Osama Alomar: The Teeth of the Comb & Other Stories

Syriskfødte Osama Alomars små fabler og allegorier er vældigt sympatiske, og de bedste af dem er søde og pudsige og moderat tankevækkende. De fleste er dog for banale for min smag, gående mod det ligegyldige.

The Teeth of the Comb & Other Stories, som netop er udgivet for første gang, er en samling af cirka 160 kortprosatekster i form af moderne fabler og allegorier over den menneskelige tilstand. De længste af dem strækker sig lige akkurat over 2-3 sider, men de fleste er ganske korte, kun nogle få sætninger eller helt ned til en enkelt.

Den helt korte prosaform kan være meget stærk, men den er svær at mestre. Franske Emmanuelle Paganos historier i samlingen Trysting (2016, opr. 2013), som jeg læste i sidste måned, er et eksempel på kortprosaformen, når den er allerstærkest. Osama Alomar når ikke dette niveau.

Osama Alomar (f. 1968)

En del af udfordringen for Alomar kan hænge sammen med, at han har valgt fabelen og allegorien som sin form. Alomar fortjener ros for faktisk at ramme disse klassiske former rigtig godt stilmæssigt med et enkelt sprog og klare moraler.

Alomars historier er befolket af såvel mennesker som besjælede dyr, ting, naturfænomener og sågar abstrakte begreber: Her finder man fabler i Æsops stil om æsler, heste, køer, høns, får, ulve, fisk, fugle, pindsvin, slanger, myrer og mange andre dyr. Naturfænomener som solen, månen, skyer, vulkaner, floder, ild, træer og blomster får også en stemme, og det samme gør mennskelige frembringelser som vinduer, gulve, lofter, stearinlys, redekamme, fyldepenne, biler, ure, fløjter, kanoner, sværd med mere.

Ants

When I crushed a large number of ants by accident with my feet, I realized that weakness is punishment without wrongdoing.

Selv abstrakte begreber som tiden, friheden, naturlovene, arrogance, ondskab og godhed, ungdom og alderdom, styrke og svaghed optræder som personificeringer med egenvilje og (af deres natur begrænset) evne til selvreflektion.

Der er historier om ‘rigtige’ mennesker, men også om menneskelige legemsdele, der får eget liv såsom pupillen, afklippede fingernegle, hårlokker og fødder (der er misundelige på hænderne, fordi de ikke lugter så stygt – hvortil hænderne svarer, at det er fordi, de altid er åbne overfor andre og ikke lade sig lukke inde med sig selv).

Titelhistorien i sin helhed lyder sådan her:

The Teeth of the Comb

Some of the teeth of the comb were envious of human class differenes. They strived desperately to increase their height, and, when they succeded, began to look with disdain on their colleagues below.
    After a little while, the comb’s owner felt a desire to comb his hair. But when he found it in this state, he threw it in the garbage.

Det er såmænd da meget sjovt, og moralen er jo tydelig. Men ligefrem jordrystende prosa er det ikke. Ikke desto mindre hører denne lille historie – sammen med en del andre andre af samme karakter – til blandt højdepunkterne i samlingen. Og det er ikke helt højt nok.

Pointerne i Alomars historier er i de fleste tilfælde for banale og for åbenlyse til for alvor at invitere til videre reflektion eller nye indsigter i den menneskelige tilstand – sådan som den gode fabel kan gøre det. Jeg kedede mig igennem store dele af bogen – også selv om jeg læste den, som jeg tror, man bør, nemlig i små bidder af gangen.

Insult

A man of principles was forced to swallow an insult. He choked and died. As for the bootlicker, he chased after the insult with all his might, fearing that he would die of hunger.

Samlet set er der point til Osama Alomar for de sympatiske intentioner og for med et vist held at genoplive fablens form. Men det rykkede ikke rigtigt for mig.