Mario Bellatin: Chinese Checkers. Three Fictions

En gynækologs utroværdige bekendelser. En bevægelseshæmmet opdrætter af dræberhunde. En dreng, hvis mor tager sig betalt for at fremvise hans kønsdele i offentlige bade. Kort sagt: Tre meget bellatinske Mario Bellatin-noveller.

Vi tager lige en Mario Bellatin mere – i forlængelse af min læsning af Mrs. Murakami’s Garden.

Chinese Checkers. Three Fictions udkom tilbage i 2006 og var den første udgivelse af Bellatin i engelsk oversættelse (ved Cooper Renner). Der er tale om tre uafhængige tekster, hvoraf de to første (Chinese Checkers og Hero Dogs) tidligere havde været udgivet som selvstændige kortromaner, mens den tredje, My skin Luminous vist udkom nogenlunde samtidigt på spansk og på engelsk i denne samling.

De tre tekster har sådan set ikke så meget med hinanden at gøre, og der er på den måde ikke nogen klar linje i udgivelsen. Men af et (i øvrigt ganske interessant) interview med oversætter Cooper Brenner hos Molossus må man forstå, at Bellatin selv var involveret i sammensætningen.

Chinese Checkers (opr. 1994)
Chinese Checkers (Damas chinos), Kinaskak på dansk, som giver navn til samlingen, er også den bedste af de tre tekster. Det er dog svært at skrive noget særlig interessant om denne lange novelle eller kortroman uden at afsløre for meget.

Bellatins værker er generelt ikke handlingsdrevne, og det er Chinese Checkers heller ikke, men der er dog bestemt en handling, og også i langt højere grad end i de to andre tekster i samlingen (som næsten er helt plotløse). Jeg-fortælleren er en midaldrende gynækolog, der er begyndt at frekventere bordeller, måske for at undslippe både sin metier og sit familieliv. Det sidste er præget af et glædesløst forhold til konen, en tidligere psykisk ustabil datter, nu “godt i vej” i et borgerligt ægteskab, en kedelig svigersøn og ikke mindst en adfærdsvanskelig søn, som bl.a. stjæler fra forældrene for at finansiere sit misbrug.

Tidligt i historien forstår vi, at sønnen på fortælletidspunktet er død, og omstændighederne omkring hans død og fortællerens mulige rolle heri er et omdrejningspunkt i fortællingen.

Således genfortalt lyder det som en mere eller mindre lige ud ad landevejen historie. Det interessante – og udfordrende – er Bellatins fortællestil. Historien er skrevet som en slags bekendelse af gynækologen, men fortællerens stemme er påfaldende dispassioneret, tilsyneladende nøgtern, næsten klinisk, uanset om han skriver om sin medicinske praksis og sine patienter, sine eskapader med prostituerede, sit ægteskab, sine børn eller sågar om sin søns død og sin egen mulige rolle deri.

Som fortæller er gynækologen derudover notorisk utroværdig. Han er tydeligvis ikke meget for at bekende alt for meget i sine “bekendelser,” og det sætter læseren på arbejde med at fylde huller ud og fortolke selvmodsigelser mv.

Historien er delt op i to meget distinkte dele – dels fortællerens “bekendelser” og dels hans genfortælling af en historie, som en hans patienters lille søn fortæller på klinikken. De to dele har på overfladen ikke meget med hinanden at gøre, men læst metaforisk og i lyset af, at drengens historie angiveligt gør et indtryk hos fortælleren, som han ikke kan ryste af sig, fungerer den som fortolkningsbidrag til hovedhistorien, et slags korrektiv til den utroværdige fortællerens “bekendelser.”

Det var vist lidt abstrakt, men jeg vil ikke skrive mere for ikke at afsløre for meget. Nok er at sige, at det er en af de bedste tekster, jeg har læst fra Bellatins hånd indtil nu.

Hero Dogs (opr. 2000)
Den anden novelle, hvis man kan kalde den det, er ganske anderledes. Teksten er et slags portræt af en stærkt bevægelseshæmmet hundeopdrætter, konsekvent omtalt som “the immobile man.” De første sætninger:

Near the city’s airport lives a man who, besides being immobile – that is, a man incapable of moving himself – is considered one of the best trainers of Belgian Shepherds in the country. He shares his house with his mother, one sister, his nurse-trainer and 30 Belgian Malinois able to kill anyone with a single bite to the jugular.

Og herfra udfoldes portrættet over godt og vel 60 sider, hver bestående af en kort tekst – de korteste på kun få linjer, de længste på en halv side. Hver tekst har karakter af en enkelt scene, som udgør klip fra den immobile mands noget trøstesløse liv med moren, søsteren og den mandlige sygeplejer.

Illustration fra “Hero Dogs.” Kuriosum: I den første, spanske udgivelse af “Perros Héroes” var der ingen illustrationer – dem har Bellatin selv valgt at tilføje, da den skulle udgives på engelsk.

Der er ikke nogen sammenhængende, fremadskridende handling, kun disse mere eller mindre bizarre enkeltscener løsrevet fra hinanden. Alligevel giver scenerne tilsammen et billede den mærkelige familie:

Den immobile mand, der på uigennemskuelige måder kan kommunikere med og styre de aggressive hunde og ind imellem kommer med dunkle erklæringer og derefter griner ukontrollabelt larmende.

Hans mor og søster, der bor i underetagen, hvor de bruger alle deres dage på at sortere plasticposer i stuen (som de holder over hovedet som beskyttelse, hvis de kommer i en stresset situation).

Den mandlige sygeplejer, der nogle nætter deler seng med den immobile mand, når han har haft en dårlig dag og skal beroliges.

Hvad er meningen? Det står ikke klart, men Bellatin serverer allerede på første side en mystisk tip, man uvilkårligt fristes til at læse som en nøgle til fortolkningen:

No one knows why some visitors, upon entering the house where that man passes his days as a recluse, sense a link between it and what could be considered the future of Latin America.

Rummer Hero Dogs Bellatins vision om Latinamerikas fremtid? Hvis man kigger efter, kan man sagtens finde elementer, der kunne fortolkes metaforisk i den retning. Og måske er det virkelig også Bellatins hensigt. Men jeg var aldrig kommet på den tanke selv. Og det skulle ikke undre mig, om Bellatin i virkeligheden bare har læseren til bedste med dette “fortolkningstip:”

Bellatin kaster en luns ud til os læsere, som de glubske hunde efter raffinerede fortolkninger, vi er, og så holder vi ellers os selv godt beskæftigede med at indlæse alskens mere eller mindre søgte meninger ind i teksten, som måske slet ikke er skrevet i den hensigt.

Under alle omstændigheder er det skæve portræt af den immobile mand, hans mærkelige sygeplejer samt moren og søsteren i sig selv ganske fornøjelig læsning.

My skin, luminous (opr. 2006)
Samlingens sidste tekst er igen helt anderledes end de to første. Det er en novelle fortalt i første person i form af en barndomserindring centreret omkring, hvordan fortællerens mor havde for vane at fremvise hans kønsdele for andre kvinder (mod betaling i form af smågaver), dengang han var dreng og kunne gå med sin mor i kvindernes offentlige fællesbad.

Tekstens første sætninger:

During the time that I lived with my mother, it never occured to me that accomodating my genitals in her presence might have a serious repurcussion. I was wrong. Later I learned that she even asked the other women for objects of value in exchange for a full look at them.

Det er en pudsig lille historie om kastrationsangst, moder/søn-bindinger og pubertetstraumer. Sjov og skæv og meget bellatinsk med sin kredsen om den lemlæstede krop. Men ikke helt på niveau med de to andre tekster i samlingen.

Den samme novelle optræder i øvrigt også i samlingen The Large Glass (2015) i oversættelse til engelsk ved David Shook. Ud over forskellige forskelle i oversættelsen adskiller versionen her sig imidlertid ved, at teksten er brækket op i 363 nummererede enkeltsætninger, hvilket giver et helt andet udtryk og indtryk, når man læser den.

Jeg har ikke kendskab til de spanske forlæg, men jeg føler mig overbevist om, at det ikke er oversætterens påhit at opslitte teksten på en ny måde, men Bellatins eget. I et interview med netop oversætter David Shook (jf. den Molossus-artikel, jeg refererede til ovenfor) fortæller Bellatin således, at han gerne arbejder videre med sine tekster fra en udgivelse til den næste, hvorfor de forskellige udgivelser sjældent er identiske, heller ikke på spansk. Det konkrete eksempel er Perros Héroes, som i versionen i Chinese Checkers f.eks. har fået tilføjet en række fotografier udvalgt af Bellatin selv, jf. illustration ovenfor, som ikke var med i tidligere versioner.

The Large Glass præsenteres med undertitlen Three Autobiographies, som antyder, at My Skin, Luminous skulle være opstået ud af Bellatins egne barndomserindringer. Med det, jeg efterhånden kender til Bellatin, vil jeg dog ikke være så sikker på, at det skal tages for pålydende …

The Large Glass rummer også to andre tekster, som jeg ikke har læst endnu. Dem vender jeg tilbage til en anden gang.

– – • – –

Når jeg slår tilbage i mine anmeldelser af andre Bellatin-bøger, kan jeg konstatere, at de færreste har bragt mig helt op at ringe. Dertil er de fleste mig alligevel lidt for eksperimenterende.

Men jeg bliver jo åbenbart ved med at læse ham alligevel, og det er der selvfølgelig en grund til. Én af dem er, at Bellatin dyrker det ubestemte, det flydende, det åbne – som hos Bellatin ikke bare er en mulighed, men et decideret krav til læseren om selv at fylde huller ud og give mening til teksten.

Samtidig leger Bellatin – ofte åbenlyst provokerende – med netop forholdet mellem forfatter, tekst og læser og i bredere forstand den litterære offentlighed, som et værk bliver en del af, når det udgives, læses og fortolkes.

Det er noget af det, der gør Bellatin til et sjovt, litterært bekendtskab. Og en af grundene til, at jeg ikke er færdig med at læse ham. Så du kommer ganske givet til at høre mere om Bellatin på disse sider.

K's vurdering: