Ghassan Kanafanis kortroman Men in the Sun og novellerne i denne samling er skrevet i en konkret palæstinensisk sammenhæng i perioden 1956-1969, men mange af dem er højaktuelle også i dag som litterær fortolkning af forholdene for mange af verdens flygtninge.

Ghassan Kanafani (1936-1972) var en palæstinensisk journalist og forfatter og i sin levetid en markant politisk stemme i den palæstinensiske modstand mod staten Israel. Fra 1967 gik han ind i den marxistiske palæstinensiske gruppe PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), som arbejdede for tilintetgørelse af staten Israel og i 1970’erne blandt andet stod bag en række flykapringer. Ghassan Kanafani blev sammen med sin 17-årige niece snigmyrdet i 1972 af israelske Mossad-agenter ved et bilbombeattentat.

Som politiker var Kanafani således kontroversiel, men man behøver ikke at tilslutte sig hans eller PFLP’s radikale politiske projekt eller metoder for at anerkende værdien af hans skønlitterære værk – som for eksempel teksterne i samlingen Men in the Sun and Other Palestinian Stories.

Den længste og ubetinget bedste tekst er kortromanen (eller den lange novelle) Men in the Sun (opr. 1962) om fire meget forskellige palæstinenske mænd, bragt sammen af flygtningesituationen for det palæstinensiske folk i årene efter etableringen af staten Israel: En menneskesmugler og tre mænd i tre forskellige generationer, som forsøger at krydse grænsen fra en flygtningelejr i Irak til Kuwait i håbet om at finde arbejde med henblik på at kunne forsørge deres efterladte familier.

Ghassan Kanafani (1936-1972)

Historien fortælles skiftevis fra de fire mænds perspektiv og springer raffineret og effektivt frem og tilbage mellem den aktuelle nutidshistorie, der bringer dem sammen i et ulykkeligt flugtforsøg, og deres forskellige, men lige ulykkelige forhistorier. Historien er medrivende i sig selv og fungerer samtidig allegorisk som en kritik af den daværende – efter Kanafani opfattelse – palæstinensiske og arabiske passivitet over for Israel (historien er skrevet i 1962, før der blev etableret en egentlig palæstinensisk modstandsbevægelse).

På den ene side er der således noget tids- og stedbundet over historien, men dens styrke er, at Kanafanis fortolkning af personernes situation, motivation og desperation har en kvalitet, som løfter den ud af den lokale kontekst og gør den til et universelt, litterært vidnesbyrd om desperate mennesker på flugt i almindelighed. Historien er på den måde uhyre – og uhyggelig – aktuel. Kanafanis ærinde er konkret politisk, men samtidig almenmenneskeligt. Men in the Sun er en stærk historie og stærkt anbefalelsesværdig.

De øvrige seks historier i samlingen er kortere noveller, udvalgt fra forskellige perioder af Kanafanis ganske omfattende forfatterskab. Der er kvalitet i dem også, men ingen af dem er dog på niveau med titelfortællingen. Nogle af dem er også lidt for bundne til den tidsaktuelle palæstinensiske situation, de er skrevet ind i, til at kunne løfte sig litterært op til samme niveau som Men in the Sun. Dertil kommer at nogle af de kortere noveller også er så eksplicit politiske, at det politiske (militante) budskab overskygger den litterære kvalitet.

Samlet set dog et spændende bekendtskab, der kan anbefales, også selv om man må tage afstand fra politikeren Kanafanis politiske støtte til terrorisme (uanset hvilke sympatier, man kan have for den palæstinensiske sag).

• Lignende indlæg

Keiichirō Hirano: The Transparent Labyrinth

Misumi Kubo: Mikumari

Aoko Matsuda: The Girl Who Is Getting Married

Masatsugo Ono: At the Edge of the Wood