Ghanesisk-amerikanske Yaa Gyasis debutroman er en mestendels underholdende, interessant og vedkommende slægtsroman, som tematiserer kolonialisme, slaveri og racisme i både Vestafrika og USA over et imponerende tidsspænd på 250 år.

Romanen tager udgangspunktet i historierne om to halvsøstre, Effia og Esi, som vokser op i det vestlige Afrika i midten af det 18. århundrede i det nuværende Ghana(som de britiske kolonisatorer kaldte Guldkysten). De to piger er født af samme mor, men med forskellige fædre fra henholdsvis Fante- og Asantefolket, som i årtier ligger i krig med hinanden. Pigerne vokser op i hver sin landsby hos hvert sit folk uden kendskab til hinandens eksistens.

Uafhængigt af deres vilje drejes deres og deres efterkommeres liv ind på to vidt forskellige baner: Effia bliver giftet bort til en britisk slavehandler, men bliver boende på Guldkysten under relativt komfortable forhold. Esi sælges derimod som slave til den selv samme slavehandler og transporteres over Atlanterhavet til det forfærdende liv i bomuldsplantagerne i USA.

Herfra udfolder romanen sig som en slægtshistorie i syv generationer – som en slags opdateret udgave af Alex Haleys 40 år gamle roman Roots (da. Rødder) gående på to ben: et amerikansk og et afrikansk.

Romanen er struktureret stramt i fjorten kapitler, ét for hvert generationsled i hver af de to grene af slægten efter henholdsvis Effia og Esi. De fleste af de fjorten kapitler er hver for sig gode historier, som for så vidt kunne stå på egne ben som selvstændige noveller. Alligevel er man på intet tidspunkt i tvivl om, at man er i gang med en roman, dels på grund af slægtsbåndet, der (løseligt) sammenvæver de forskellige menneskeskæbner, dels på grund af de tværgående temaer.

Yaa Gyasi i 2016 (foto: Cody Pickens for Time)

Som roman betragtet er Homegoing ikke desto mindre udfordret af strukturen og det store tidsspand. Hvert kapitel starter forfra med at ridse scenen og personerne op. Man kan hurtigt miste overblikket, og undervejs i min læsning brugte jeg flittigt stamtræet forrest i bogen, som giver en oversigt over alle personer i slægten.

De bedste dele af bogen er kapitlerne om den vestafrikanske gren af slægten. Her er personportrætterne gennemgående mest nuancerede og indlevede. Medvirkende til min vurdering er måske også, at det var kapitlerne fra Guldkysten/Ghana der gav mig mest ny historisk viden.

Lidt for mange af kapitlerne fra USA lider derimod under, at de mere synes båret af Gyasis ønske om at komme rundt om en mængde social- og racepolitiske temaer end båret af nogle troværdige hovedpersoner. Lidt for mange af personerne kommer man aldrig rigtigt ind under huden på, fordi de virker som om, de kun er opfundet med henblik på at eksemplificere nogle socialhistoriske typer.

Eksempler er: Den bortløbne plantageslave skamferet af piskeafstraffelse i begyndelsen af det 19. århundrede. Offeret for runaway slave-lovgivningen i sidste del af det 19. århundrede, som resulterede i en stor mængde kidnapninger og paraderetssager mod ellers frie sorte mænd og kvinde i nordstaterne. Den sorte amerikaner, der migrerer fra syd til nord for at undslippe de racistiske Jim Crow-love i syd i første halvdel af det 20. århundrede for blot at blive mødt af en ikke mindre virksom social og økonomisk racisme i nord. Den faderløse stofmisbruger i Harlem, New York. Og så videre.

Alle de nævnte temaer er vigtige og interessante og de hører med i en historisk roman med et episk tilsnit som Homegoing. Jeg savnede bare nogle lidt mere vedkommende personportrætter til at bære historierne.

Elementerne ild og vand er nogle af de gennemgående referencer i romanen, som måske nok får lidt for meget plads i forhold til, hvad de egentlig kan bære. Stammoderen Effia er født i en ildebrand, og for den vestafrikanske gren af slægten bliver ilden og frygten for ilden et gennemgående tema også for de senere generationer. I den amerikanske del af slægten installerer Gyasi omvendt en frygt for havet knyttet til en historie blandt afrikansk-amerikanere om, at de har nedarvet en sådan frygt eller modvilje mod havet fra deres forfædre, fordi de blev fragtet over havet på slaveskibene fra Afrika til Amerika.

Den gennemgående linje vedrørende ilden går an, mens dette med frygten for havet virker noget påklistret. Og det går helt galt til sidst, hvor Gyasi skal have enderne til at mødes (spoiler alert – det følgende afsnit afslører enkelte, mindre betydelige elementer vedrørende slutningen):

Sidste led i den vestafrikanske del af slægten, Marjorie, er flyttet fra Ghana til Alabama, USA, med sine forældre (ligsom Yaa Gyasi selv gjorde). Her møder hun Marcus, der er syvende generation af den amerikanske gren af slægten. De ved ikke, at de langt tilbage er beslægtede, men knytter et venskab og tager sammen til Ghana. Først her på den vestafrikanske kyst efter et turistbesøg i slavekældrene under det gamle britiske Cape Coast Castle kan de hver især og sammen overvinde deres angst for henholdsvis ilden og havet. Og Marjorie kan endelig råbe “Welcome home!” til Marcus. Cirklen sluttes, enderne mødes, kameralinsen er gnedet med vaseline, og der skrues op for strygerne i underlægningsmusikken, mens billedet toner ud …

Dette klichéfyldte billede skal dog ikke have lov til at blive det sidste i denne omtale. For på trods af skønhedpletter som ovennævnte og andre eksempler på lidt for skabelonagtige persontegninger, så er Homegoing samlet set en god læseoplevelse. De fleste kapitler udgør hver især vellykkede fortællinger, og jeg synes faktisk, at Yaa Gyasi lykkes forbløffende godt med at holde sammen på det omfattende stof og den episke ambition. Ikke mindst i betragtning af, at der er tale om en debutroman fra en kun 26-årig forfatter. Vi vil holde øje med kommende udgivelser fra Gyasi.

Jeg har læst Homegoing på engelsk, men den er også udkommet på dansk under titlen Hjemfærd , oversat af Louise Ardenfelt Ravnild (Lindhardt & Ringhof, september 2016).

K's vurdering: