Signs Preceding the End of the World er en roman om at krydse grænser: Ikke kun den åbenlyse, geografiske grænse mellem Mexico og USA, men også personlige grænser, sproglige og kulturelle grænser – og den ultimative grænse mellem livet og døden. Og romanen som sådan er selv en overskridelse af litterære grænser mellem realisme og mytologi.

Jeg faldt tilfældigt over bogen i en boghandel og blev lokket af titlen, som i sig selv lover noget ud over det sædvanlige, og af de mange lovprisninger på omslaget af Yuri Herrera som “Mexico’s greatest novelist”. Jeg blev ikke skuffet.

Signs Preceding the End of the World er historien om den unge, mexicanske kvinde/pige Makina, som af sin mor bliver sendt på den mission at krydse grænsen til USA for at finde sin bror og bringe ham hjem. Broren er rejst over grænsen for at gøre krav på et stykke land i USA, han er blevet bildt ind, at familien har krav på, og har længe ikke ladet høre fra sig.

Signs er en kort roman, men den er indholdsmæssigt meget kompakt. Fraregner man de tomme sider, der skiller kapitlerne, er romanen ikke mere end 80 små sider lang. På de få sider lykkes det ikke desto mindre Herrera på vedkommende vis at forholde sig til temaer som (im)migration, transkulturalisme, sprogbarrierer på tværs af landegrænser, mexicanske immigranters forhold og rolle i USAs økonomi, racisme mellem anglo-, afro- og latinamerikanerne, narkokartellernes magt i Mexico og grænselandet, den amerikanske hærs interventioner i verden – og på et mere abstrakt og symbolsk plan sågar også: livet som rejse mod døden, underverdenen og altings ende….

Det er ikke så lidt i så kort en roman, og jeg kan ikke fortænke nogen i at tænke, at det måske lyder lige lovlig kompakt eller måske ligefrem rodet. Men det er det ikke. Herrera formår at fortælle sin historie let og ubesværet, omend man ikke er i tvivl om, at der er tænkt over hver eneste sætning.

Sin korthed til trods har fortællingen et nærmest episk tilsnit, og det er samtidig en roman, der i høj grad lægger op til en symbolsk, ja, ligefrem mytologisk læsning. Makinas rejse over grænsen udgør således en hel, lille odyssé med ni distinkte episoder i form af bogens ni korte kapitler, hvori hun møder forskellige arketypiske figurer og overvinder diverse forhindringer. Mange af bipersonerne har således noget mystisk og mytologisk over sig, som for eksempel at mange af dem i samme øjeblik, de møder Makina, ved, hvem hun er, og hvad hun søger. Eller siger ting som:

I don’t know what you think you lost but you ain’t going to find it here, there was nothing here to begin with.

Men det betyder ikke, at bogen er abstrakt eller kunstlet fortalt. Protagonisten Makina og hendes rejse kan ganske vist tolkes symbolsk på flere måder, om man vil, men hun fremstår i romanen samtidig som en troværdig, levende og nuanceret person, som man kan leve sig ind i og føle med. Og så er hun i øvrigt den sejeste heltinde, som forstår at håndtere både narkobosser, amerikanske politibetjente, sexchikanerende unge båtnakker og diskuterende ægtepar.

Bogen er på et realistisk plan samtidig et skarpt og kritisk portræt af det grænseland, der er præget af narko og vold, og af den måde, mexicanske immigranter bliver mødt på i USA. Læs for eksempel dette sarkastiske “manifest”, som Herrera lader Makina skrive i forbindelse med, at hun og en gruppe mexicanere bliver chikaneret af en amerikansk betjent:

We are to blame for this destruction, we who don’t speak your tongue and don’t know how to keep quiet either. We who didn’t come by boat, who dirty up your doorsteps with our dust, who break your barbed wire. We who came to take your jobs, who dream of wiping your shit, who long to work all hours. We who fill your shiny clean streets with the smell of food, who brought you violence you’d never known, who deliver your dope, who deserve to be chained by neck and feet. We who are happy to die for you, what else could we do? We, the ones who are waiting for who knows what. We, the dark, the short, the greasy, the shifty, the fat, the anemic. We the barbarians.

Herrera eksperimenterer tydeligvis med sproget og benytter sig flittigt af mexicansk slang og egne neologismer – sproglige eksperimenter, som formentlig taber noget i oversættelsen (hvilket man allerede får et vink om ved, at Herreras amerikanske oversætter, Lisa Dillman, har følt sig foranlediget til at forsyne bogen med et efterord om sine udfordringer med oversættelsen). Jeg læser ikke spansk, så jeg kan ikke sætte mig til dommer over oversættelsen, men den fungerer nu fint på amerikansk-engelsk.

Dillmans efterord om sin egen oversættelse af Herrera er også passende anbragt i den forstand, at oversættelse mellem sprog og kulturer er et af de gennemgående temaer i bogen. Makina symboliserer ved sin person og sine handlinger således en bro mellem lande, kulturer og sprog. I Mexico arbejder hun ved telefonomstillingsbordet og er den i landsbyen, der kan oversætte mellem anglo og latin (som amerikansk og spansk konsekvent omtales) og lokale dialekter. Samme rolle påtager hun sig i flere tilfælde på sin rejse i grænselandet.

Og Makinas oversættelsesevner går endnu videre, for eksempel demonstreret i en scene, hvor hun hjælper en mand og en kone i et skænderi med at oversætte, hvad den anden egentlig forsøger at udtrykke bag ved skældsordene. Der er mange måder, hvorpå man kan være ‘lost in translation.’

Til advarsel for tyndhudede læsere: Der vil i det følgende optræde afsløringer af bogens handling og slutning. Jeg afslører med god samvittighed, da fornøjelsen ved at læse Herreras bog ikke primært er baseret på spændingen knyttet til plottet, men nu er du advaret (faktisk gør jeg dig en tjeneste ved at afsløre en del af det samlede plot, fordi du så måske kan nøjes med at læse bogen én gang, frem for to gange, som jeg var nødt til for at få det hele med).

Bogen starter og slutter med et glimt af underverdenen, de dødes rige. Bogens første sætning:

I’m dead, Makina said to herself when everything lurched: a man with a cane was crossing the street, a dull groan suddenly surged through the asphalt, the man stood still as if waiting for someone to repeat the question and then the earth opened up beneath his feet: it swallowed the man, and with him a car and a dog, all the oxygen around and even the screams of passers-by.

I denne bogens første scene, slipper Makina dog med skrækken og et kort glimt af den underverden, jordskælvet åbner for hende. Men scenen er et varsel om det, der skal komme. Bogen slutter således, som den begynder, med et besøg i underverdenen:

Makina guides af den mand, der skal skaffe hende tilbage til Mexico, ned ad en lang vindeltrappe til en dyb, mørk kælder. En kælder fyldt med mennesker, men uden lyde og uden lugte. Kun kan hun høre en rislende, underjordisk flod. Hun mødes af en anden mand, der giver hende nye identitetspapirer, et nyt navn, et nyt fødested, et nyt hjem. Makina har krydset grænsen og der er ingen vej tilbage for hende.

Tidligere i romanen reddede hun sig med nød og næppe levende over grænsefloden mellem Mexico og USA, og her til sidst står hun så ved en anden grænseflod. Den mørke kælder giver således associationer til en mytologisk underverden: Den underjordiske flod, Makina kan høre i kælderen, kunne være floden Styx, der udgør grænsen til dødsriget i græsk mytologi, og den mystiske mand, der pludselig kommer Makina i møde ud af intet med hendes identitetspapirer, kunne være færgemanden Charon.

Overskridelsen af grænsen mellem Mexico og USA ender således med at blive en slags symbolsk død for Makinas mexicanske identitet og måske begyndelsen på et nyt liv i USA. Men kender man sin græske mytologi, ved man også, at hinsides Styx i dødsriget Hades frister de døde en tilværelse som blotte skygger af sig selv.

Dør Makina virkeligt eller kun symbolsk ved bogens slutning? Det er på ingen måde klart, men heller ikke vigtigt.

Jeg kunne ikke undgå at trække paralleller til Cormac McCarthy flere gange undervejs. Udover det åbenlyse sammenfald, at mange af McCarthys bøger foregår i grænselandet mellem Mexico og USA, var der også andre lighedstræk:

Makinas rejse henover grænsen for at finde sin bror i USA (som viser sig at være gået ind i den amerikanske hær og ikke vil med tilbage), spejler på flere punkter McCarthys fortælling i The Crossing om drengen, der krydser grænsen fra den anden side for at lede efter sin bror, der er forsvundet i Mexico, kun for efter en lang søgen at finde ud af, at broren er død, hvorefter han selv vender tilbage og går ind i hæren.

Slutningen af Signs, hvor Makina – måske – accepterer sin egen død, om ikke andet symbolsk, giver tilsvarende mindelser om slutningen på McCarthys Blood Meridian, hvor den navnløse hovedperson The Kid symbolsk resignerer overfor verdens ondskab og lader sig omfavne af The Judge, romanens inkarnation af selve apokalypsen.

Signs Preceding the End of the World er en roman, der vokser i efterreflektionen. Det er en raffineret roman, hvor de enkelte dele henter deres mening fra helheden. For mit vedkommende betød det, at jeg først for alvor begyndte at sætte pris på den, efter at jeg var færdig med den. Faktisk gik jeg – som noget meget usædvanligt for mit vedkommende – straks efter afslutningen i gang med at læse den én gang til fra begyndelsen. Og først ved anden læsning kunne jeg gennemskue, hvor gennemtænkt romanens komposition faktisk er. Kvikkere læsere end mig kan sikkert nøjes med at læse bogen en enkelt gang.

Signs er den første af Herreras romaner, der er blevet oversat til engelsk, men en oversættelse mere skulle være på vej. Han foreligger desværre endnu ikke på dansk.

• Lignende indlæg
• Af Yuri Herrera
• And Other Stories

Dimitri Verhulst: The Latecomer

Carlos Fonseca: Colonel Lágrimas

Tomás González: Det vanskelige lys

César Aira: The Seamstress and the Wind

Yuri Herrera: Kingdom Cons

Yuri Herrera: The Transmigration of Bodies

César Aira: The Seamstress and the Wind

César Aira: The Little Buddhist Monk

Norah Lange: People in the Room

Alia Trabucco Zerán: The Remainder