David Grossman: En hest kommer ind på en bar

“ Godaften, godaften, godafffften Caesareeea!!!” lyder indgangsråbet fra den noget sølle og afdankede standupkomiker Dovaleh, der står på scenen gennem hele David Grossmans (f. 1954) nye, originale og ganske vellykkede roman fra det moderne Israel.

Dovaleh er så godt nok ikke i Caesarea, men i Netanya, men det bruger han kun som anledning til at svine byen til: “… for at sige det ligeud, jeg kan ikke fordrage jeres lorteby, jeg er dødbange for at være her i Netanya, hvert andet menneske på gaden ligner en, der er under vidnebeskyttelse, og hvert tredje menneske opbevarer det første menneske i bagagerummet, rullet ind i sort plastik.”

Undervejs hiver den lidt mere end midaldrende komiker i det hele taget han publikum igennem svinemaskinen, kollektivt eller individuelt med ondsindede angreb målrettet enkelte, udvalgte ofre i salen:

   – Jeg tror simpelthen ikke mine egne øjne! brøler han pludselig. Du dér, den lille med læbestift, ja, dig, har du sminket dig i mørke? Eller har din makeup artist Parkinson? Sig mig, skatter, forekommer det dig rimeligt, at du sidder og sms’er, mens jeg slider min røv i laser for at underholde dig?

Blandt publikum viser der sig at være flere, der har en personlig fortid med Dovaleh. Først og fremmest jeg-fortælleren, en nyligt pensioneret dommer, som havde et venskab med Dovaleh i deres fælles barndom, men som han har mistet kontaktet med og stort set glemt.

Dommeren er særligt indbudt af Dovaleh til forestillingen – måske til at fælde en slags dom over ham, ikke så meget som komiker, men som menneske. Dommeren genkalder sig den uventede telefonopringning, han modtog fra Dovaleh nogle dage før:

   – Jeg lytter, sagde jeg.
– Jeg vil gerne have, udbrød han, at du ser mig. At du ser rigtig godt på mig og bagefter fortæller mig.
– Fortæller hvad?
– Hvad du har set.
[…]
– Men jeg har allerede set dig en gang, påmindede jeg ham.
– De er snart længe siden, sagde han straks, jeg er ikke mig, du er ikke dig.
Jeg huskede det. Hans blå øjne, der var for store til hans ansigt, som sammen med de fremstående læber, gav ham udseende af en besynderlig fugleunge med spidse træk. En livspartikel, som dunker hurtigt.
– Den ting, sagde han stille, som bryder frem fra én, uden at man kan kontrollere det? Som måske kun besiddes af et eneste menneske i hele verden?

Efterhånden som forestillingen skrider frem, og dommeren i stigende grad undrer sig over, hvorfor han er indbudt, og hvorfor han er kommet, genoplever han sin fortid med Dovaleh. Fortællerens reflektioner undervejs udvikler sig ad den vej til en fortælling om svigt og forsoning og til, at han snarere ender med at fælde dom over sit eget liv end over Dovalehs.

Grossman indfanger fornemt stemningen og dynamikken mellem performeren og publikum under en sådan forestilling. Det er en slidt kliché, men undervejs er det som om, man selv sidder i salen og lever med i stemningsbølgerne.

Der er ganske vist ikke mange af Dovalehs vittigheder, der er særligt sjove. Han har et komisk skuespillertalent, og i sine bedste øjeblikke formår han at more sit publikum med sine slidte og vandede vittigheder og endda i korte passager at fascinere dem. Men som komiker har han set bedre tider, og hans egentlige, personlige ærinde med denne aftens særlige forestilling er der kun ganske få blandt publikum, der tjekker ind på.

Aftenen udvikler sig til en skånselsløs udlevering af Dovaleh selv, et svigtet menneske, der bærer på store tab, og grundlæggende kun angler efter dette ene, at nogen skal se ham. I dette, som man efterhånden forstår er en iscenesættelse af hans egen exit fra showbiz.

Mens publikum gradvis forlader salen i protest over fraværet af de uforpligtende vittigheder, de er kommet efter, får Dovaleh ind imellem vittighederne fortalt sin barndoms traumatiske historie. Grossman udnytter både denne historie og samspillet mellem publikum og komiker til samtidig på en original måde at gennemspille en række centrale israelske temaer: Forholdet til holocaust, religion, Palæstina, krig og terrorisme m.m.

Det er temaer, vi også kender fra andre af Grossmanns bøger, men her serveres de på en anden og ganske forfriskende måde med standup-showet som ramme.

Grossman demonstrer hermed, at han er en forfatter med stor spændvidde i sit udtryk og form. Der er i formen – omend ikke i indholdet – således langt fra denne melankolske standupkomedie til både det fremragende (men meget langtrukne) epos Kvinde på flugt fra meddelelse (2008, da. 2011) og til det (knap så vellykkede) sørgespil inspireret af de klassiske græske tragedier At falde ud af tiden (2011, da. 2014).

Romanen er oversat til flydende dansk af oversætterparret Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner, som også står bag tidligere fordanskninger af Grossmans bøger.

Som næsten altid i udgivelser fra Forlaget Vandkunsten er layoutet gennemarbejdet: Grønt omslag med korresponderende lyslilla snit – farver, der går igen i støvet variant på smudsbindet. Der tænkt over det, og selv om det ikke ligefrem er kønt i dette tilfælde, så giver det oplevelsen af at sidde med en rigtig bog mellem hænderne.

Opdatering 17.06.2017: David Grossman har netop vundet The International Booker Prize 2017 for En hest kommer ind på en bar.

David Grossmans En hest kommer ind på en bar tegner hermed Israel i min læseudfordring Verden i bøger.

K's vurdering: