Hassan Blasim: Tossen fra Frihedspladsen

Magisk, makaber og munter. Realistisk, rystende og rørende. Satirisk, sardonisk og sørgmodig. Hassan Blasim kan det hele og viser det hele i sine stærke og aparte noveller fra Irak og grænselandet.

Tossen fra Frihedspladsen er Hassan Blasims (f. 1973) første novellesamling, men den anden, der udkommer på dansk. Den første på dansk var Den irakiske Kristus (opr. 2013, da. 2015), som jeg tidligere har læst i engelsk oversættelse (se anmeldelsen her).

Hassan Blasim skriver i sætninger, der er i sig selv er ligetil og uden pynt eller dikkedarer. Men sætningerne udgør historier, der er magiske, mystiske og for manges vedkommende ganske svært forståelige. Jeg vil således ikke påtage mig at udlægge en entydig mening med alle historierne i denne samling. Men det er ikke, fordi historierne er uden mening – de flyder snarere over af så meget mening, at den er svær at fastholde.

Blasims stil er en særegen blanding af rå realisme, mystik, satire og parabeler. Historierne er som sagt ikke alle lige begribelige umiddelbart, men de har ikke desto mindre næsten alle en dragende intensitet, som gør, at de sætter sig i sjælen og efterlader en sært tilfredsstillende uro. “En irakisk Kafka” tror jeg, at jeg har set ham blive kaldt et sted (eller også er det mig, der kalder ham det nu). Ihvertfald er Kafka et erklæret forbillede, og det slår igennem i Blasims fantastiske univers (som således er tættere på Kafkas bizarre blanding af realisme og fantasi end på de sydamerikanske magiske realister).

Hassan Blasim fotograferet i 2013. Foto: Ahmed Al-Nawas.

En af de bedste af de elleve noveller i Tossen fra Frihedspladsen er En militæravis om en redaktør på en militæravis, som en dag uventet får tilsendt et manuskript bestående af fem mesterlige fortællinger, angiveligt skrevet af en soldat ved fronten. Da redaktøren forsøger at opsøge soldaten, viser han sig at være blevet dræbt. Redaktøren vælger at udgive en af soldatens historier i sit eget navn, og vinder uendelig litterær hæder derved. Men historierne om krigen fra den døde soldat bliver ved med at ankomme i redaktørens postkasse – det bliver sværere og sværere at holde dem skjult, og redaktøren må erhverve sig et par lagerbygninger bare for at få plads til dem, til sidst tyr han til militæravisens forbrændingsovn … men så længe krigen raser, strømmer historierne ind.

En anden af mine favoritter er historien om Lastbilen til Berlin om en gruppe på 35 irakiske flygtninge, der har betalt menneskesmuglere for at transportere sig til Berlin skjult i en lukket lastbil. Her de første linjer i historien, som er et eksempel på Blasims sans for slagkraftige indledninger:

Denne historie foregik i mørke, og hvis det var min skæbne at skrive den endnu en gang, ville jeg kun notere de panikslagne skrig der lød imens, og de andre gådefulde lyde som ledsagede massakren. En betydelig del af historien ville egne sig til et ekperimentelt radiospil.

Historien om lastbilen til Berlin kunne ikke undgå at minde mig om palæstinensiske Ghassan Kanafanis fremragende kortroman Men in the Sun, som jeg læste for ikke så længe siden (og måske er den endda skrevet som en litterær hilsen til Kanafani?). Blasims version er kortere, men ikke mindre intens, end Kanafanis – til gengæld giver Blasim historien et karakteristisk makabert og gådefuldt, horror-agtigt twist.

Blasim kan således være ganske makaber, og volden som vilkår gennemsyrer de fleste af hans historier, også i denne samling.

En af de mest makabre er novellen Udstilling af lig om et slags selskab af lejemordere, som har gjort det til en konkurrencesport og en kunstart ikke bare at myrde, men efterfølgende at udstille ligene af deres ofre offentligt og mest muligt originalt og kunstfærdigt (som f.eks.: en myrdet mor, der arrangeres så kunstfærdigt, at man skulle tro, hun var levende, som dekoration i midten af en rundkørsel ammende sit ligeledes myrdede barn …).

Eller hvad med den om manden i novellen Jomfruen og soldaten, der ved et uheld bliver låst inde på sin arbejdsplads lige op til ferien, endelig alene med den unge, kvindelige kollega, han er hemmeligt forelsket i – og kun overlever ved at drikke hendes blod og spise hendes kød …

Knap så makaber, men ikke desto mindre relativt bizar, er også historien om komponisten, den dygtige lutspiller Dja’far, for hvem noget knækker under krigen mellem Iran og Irak og derefter til omgivelsernes vrede og frustration i tiltagende grad kun bruger sit talent på gudløsheder. Her en scene fra familiens skød:

En lun vinteraften mens vi så fjernsyn, trængte min fars stemme ind til os med en sang om Profetens koner og deres liderlighed til hans nye melodi. Pludselig sprang min storebror op. Han hev min fars revolver ud af klædeskabet, satte sig overskrævs på hans bryst og stak revolveren i munden på ham. Han ville nok have dræbt ham hvis ikke min mor havde flænget sit tøj og skrigende blottet sit bryst. Min bror stod som naglet til jorden nogle sekunder og stirrede på min mors enorme patter der dinglede ned over hendes mave, som et dyr med indvoldene trukket ud. Det var første gang vi så vores mors bryst i den alder. Jeg gik ind på toilettet, og min bror flygtede ud af huset ved synet af mor.

Og skal jeg runde af med et eksempel fra den mere tragikomiske ende af skalaen, så er der historien om Alis taske, som er beretningen om en ung irakisk flygtning, som med sig altid har sin afdøde mors rensede knogler i en taske. Men på flugt fra grænsevagterne et sted i en skov på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland snubler han, han taber tasken, og knoglerne spredes i sneen. Han får dem i panik samlet sammen, men først senere finder han ud af, at han ikke har fået morens hoved med, og det hjemsøger ham nu med bebrejdelserne om, at det ikke kan blive begravet sammen med resten af knoglerne.

Det er ikke alle noveller i samlingen, der er lige gode, og Tossen fra Frihedspladsen når ikke helt samme høje niveau som Den irakiske Kristus, men den er godt på vej. Af en eller anden grund doserede jeg kun fire stjerner til sidstnævnte, da jeg anmeldte den tilbage i 2014. Her i tilbageblik forstår jeg ikke helt hvorfor, for det er en af de bøger, der stadig står ret stærkt i min erindring. Hvorom alting er: Tossen fra Frihedspladsen kan ikke få mindre end fire stjerner – selv om den rettelig burde ligge lidt under efterfølgeren.