Jeg læste Cormac McCarthys foruroligende, dystopiske antiwestern-epos Blood Meridian fra 1985 for første gang i den amerikanske originalversion for godt fire år siden – som én af de første McCarthy-bøger, jeg stiftede bekendtskab med. Jeg har siden haft intention om at genlæse den – nu på baggrund af McCarthys samlede forfatterskab. Med udgivelsen af den første danske oversættelse af romanen den 12. juni 2013 blev jeg samtidig nysgerrig efter, hvordan det er lykkedes at oversætte den til dansk. Det er lykkedes ganske godt.

The Glanton Gang
Romanen er løst inspireret af historiske begivenheder knyttet til den amerikanske lejesoldat og dusørjæger John Joel Glanton. Glanton var i 1849-50 leder af en bande af amerikanske skalpejægere, som hærgede grænselandet mellem USA og Mexico i en jagt på dusørindbringende skalpe fra oprørske apacheindianere. Efter devisen, at enhver sorthåret skalp kan gå for en apacheskalp, tog Glantonbanden det dog ikke så tungt med, om de myrdede apacherøverbander, fredelige indianderlandsbyer, mexicanske soldater eller civile mexicanere.

En del af Glantonbandens virkelige historiske meritter indgår i bogen, men Blodets meridian er langt fra at være en historisk-realistisk roman. McCarthy har i stedet skabt en på én gang stærkt fascinerende og stærkt frastødende makaber apokalyptisk vision om en verden, der er grundet på vold og går under ved vold.

Voldens æstetik
Og vold er der så sandelig rigeligt af i romanen – der bliver myrdet, nedslagtet, tortureret, voldtaget og skalperet, så man ind i mellem får kvalme af det. Man skal indstille sig på en del ubehageligheder, og det er bestemt ikke en bog for sarte sjæle. Tag f.eks. denne beskrivelse af afslutningen på en brutal massakre af en fredelig indiansk bosættelse:

“De døde lå i det lave vand som ofre for en skibskatastrofe og søbreddens salt var tæt dækket med lig i et kaos af blod og indvolde. Rytterne var i gang med at trække lig op af søens blodige vand og skummet der vuggede let i strandkanten, var svagt lyserødt i lyset fra den opgående sol. De gik rundt mellem de døde og indhøstede deres lange, sorte hår med deres knive og lod ofrene ligge tilbage med blottede kranier, et besynderligt syn med deres hinder af blod. Remudaens flygtende heste kom galopperende på den stinkende strand og forsvandt i røgen og lidt efter kom de galopperende tilbage. Folkene vadede rundt i det røde vand og hakkede formålsløst i de døde og nogle af dem parrede sig med sønderslåede unge kvindekroppe der lå døde eller døende på stranden. En af delawareindianerne kom forbi med en samling hoveder som en bizar handelsmand på vej til markedet, med deres lange hår snoet om sit håndled, og hovederne slog dinglende mod hinanden og vendte og drejede sig” (citat, s. 193).

Og hvorfor skal man som læser så egentlig udsætte sig for sådan noget og mere til?

Dels på grund af McCarthys sprog. På trods af det makabre indhold, så er nogle af selv de mest ubehagelige scener med blodige massakrer samtidig en æstetisk nydelse, når man giver sig tid til at bemærke, hvordan McCarthy udnytter sin sublime sprogbeherskelse til at mane en mareridtsagtig dommedagsvision frem fyldt med ryttere fra helvede i den flimrende ørken med en fylde, der gør, at man næsten kan lugte blodet og sveden og høre hestenes gungren og pibelydene fra makabre fløjter lavet af menneskeknogler.

Og så hører det med til billedet, at der ikke er nogen form for effektmageri eller leflen for det billige publikum forbundet med de mange voldsscener. McCarthys voldsæstetik er således kendetegnet ved, at der hverken er nogen forherligelse af eller afstandtagen fra volden – den betragtes og beskrives slet og ret, ligesom romanen i det hele taget er skrevet uden nogen form for medvidende indlevelse i de enkelte personers tanker, følelser og motivationer (på samme måde som de fleste af McCarthys øvrige bøger).

Denne distancerede beskrivelse medvirker til, at volden fremstår så meget mere meningsløs og udsigtsløs. McCarthys voldsæstetik er så langt man kan være fra den klassiske westerns romantiserende forestilling om den hårdhudede, men ædle, helt, der ved sin seksløbers mellemkomst får gjort op med de onde.

Bogen er således også en markant kritik af den amerikanske historiske selvforståelse som en nation bygget på retfærdige krige. Hos McCarthy er der ingen illusioner tilbage. Her vokser intet konstruktivt ud af volden, den er kun destruktiv, meningsløs og formålsløs.

Dommeren
Volden fungerer i bogen samtidig som en metafor for menneskets omgang med verden i det hele taget, hos McCarthy fremstillet som en ubændig trang til at underlægge sig alt dødt og levende i naturen ved at sprogliggøre, navngive, kategorisere – og destruere det, der ikke kan tæmmes. Bogen indeholder således også en mere generel civilisationskritik. Den menneskelige civilisations destruktive naturbeherskelsestrang personificeres af den dæmoniske Dommer Holden, som kan ses som bogens egentlige hovedfigur.

“Alt det i skaberværket der eksisterer uden mit vidende, eksisterer uden min billigelse,” siger Dommeren. “Kun naturen formår at gøre mennesket  til slave og først når hver eneste skabnings eksistens er færdigudgrundet og blevet tvunget til at stå nøgen foran mennesket, vil det for alvor kunne kalde sig jordens suzeræn” (s. 243).

Dommer Holden var historisk set næstkommanderende i Glantons bande, men McCarthy gør ham til en nærmest mytologisk karakter, der inkarnerer både menneskehedens encyklopædiske viden, viljen til beherskelse, det totale fravær af anden etik end den stærkes ret, som uomgængeligt fører mod den ultimative destruktion udmøntet i såvel organiseret krig som umotiveret, vilkårlig vold. Dommeren skildres skæmmende som en hårløs albino, en kæmpestor mand med små hænder og fødder, som gerne optræder nøgen og dansende i sin voldsrus. McCarthys Blodets Meridian er ofte blevet sammenlignet med Herman Melvilles Moby Dick – og i den sammenligning kan jeg godt se Dommerens karakter som en slags forening af den gale kaptajn Ahab og Den Hvide Hval selv.

Ved siden af Holden er bogens hovedperson en navnløs  ca. 15 årig dreng, bare kaldet Drengen, som tidligt bliver medlem af Glantons bande. Drengen er den eneste figur, der i sine udvendigt beskrevne handlinger ind i mellem gør tilløb til at udvise tegn på empati og almindelig menneskelig anstændighed. Men det bliver ved tilløbene, i sidste ende er også Drengen bare en tilskuer og medløber.

Naturen
En tredje og markant hovedrolle i bogen spilles af landskaberne. Et af McCarthys kendetegn er hans lange malende naturbeskrivelser. Bogen igennem går eller rider Drengen og hans følgesvende gennem de voldsomste landskaber, som McCarthy maler op i et kraftfuldt, stærkt metaforisk, nogle ville måske sige svulstigt sprog. I McCarthys pen gøres de dramatiske landskaber i grænselandet således til aktive medvirkende i en dyster og uheldssvanger undergangsverden:

“Overalt mod nord havde regnen trukket sorte fangarme ned fra tordenskyerne som striber af sod på et lampeglas og om natten kunne de høre regnens trommen milevidt på prærien. De var på vej op gennem et stenfyldt pas og de fjerne, sitrende bjerge aftegnede sig i lyset fra lynene og lynene fik det til at drøne i klipperne omkring dem og små skyer af blå ild klæbede til hestene som glødende elementarånder der ikke kunne jages bort. Dæmpede smeltelys gled hen over seletøjets metaldele og flydende blå lys løb langs skydevåbnenes piber. Vanvittige harer sprang op og vejrede i det blå skin og højt oppe mellem disse bagende bjergtinder puttede blundende rødhalede høge sig i deres fjer eller åbnede et gult øje på klem mod tordenen under dem” (s. 228).

Nogle gange bliver det næsten for meget, især med de mange metaforer, som nogle gange virker lidt anstrengte. Men samlet set holder det, fordi det er så gennemført. Det forekommer mig også, at det især er i naturbeskrivelserne, at den danske oversættelse kommer lidt til kort – fordi det er en næsten umulig opgave i oversættelsen både at være tro mod de engelske ords semantiske indhold og samtidig bevare den rytme i sproget, som bærer svulstighederne igennem på engelsk.

Intet håb for Aftenlandet
I øvrigt skal man ikke forvente sig en klassisk fortællestruktur i bogen. Der er ganske vist noget, der kan kaldes en begyndelse, en slutning og en midte, men bogen har mere karakter af en flimrende billedcollage vævet sammen af forskellige scener og landskaber. Bogens struktur i sig selv bidrager på den måde også til det grundlæggende, lidet håbefulde budskab i bogen i øvrigt: Der er ingen gud, ingen moral, intet håb, intet mål og ingen retning i den menneskelige verden. Livet er reduceret til en passionsløs kamp for overlevelse gennem vold på vej med den uafvendelige død.

Ikke ligefrem nogen humørspreder, denne McCarthy……

McCarthy hører ikke desto mindre til blandt mine favoritter på grund af hans kraftfulde sprog og evne til at skabe ganske særlige stemninger, der kryber helt ind under huden (hvilket udfoldes i endnu højere grad i f.eks. The Border Trilogy). Og hans håbløse sortsyn på mennesket er ligeså sært fascinerende, som det er foruroligende.

Men det er nu godt, at vi også har andre slags forfattere – forfattere, som i modsætning til McCarthy kan få øje på håbet, kærligheden, glæden og humoren. Ellers var det da ikke til at holde ud….

Oversættelsen
Overordnet har jeg ikke noget at udsætte på Jan Hansens fordanskning. Men der går som i enhver oversættelse selvfølgelig noget tabt – og andet kommer til. En af McCarthys store styrker er hans virtuose beherskelse af rytmen i det amerikanske sprog, og en del af magien i den rytme går tabt i fordanskningen, som jeg var inde på ovenfor om landskaberne. En af udfordringerne har givetvis også været McCarthys minimalistiske tilgang til brugen af tegnsætning (kun kommaer og punktummer og så få af dem som muligt), som støder imod den danske syntaks.

Omvendt må jeg også medgive, at mit engelsk-amerikanske ikke er bedre end, at jeg under læsning af originalversionen ofte måtte ty til en ordbog eller bare læse hen over ganske mange ord, jeg ikke forstod – og det bryder jo også læsningen op. Så hvis man ikke er meget stærk i engelsk, kan den danske udgave absolut anbefales, for McCarthy bruger hele paletten i det amerikanske sprog. Bliver man fanget, kan man jo tage den amerikanske bagefter for en endnu stærkere oplevelse.

K's vurdering: