Mamdouh Azzam: Ascension to Death

Brutal og næsten ubærlig kortroman om patriarkalsk undertrykkelse af kvinder og kvinders seksualitet i syriske landsbysamfund. Vægtig og vigtig for sine temaer, kompositorisk interessant, men også unødigt forvirrende og i sidste ende lidt kedelig.

Syriske Mamdouh Azzam indleder Ascension to Death (opr. 1987, eng. 2018) chokerende brutalt med hovedpersonens død.

Den unge, tvangsgifte kvinde Salma har begået den brøde at forelske sig i en ung mand fra landsbyen og er løbet bort med ham. For det spærres hun inde i et skur og tortureres, til hun dør. Romanens første, ganske få sider skildrer hendes sidste, fortvivlede timer, der ender med hendes død.

Resten af romanen opruller begivenhederne forud i nogle få kapitler, der på skift fortæller dele af historien fra forskellige nøglepersoners perspektiv:

Salmas onkel, familiens patriark, der drevet af såkaldte æresbegreber beordrer hendes død. Den ægtemand, hun tvinges i arrangeret ægteskab med, og som grundlæggende ikke interesserer sig for hende som andet end et objekt, der tjener til at bevise hans mandighed. Ægtemandens stedmor og elskerinde (!), der er drevet af jalousi mod den unge kvinde. Og den unge mand, som forelsker sig i Salma.

Romanen er indholdsmæssigt vigtig og vedkommende for sit portræt af de patriarkalske magtrelationer i et drusisk landsbysamfund i Syrien. Man kan ikke læse romanen uden at blive oprørt og væmmes.

Litterært er den for så vidt også interessant (omend ikke decideret original) for sin opbygning i kraft af, at den begynder med slutningen og fortæller forhistorien i ikke-kronologiske nedslag, fortalt fra flere forskellige personers perspektiv.

Jeg synes dog ikke, at Azzam får nok ud af den litterære form. De første sider afslører sådan set hele grundplottet. Som læser ved man i det store hele, hvad der er handlingen. Romanen udfolder sig som en slags forklaring, og selvfølgelig kommer der flere detaljer til undervejs, men grundforklaringen – som handler om mænds manifestation af magt over kvinder ifølge en forkvaklet ørkenrationalitet – står sådan set klart fra begyndelsen.

Det har dog tydeligvis ikke været Azzams intention at skrive en egentlig plotdrevet roman. Han er mere optaget af at vise, hvordan mordet på den unge Salma ikke bare er resultatet af en enkelt mands magtudøvelse, men derimod et helt samfunds og en kulturs ansvar.

Min indvending går derfor heller ikke på manglen på plotmæssige “afsløringer” undervejs, men mere på, at romanens springen frem og tilbage i tid og mellem personer ikke tilfører meget spænding, bare lidt forvirring.

Dertil kommer, at det sidste og længste kapitel i romanen egentlig bare er en ret banal kærlighedshistorie mellem Salma og den unge mand, hun forelsker sig i, og som bliver hendes død. Denne del fylder for min smag for meget i forhold til de mere interessante kapitler om magtrelationerne mellem de andre personer i romanen.

Ascension to Death er en ganske kort roman, men jeg har læst den over relativt mange dage. Det har måske ikke ydet den retfærdighed, men er også et udtryk for, at jeg ikke blev rigtigt fanget af den.

Som litterært vidnesbyrd om en form for magtudøvelse og kvindeundertrykkelse, som verden desværre endnu er langt fra at have at have lagt bag sig, er romanen ikke desto mindre værd at læse.

K's vurdering: