Wayétu Moore: She Would Be King

Semi-historisk roman om dannelsen af staten Liberia i det 19. århundrede – tilsat magisk realisme og deciderede fantasyelementer. Liberiansk-amerikanske Wayétu Moore skal have point for et modigt forsøg på genrefornyelse. For mig virkede det dog ikke, og jeg kedede mig ærlig talt igennem det meste af romanen.

Wayétu Moore (f. 1985) er født i Liberia i det vestlige Afrika. Da hun var fem år gammel flygtede hendes familie med hende fra borgerkrigen i Liberia via Sierra Lenoe til USA, hvor hun har boet siden. Det kan man læse om i hendes selvbiografiske bog The Dragons, the Giant, the Women (2020). Hendes litterære debut var imidlertid romanen She Would Be King (opr. 2018).

She Would Be King er Moores bud på en fantasifuld og symbolsk nyfortolkning af historien om dannelsen af Liberia som selvstændig stat i 1847.

Romanen har ret store litterære ambitioner om at være en episk fortælling om den historiske slavehandel på tværs af Atlanten, om afrikanske slavers forhold i USA og på Jamaica og om “rekoloniseringen” af Vestafrika i første halvdel af det 19. århundrede, hvor frigivne slaver af afrikansk herkomst blev mere eller mindre tvangsdeporteret til kolonier på den vestafrikanske kyst, herunder Monrovia i det, der senere blev til Liberia.

Historien fortælles primært gennem tre hovedpersoner, hvis veje krydses nogle gange i romanen: Den rødhårede Gbessa fødes i en vestafrikansk landsby på en forbandet nat og udstødes allerede fra fødslen fra landsbyfællesskabet og stammen. Gbessa har imidlertid en særlig evne eller en forbandelse, om man vil: Hun har livets gave og kan ikke dø.

I Virginia, USA, møder vi drengen June Dey, som har superkræfter og kan gøre sin krop til et panser, selv geværkugler preller af på. Da han opdager sine kræfter bruger han dem til at flygte fra slaveplantagen og videre over Atlanterhavet til Vestafrika.

Endelig er der Norman Aragon fra Jamaica, søn af en sort mor og en hvid far, som har evnen til at gøre sig usynlig. Hans far vil fragte ham til England for at udsætte ham for videnskabelige eksperimenter, men i stedet ender også han i Vestafrika.

Her slår June Dey og Norman Aragon følgeskab og rejser rundt sammen for med deres superkræfter at hjælpe afrikanske landsbybeboere mod de slavejægere, der stadig hærger kystområderne, selv om slavehandlen officielt er blevet forbudt.

Pigen Gbessa bliver til gengæld gift ind i “society”-cirklerne i den nye koloni Monrovia, hvor hun kæmper med en identitetskrise, splittet mellem sine oprindelige Vai-rødder i landsbyen og sit nye “hvide” liv med dyre kjoler, pæne huse og tjenestefolk.

Og undervejs er vinden med dem og hvisker dem opmuntringer i ørerne (egentlig June Deys virkelige mor, han aldrig har kendt, men som lever videre efter sin død som vinden og i øvrigt som romanens fortællerstemme …).

Wayétu Moore skal have ros for i sin debutroman at turde tage livtag med en fortælling af dette episke format og samtidig eksperimentere med en noget særegen genreblanding: En historisk roman tilsat magisk realisme og fantasy i form af hovedpersoner med X-men-agtige superheltekræfter.

Man kunne godt spørge sig selv, hvad meningen egentlig er med det hele, og det er et meget godt spørgsmål.

Jo, bevares, det går ikke forbi mig, at de tre protagonisters superkræfter kan tolkes som symboler på de afrikanske folks ukuelige frihedstrang og vilje til at kæmpe for den (dén pointe bliver skåret rimelig klart ud i pap for læseren, om ikke før så i den tungt symbolladede finalescene).

Men undervejs i romanen havde jeg alligevel svært ved at se, at fantasy-elementerne tilførte noget godt til historien. Set gennem mine læsebriller lykkes det ikke for Moore at forene de forskellige genreelementer, og idé- og fortællemæssigt kom det aldrig rigtigt til at spille.

Den læser, der på forhånd måtte have et billede af historisk realisme og fantasy som to genrer, der er lige så lette at forene som olie og vand, vil således kunne finde bekræftelse her.

Samtidig lykkedes det mig ikke som læser for alvor at identificere mig med nogen af protagonisterne. Jeg blev på intet tidspunkt egentlig interesseret i dem. Det samlede resultat var derfor, at jeg kedede mig igennem de fleste af romanens 360 sider.

Selv om jeg egentlig har sympati for Moores ambition og modige forsøg på en genrefornyelse, og selv hun sådan set skriver godt, så kan min personlige læseoplevelse med romanen derfor ikke udløse mere end to stjerner.

K's vurdering: