Den ene rablende scene tager den anden, og det vil føre for vidt at referere til flere. Jeg kan kun anbefale læseren selv at dykke ned i Lipskis kloset – hvor man ud over det latrinære indhold finder ikke så lidt tankestof om den menneskelige tilstand.

K's vurdering: