“Jeg hersker over dagene. Jeg er Tiden. Fortæl mig, hvilken dag man har gjort jer fortræd. Så skal I bare se, hvad vi gør ved den dag […] Dagene er til for alle og enhver. Vil I have, at vi skal piske Torsdag? Sig mig nu, hvilken dag I vil se pisket til blods.”

Mexicanske Elena Garro (1916-1998) er en tidlig eksponent for det, der senere blev kendt som ‘magisk realisme’ eller ‘fantastisk realisme.’ Hendes novellesamling Farvernes uge blev første gang udgivet i 1964, tre år før Gabriel Garzía Marquez’ Hundred års ensomhed, og ifølge bagsideteksten på den danske udgivelse af bogen er hun blevet kaldt den magiske realismes moder. Elena Garro foreligger nu for første gang på dansk i oversættelse af Ane-Grethe Østergaard.

Fantastisk eller magisk realisme er ikke min favoritgenre, og det påvirker min samlede vurdering. Men selv om genren ikke nødvendigvis taler så meget til mig, så har Elena Garros prosa ikke desto mindre en fascinationskraft.

Novellerne i Farvernes uge er velskrevne og letlæste. Og jeg blev hurtigt fanget under læsningen af hver og én af dem. For en dels vedkommende blev jeg dog også en smule skuffet over en enten lidt for forudsigelig eller uforløsende slutning. Andre var bare lidt for mærkelige for min smag. Men alligevel var de fleste en fornøjelse af læse.

Elena Garro

Nogle af historierne har karakter af klassiske skæbnefortællinger, andre er deciderede spøgelseshistorier. De sidste er de mindst interessante. De fleste af dem er dog primært båret af en fascination af det fantastiske, af legen i grænselandet mellem virkelighed og fantasi.

Seks af de i alt tretten noveller er løst forbundne på den måde, at de har to små piger, søstrene Eva og Leli, som hovedpersoner. De vokser op i et rigmandshjem med den komfort, det medfører, og med en kontrastfyldt fascination af alt det, der er udenfor deres trygge overklassesfære: de indianske tjenestefolk, den mystiske natur og den ukendte verden i det hele taget.

En af de bedste noveller i samlingen er titelhistorien Farvernes uge. Det er en grotesk og ganske voldsom, men også meget poetisk sag om de to piger, der opsøger en sær, gammel mand, Don Flor, der uden stort held forsøger at kontrollere tiden. Tiden i form af ugedagene er materialiseret som syv kvinder, som Don FLor holder mere eller mindre fanget på sin hacienda. Kvinderne har navne efter ugedagene og har hver deres farve og hver deres af Don Flor påduttede, karakteristiske dødssynd og komplementerende dyd. Historien kan læses som en parabel over menneskenes forsøg på at kontrollere verden, selv tiden, og tilskrive den dyder og laster for at kunne tugte den og derigennem indbilde sig at kontrollere den.

Elena Garros fortællemæssige greb – at lade to små uskyldige piger fortælle historien om den sadistiske herre over farverne og ugerne – er særdeles virksomt: Det forstærker fortællingens groteske kerne og lader den seksualiserede brutalitet i novellen stå så meget tydeligere frem.

– Ja, små piger, nu ved I, hvor dagene bor, og hvordan de er. I har også set, hvem der holder styr på ugen. Og i har set, at alt er i uorden: farverne, synderne, dyderne og dagene. Vi lever i uorden, og derfor pisker jeg dagene for at straffe dem for deres fejl.

Tidens og rummets ustabilitet er i det hele taget et gennemgående tema i mange af novellerne. Gang på gang snyder Elena Garro os som læsere ved at lade ellers helt distinkte tidsmæssige og geografiske perioder flyde sammen og veksle mellem hinanden.

Novellerne er litteraturhistorisk interessante, ikke bare som forløbere for den såkaldt magiske realisme, men også som en eksempel på en stærk kvindelig stemme i den latinamerikanske litteratur i 1960’erne. Men det var alligevel de færreste af novellerne, der for alvor faldt i min smag.

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar. K’s bognoter har ingen forbindelse til forlaget i øvrigt.

K's vurdering: