Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Guadalupe Nettels delvist selvbiografiske roman om at vokse op som en pige-udgave af Kafkas kakerlakkede Gregor Samsa i Mexico City i 1970’erne har tematisk potentiale, men formår desværre ikke at engagere på grund af fladt og kedsommeligt sprog.
Mexicanske Guadalupe Nettels (f. 1973) Kroppen jeg blev født i er en, må man forstå, delvist selvbiografisk roman over forfatterens barndom. >> Læs videre
Yuri Herreras korte symbolmættede debutroman er interessant og afgjort et bekendtskab værd – men i retrospekt især i kraft af, at den peger frem mod hans senere og bedre romaner.
Kingdom Cons er egentlig mexicanske Yuri Herreras debutroman, men først den tredje af hans bøger, der er udgivet på engelsk (opr. 2004, på engelsk ved Lisa Dillman 2017).
Kingdom Cons er ikke i samme mesterskabsklasse som de efterfølgende Signs Preceding the End of the World (opr. 2009, på engelsk 2015) og The Transmigration of Bodies (opr. 2013, på engelsk 2016). Men det er ikke desto mindre en interessant bog og i sin korthed værd at læse for fans af Yuri Herrera. >> Læs videre
Formmæssigt legende mexicansk-amerikansk roman om identitetens mange ansigter, om forholdet mellem virkelighed og fiktion, mellem forfatteren og hendes tekst og romanpersoner. De vægtløse er sympatisk og velskrevet, men jeg savner lidt … ja, tyngde.
Den yderste ramme af fortællingen handler om en forfatter, der skriver på en roman (eller er det flere romaner?), som er den roman, vi læser. Hun opholder sig mest indenfor i sit hjem i Mexicco City (?), hvor hun forsøger at stjæle sig tid til at skrive omgivet af sine to små børn og en mand, som hun i løbet af romaen synes at bevæge sig længere og længere bort fra. Hendes arbejde med romanen er på én gang udtryk for hendes litterære ambitioner, men også hendes måde at drømme sig væk fra hverdagen som småbørnsmor. >> Læs videre
“På min mors side er jeg smed og på min fars tømrer. Heraf kommer min lidenskabelige kærlighed til sproget som håndværk.” Således hedder det i forfatterens fortale til novellesamlingen Fabularium. Og Arreola kan sit håndværk. Fabularium (opr. 1952) er finurlig, forrygende og – kunne man fristes til at sige, hvis det ikke ville være for billigt – fabelagtig læsning.
Skjødt Forlag kan med denne første udgivelse på dansk af den mexicanske forfatter Juan José Arreola (1918-2001) fejre en ny sejr i det lille forlags sympatiske ambition om at gøre ældre og nyere kvalitetslitteratur på spansk tilgængelig på dansk. >> Læs videre
Juan Rulfos Pedro Páramo fra 1955 er en mexicansk nyklassiker med stort K, som har haft enorm indflydelse på ikke mindst den efterfølgende latinamerikanske litteratur.
En del steder kan man se Pedro Páramo omtalt som forløber for den latinamerikanske magiske realisme (á la Gabriel García Márquez). Jeg tror nu ikke, at jeg ville kategorisere bogen som magisk realisme, for der er egentlig ikke noget specielt magisk eller eventyrligt over dens univers. Hvis man altså kan se bort fra, at alle personerne, inklusive fortælleren, er døde… >> Læs videre
Jeg var svært begejstret for mexicanske Yuri Herreras første roman oversat til engelsk, Signs Preceding the End of the World (2015, opr. 2009), så mine forventninger var store til den helt nye udgivelse på engelsk, The Transmigration of Bodies (2016, opr. 2013). Måske også urimeligt store. Ihvertfald blev de ikke helt indfriet.
The Transmigration of Bodies (han kan altså noget med titler, ham Herrera) er ikke nogen dårlig bog. Den er endda temmelig god. Den er bare ikke i nærheden af forgængerens høje klasse. >> Læs videre
Piazza Navona i Rom, den fjerde oktober 1599: Den italienske maler Caravaggio og den spanske digter Francisco de Quevedo duellerer mod hinanden i en indædt renæssancetenniskamp spillet med en sjælden tennisbold fremstillet af håret fra Anne Boleyns afhuggede hoved…
De to fordrukne kunstnere, slagsbrødre og spradebasser har begge så brutale tømmermænd, at de ikke husker noget om, hvad det egentlig var for en kontrovers, der første til, at den ene udfordrede den anden til duel natten før. Erindringen om nattens udskejelser kommer kun gradvist til dem i løbet af kampen og romanen. >> Læs videre
“Go and fuck your fucking mother, you bastard, fuck off!” lyder den første linje i Juan Pablo Villalobos’ rablende mexicanske satire Quesadillas. Så er vi ligesom i gang. Og herfra flyder fornærmelserne og sarkasmen i en lind strøm bogen igennem.
Her på K’s var vi ret glade for Villalobos’ debutroman Down the Rabbit Hole fra 2011, som også har gået sin sejrsgang verden over (omend ikke i Danmark endnu). Som den svære toer har Villalobos (f. 1973) – klogeligt – valgt at skrive en ganske anden slags bog. Det er nu svært ikke at sammenligne alligevel, og Quesadillas holder ikke helt samme niveau som debuten.
Quesadillas en en slags politisk satire over Mexicos politiske, sociale og økonomiske elendighed. Romanen fortælles af den 13-årige Orestes, som vokser op i 1980’erne som næstældste søn i en søskendeflok på seks i en mexicansk familie, som til Orestes’ store fortrydelse er så fattig, at hver dag er en kamp mellem alle i familien om at komme til fadet med morens quesadillas. >> Læs videre
Mexicanske Juan Pablo Villalobos’ (f. 1973) bemærkelsesværdige kortroman Down the Rabbit Hole er fortalt som en slags dagbog af den syvårige Tochtli. Tochtli har umiddelbart et drømmeliv: Han bor i et palads, hans far har millioner af dollars og euro, og Tochtli får alt, hvad han ønsker sig. Og for tiden ønsker han sig mest af alt en liberisk dværgflodhest, som hans far er klar til at hente til ham i Liberia.
Problemet – som Tochtli i sin unge alder ikke selv har forstået endnu – er, at hans far tjener sine mange penge som brutal, mexicansk narkogangster. >> Læs videre
“Jeg hersker over dagene. Jeg er Tiden. Fortæl mig, hvilken dag man har gjort jer fortræd. Så skal I bare se, hvad vi gør ved den dag […] Dagene er til for alle og enhver. Vil I have, at vi skal piske Torsdag? Sig mig nu, hvilken dag I vil se pisket til blods.”
Mexicanske Elena Garro (1916-1998) er en tidlig eksponent for det, der senere blev kendt som ‘magisk realisme’ eller ‘fantastisk realisme.’ Hendes novellesamling Farvernes uge blev første gang udgivet i 1964, tre år før Gabriel Garzía Marquez’ Hundred års ensomhed, og ifølge bagsideteksten på den danske udgivelse af bogen er hun blevet kaldt den magiske realismes moder. Elena Garro foreligger nu for første gang på dansk i oversættelse af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Signs Preceding the End of the World er en roman om at krydse grænser: Ikke kun den åbenlyse, geografiske grænse mellem Mexico og USA, men også personlige grænser, sproglige og kulturelle grænser – og den ultimative grænse mellem livet og døden. Og romanen som sådan er selv en overskridelse af litterære grænser mellem realisme og mytologi.
Jeg faldt tilfældigt over bogen i en boghandel og blev lokket af titlen, som i sig selv lover noget ud over det sædvanlige, og af de mange lovprisninger på omslaget af Yuri Herrera som “Mexico’s greatest novelist”. Jeg blev ikke skuffet.
Signs Preceding the End of the World er historien om den unge, mexicanske kvinde/pige Makina, som af sin mor bliver sendt på den mission at krydse grænsen til USA for at finde sin bror og bringe ham hjem. Broren er rejst over grænsen for at gøre krav på et stykke land i USA, han er blevet bildt ind, at familien har krav på, og har længe ikke ladet høre fra sig. >> Læs videre
