Philip Roth: Komplottet mod Amerika

Hvordan ville USA og resten af verden have udviklet sig, hvis flyverhelten og Hitler-sympatisøren Charles Lindberg i 1940 havde indvilliget i at stille op som republikanernes præsidentkandidat mod Franklin D. Roosevelt? Det har Philip Roth spurgt sig selv om i romanen Komplottet mod Amerika.

Den amerikanske mesterforfatter Philip Roths tyve år gamle fiktive, historisk-kontrafaktiske roman om USA i 1940’erne er som politisk analyse skræmmende aktuel her i Donald Trumps USA i 2025. Og så er romanen også god litteratur i sig selv, selv om Roth i passager gør det hele lidt mere omstændeligt og tungt, end det behøvede at være.

Komplottet mod Amerika (opr. 2004, da. 2011) er en historisk roman, for så vidt den i lange stræk er et troværdigt portræt af at være amerikansk-jødisk familie i 1940’ernes USA. Og så er den samtidig åbenlyst og tydeligt deklareret ikke-historisk, for så vidt omdrejningspunkt for romanens plot er følgende kontrafaktiske tankeeksperiment:

Hvad nu, hvis Charles Lindbergh, den amerikanske helt, der præsterede historiens første soloflyvning over Atlanten, havde valgt at stille op som præsidentkandidat mod Franklin D. Roosevelt i 1940 og faktisk var blevet valgt til præsident?

Tankeeksperimentet er ikke helt ude på overdrevet. Charles Lindbergh var i 1940 en af USAs mest populære kendisser, og det er et historisk faktum, at Lindbergh af desperate republikanske politikerne i 1940 blev opfordret til at melde sig som kandidat til præsidentembedet i et forsøg på at forhindre Roosevelts tredje præsidentperiode. I den virkelige og dokumenterede historie takkede Lindbergh nej til at stille op.

I Philip Roths fremstilling (herunder i hans historiske noter til romanen) er der ingen tvivl om, at Lindberg var nazisympatisør. Om det faktisk er en retvisende dom, hersker der imidlertid ikke enighed om blandt historikerne. Der er til gengæld ikke tvivl om, at Lindbergh var antisemit og langt hen ad vejen delte mange af Hitlers ideer om racehygiejne.

Det er også et ukontroversielt historisk faktum, at Lindbergh og hans kone i 1930’erne flere gange besøgte Hitlers Tyskland, og han fik ved en af disse lejligheder overrakt den tyske fortjenstmedalje, den tyske ørn, hvilket affødte en del kritik i USA. Det er også veldokumenteret, at Lindbergh ved flere lejligheder udtalte sig rosende og anerkendende om Hitler og Det Tredje Rige.

Derudover var Lindbergh en aktiv fortaler for den politiske bevægelse America First (hvis slagord, Donald Trump som bekendt har taget op igen), som i 1940-1941 propaganderede for en isolationistisk, amerikansk holdning til krigen i Europa og Stillehavet, det vil sige: Lad europæerne og asiaterne udkæmpe deres egne krige, mens vi i USA holder os uden for (det holdt som bekendt frem til Japans angreb på Pearl Harbor, som effektivt ændrede den generelle politiske stemning i USA).

Philips Roths litterære greb består i at antage, at Lindbergh dengang i midten af 1940 havde sagt ja til nomineringen som republikanernes præsidentkandidat. Derfra udfolder den fiktive, kontrafaktiske historieskrivning sig:

Hvordan ville USA have udviklet sig, hvis Lindbergh var blevet valgt som præsident? Udenrigspolitisk  antager Roth i romanen, at Lindbergh ville have forfulgt den isolationistiske politik og søgt at knytte venskabelige forbindelser med Nazityskland.

Indenrigspolitisk lader Roth USA udvikle sig gradvist – stille og roligt og uden store, enkeltvise lovindgreb, der er eksplicit diskriminerende – i retning af et mere og mere raceopdelt samfund. Et samfund, hvor den officielle politiske retorik holder sig på den formelt set “rigtige side af stregen,” men de facto forskelsbehandler befolkningsgrupper og realpolitisk sender tydelige signaler til chauvinistiske tendenser i den brede befolkning om, at der er frit lejde til deciderede pogromer mod jødiske amerikanerne.

Det er her, på den indenrigspolitiske scene, at romanen bliver mest skræmmende. Romanen er et stykke fiktion, men den viser ikke desto mindre overbevisende, hvor kort en afstand, der er fra et demokratisk samfund baseret på anerkendelse af individuelle rettigheder, herunder religionsfrihed og ytringsfrihed, til et samfund, der udarter sig i retning af segregering af befolkningsgrupper, diskrimination funderet i konspirationsteorier og i sidste ende rå og utilsløret vold.

Det tjener Roths tankeeksperiment til ære – og gør det så meget mere relevant i dag – at han stopper det, inden det kører for meget af sporet. Jeg vil ikke røbe handlingen, men allerede af bogens indholdsfortegnelse står det klart, at handlingen kun løber over en periode på cirka tre år, fra juni 1940 til oktober 1943.

Det interessante ved romanen er ikke de politisk-historiske tankeeksperimenter om, hvordan verden kunne have udviklet sig, hvis og hvis og hvis … Det interessante er den måde, hvorpå Roth bruger det kontrafaktiske tankeeksperiment som anledning til at reflektere – i romanens form – over menneskenes grundlæggende menneskelighed, og over hvor skræmmende let det er at rokke ved værdier, som vi som mennesker ellers ynder at bekræfte hinanden i, er ukrænkelige og evige.

Romanen er fortalt gennem et portræt af Roths egen familie, eller ihverfald en familie med de samme navne og biografiske baggrund som hans egen, herunder ham selv som 7-10 årig, som han forestiller sig, at deres historie kunne have udviklet sig i hjembyen Newark i New Jersey.

Romanen er bedst dér, hvor Roth går tæt på familiens erfaringer i løbet af de tre år, som romanen udspiller sig over, set gennem den lille Philips øjne. Her bliver den nærværende og relevant.

Derudover bruger Roth også temmelig mange sider, spredt over forskellige passager bogen igennem, på at at opregne politiske begivenheder på nationalt plan. Disse passager er lidt tungere og præget af, at Roth tilsyneladende har været meget optaget af at “dokumentere” i detaljer hvordan den nationale, politiske historie rent faktisk kunne have udviklet sig. Men han kunne sagtens have fortalt sin historie med kortere og færre af disse mellemspil og i stedet have fokuseret i endnu højere grad på at formidle historien gennem Roth-familien.

Komplottet mod Amerika (opr. 2004, da. 2011) har mere end tyve år på bagen. Helt så længe har den ikke stået i min reol, men ti år er nok ikke noget dårligt bud. En af grundene til, at den har fået lov at stå ulæst så længe i min reol, er formentlig selve dette, at romanen i kraft af sit koncept bedriver kontrafaktisk historieskrivning – en disciplin, der som udgangspunkt er mig imod, fordi det meget nemt bliver så rædderligt spekulativt, en måde at forlene den rene og skære fiktion med et pseudovidenskabeligt skær, der typisk samtidig er politiserende.

Roths roman har så afgjort også et politisk ærinde, men jeg vil ikke kalde den politiserende. Det politiske ærinde består i den mere generelle intention om at øge vores bevidsthed om, hvor på én gang skrøbelig og værdifuld en samfundskonstruktion demokratiet egentlig er.

Til gengæld tøver jeg ikke med at kalde bogen for en historisk roman. Javist, plottet er drejet omkring et par kontrafaktiske historiske antagelser, men det samlede tidsbillede af USA i begyndelsen af 1940’erne kvalificerer sig i allerhøjeste grad til betegnelsen historisk roman. Som i de fleste historiske romaner tager forfatteren sig nogle friheder, her er de så bare af en særlig – men veldeklareret – karakter.

Hvorom alting er, så er jeg glad for, at jeg besluttede mig for at overvinde modviljen, for Komplottet mod Amerika er i allerhøjeste grad anbefalelsesværdig, også selv om den som nævnt er lidt tung i nogle passager.

K's vurdering: