The Underground Railroad er båret af par gode litterære ideer og af gode intentioner, men udførelsen svigter desværre, og romanen løfter sig ikke op til det niveau, som den megen hype omkring den ellers gerne vil have os til at tro. For mig blev det til småkedelig pligtlæsning at komme igennem den.

Jeg var som udgangspunkt en smule nølende over for at gå i gang med Colson Whiteheads The Underground Railroad. Orkede jeg egentlig at læse endnu en roman om afrikansk-amerikanske slaver i bomuldsmarkerne med forudsigelige mishandlinger, splittelse af familier, flugtforsøg, indfangninger, afstraffelser og så videre?

Jeg endte med alligevel at give bogen en chance, ikke så meget på grund af de overstrømmende gode anmeldelser og de priser, romanen allerede har modtaget, men mest fordi jeg af diverse omtaler havde fået indtryk af, at Colson Whitehead fortæller historien på en ny måde med brug af en række kreative, utraditionelle litterære greb. Det lød spændende.

Det sidste er også til dels rigtigt. På flere måder skiller The Underground Railroad sig ud fra den “klassiske” sydstatsslaveroman, og Whitehead bringer bestemt nogle originale ideer i spil. I andre henseender er den omvendt meget traditionel, hvilket også vil sige lidt kedelig.

Den første del af romanen forløber efter et velkendt mønster med en hurtigt fortalt indledende historie om kvinder i et par generationer, der tages til fange et sted i Vestafrika, sejles til USA og sælges som slaver til bomuldsmarkerne i Georgia i det sydligste USA. Her møder vi romanens hovedperson Cora, som ikke alene er markslave, men også en paria blandt de andre sorte på plantagen. Cora beslutter sig for at flygte, og romanens handling følger hende på hendes vej gennem forskellige dele af det sydlige USA. Og her er det, at den underjordiske jernbane kommer ind i billedet.

Kort over den historiske Underground Railroad (her fra www.harriet-tubman.org)

The Underground Railroad er i amerikansk historie en metafor for et netværk af mennesker, hemmelige flugtruter og safehouses, der i første halvdel af det 19. århundrede hjalp undvegne slaver til at flygte fra slavestaterne i syd til nordstaterne eller Canada.

Colson Whiteheads mest originale greb i romanen er, at han gør den underjordiske jernbane til en faktisk, fysisk jernbane med virkelige lokomotiver, passagervogne, perroner, lokomotivførere og stationsforstandere. Et hemmeligt, underjordisk jernbanenetværk, som undvegne slaver får adgang til via skjulte skakter og hjælpere på overfladen.

Det er en god idé, og romanen kunne sagtens have klaret, at selve jernbanen og rejserne med togene i det underjordiske mørke, havde fået mere plads i romanen.

Et andet litterært greb er, at Whitehead lader Coras rejse via jernbanen blive en rejse gennem forskellige dele af USAs historie – og gennem forskellige mulige versioner af USAs historie.

Rejsen viser sig at komme til at gå fra Georgia gennem South Carolina, North Carolina, Tennesse og Indiana. Faktiske stater i Syden, dengang og nu, men i Whiteheads gestaltning bliver hver af staterne til bevidst karikerede billeder på USA. En replik fra stationsforstanderen på den første station i Georgia kan læses som en slags nøgle til fortolkning af romanen som helhed:

“Every state is different,” Lumbly was saying. “Each one a state of possibility, with its own customs and ways of doing things. Moving through them, you’ll see the breadth of the country before you reach your final stop.”

Som passager i den underjordiske jernbane, som undvegen slave (eller som sort i USA i det hele taget), er der imidlertid ikke nogen nogen måde, hvorpå Cora selv kan styre, hvor hun kommer hen. “You won’t know what waits above until you pull in,” som stationsforstanderen forklarer.

Samme stationsforstander står også for romanens måske mest centrale metafor og provokerende budskab til USA i dag:

“Look outside as you speed through, and you’ll find the true face of America.”
   […]
Following Lumbly’s final instructions, Cora looked through the slats. There was only darkness, mile after mile.

“Amerikas sande ansigt” set fra den sorte amerikaners synsvinkel som et mørke, der bare bliver ved og ved. Det er en stærk og provokerende metafor – også selv om Whitehead desværre selv udvander den delvist ved at vende tilbage til den for mange gange i løbet af romanen for at sikre sig, at alle læsere nu har forstået pointen.

The Underground Railroad er på den ene side en historisk roman – og på den anden så alligevel ikke:

På intet tidspunkt angives nogen præcise historiske tidspunkter, men der er referencer til en mængde faktiske, historiske begivenheder, som i starten fik mig til at tidsfæste handlingen til 1850’erne (efter vedtagelsen af The Fugitive Slave Act i 1850, men før den amerikanske borgerkrig i 1861-65).

Jo længere, man kommer ind i romanen, jo sværere bliver det imidlertid at holde styr på perioden, for hos Whitehead flyder tiden, og romanen er fyldt med anakronismer. Den første gang, jeg studsede, var på et tidspunkt i kapitlet fra South Carolina, hvor der beskrives et 12-etagers højhus med personelevator. Hmmm, er det ikke lidt tidligt i historien for den slags? Jo, det er det, men det gør ikke noget, for Whiteheads ærinde er et andet end historisk korrekthed.

I det nævnte tilfælde fungerer det teknologisk avancerede højhus som et billede på industrielle fremskridt, videnskabsoptimisme og effektivt bureaukrati i det på overfladen oplyste og tolerante South Carolina. Den tilsyneladende tolerance viser sig imidlertid snart at dække over en paternalistisk kontrol, hvor Cora og andre sorte udstilles i montrer som levende artefakter i “historiske” tableuaer på det lokale museum, og hvor der i det skjulte udføres medicinske eksperimenter på de sorte medborgere.

Kapitlet fra South Carolina er ikke en historisk fremstilling af en bestemt periode i staten. Det kan derimod tolkes som et billede på et “muligt” USA, en vej, der kunne være taget. Eller som et karikeret billede af visse aspekter af USAs historie.

Illustration til anmeldelse af “The Underground Railroad” (Sophy Hollington, New York Times 05.08.2016).

For hvert stop med jernbanen dukker Cora på denne måde op i en ny virkelighed. I North Carolina hersker en voldsbaseret “white supremacy”-orden, hvor alle sorte og hvide, der hjælper dem, lynches som ugentlig underholdning på byens torv. Tennessee er et afbrændt, dystopisk undergangsland, mens Cora i Indiana bliver optaget i et harmonisk samfund på en stor farm, hvor talrige sorte familier har fundet et helle og et håb om en bedre fremtid.

Romanen rummer som nævnt en del referencer til faktiske historiske begivenheder. I kapitlet fra Indiana optræder for eksempel en fiktiv karakter, som minder meget om den historiske, sorte borgerrettighedsforkæmper Frederick Douglas (1818-1895), som dog her optræder lidt uden for sin normale kontekst. Jeg har en klar fornemmelse af, at der er mange andre sådanne referencer, som jeg blot ikke opfangede på grund mit noget rudimentære kendskab til denne periode af USAs historie.

Whiteheads idé er god, men jeg ville have ønsket, at han havde drevet den videre. Når han nu alligevel har valgt at forlade den historiske fidelitet, hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og gøre noget endnu vildere? Jeg kunne for eksempel godt have tænkt mig at læse en version af romanen, hvor hver station bragte Cora og læseren længere frem i USAs historie, eventuelt helt op til i dag.

Som romanen står, er den en mærkelig mellemting. Det er ikke en historisk roman, hvor man kan stole på, at de ydre historiske rammer er så nogenlunde korrekte. Men det er heller ikke den virkeligt overskridende metaforiske fortælling, jeg havde håbet på, som ved at kombinere nogle historiske elementer med fritflyvende fantasi og et nutidigt perspektiv for alvor giver os nye indsigter i os selv og vores verden i dag. Når det kommer til stykket, kommer Whitehead ikke ret langt ud over den “traditionelle” sydstatsslaveriroman.

Jeg kan med andre ord ikke svinge mig op til at kalde The Underground Railroad for decideret “wildly inventive,” som anmelderen hos Observer f.eks. er citeret for i omtalerne. Mindre kan selvfølgelig gøre det, men gør det ikke her.

Hovedproblemet i romanen er, at Colson Whitehead ikke kommer ind under huden på sine personer. Jeg kunne ikke mærke hovedpersonen Cora, og jeg kunne slet ikke mærke de mange bipersoner. Det hele er fortalt mærkeligt udvendigt og blev for mig derfor kedeligt. Dertil kommer, at flere af de lange kapitler er ret stillestående rent handlingsmæssigt. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kom det hurtigt til at føles som pligtlæsning for mig at komme igennem romanen.

Colson Whitehead (f. 1969)

Hvis jeg havde haft et mere detaljeret kendskab til USAs historie, ville jeg måske have fået mere ud af romanen. Måske. Men det ville ikke have kunnet kompensere for den tunge fortællestil, den utilstrækkelige indlevelse i personerne og den i perioder meget stillestående handling.

Når det er sagt, er det ikke en decideret dårlig roman. Den kan bare slet ikke leve op til hypen omkring den. Det kan selvfølgelig være, at det bare er min idiosynkratiske smag, der slår igennem i min vurdering. Det kan også være, at jeg bare havde for store eller forkerte forventninger. Mange andre (også danske) læsere har således været helt anderledes begejstrede, kan jeg se af de overstrømmende anmeldelser rundt omkring. Så stol ikke kun på mig, men læs også andre anmeldelser og dan din egen mening.

Spørg mig blot ikke til romanen i næste uge eller derefter – for til den tid tror jeg, at den vil være forsvundet helt fra min erindring.

Om den danske udgave: Den underjordiske jernbane.
Jeg begyndte faktisk på romanen i den danske udgave, Den underjordiske jernbane (Politikens forlag, juni 2017, på dansk ved Vibeke Houstrup Christensen). Nogle gange skal man også give danske oversættelser af oprindeligt engelsksprogede tekster en chance, tænkte jeg vel. Jeg kom ca. 80 sider ind, før jeg blev så irriteret, at jeg gav op og købte den på engelsk.

Mit problem var, at den danske udgave i alt for høj grad virkede som netop en oversættelse. Jeg snublede i mange sætninger med tanken: Sådan ville en god forfatter ikke skrive på dansk, men jeg har et godt gæt på, hvad den engelske – bedre – formulering kunne have været. Jeg sammenlignede efterfølgende flere af disse passager med den engelske tekst, og i nogle tilfælde var mit gæt korrekt. I andre tilfælde var sætningen også indholdsmæssigt anderledes på engelsk.

Omvendt må jeg efter at have læst den engelsksprogede udgave retfærdigvis medgive, at jeg skylder den danske oversætter Vibeke Houstrup Christensen en undskyldning (for at have kastet den danske udgave hen i hjørnet og brugt ukvemsord om den i vidners nærvær). For det er en tung tekst, hun har haft at arbejde med.

Bevares, Colson Whiteheads tekst flyder godt i nogle passager, og der er fine formuleringer ind i mellem, men set som helhed fandt jeg sproget stift og tungt, også på engelsk. Især dialogerne virkede meget utroværdige.

Nogle af de jammerlige formuleringer, jeg faldt over i den danske udgave og i første omgang mistænkte for at skyldes en dårlig oversættelse, viste sig således at være oversætterens loyale fordanskning af tilsvarende jammerlige formuleringer i den amerikanske original. Og det kan man jo ikke dadle oversætteren for. Så undskyld.

Hvis du vil læse bogen og er fortrolig med at læse på engelsk, vil jeg selvfølgelig anbefale at læse den på originalsproget. Men hvis du er nødt til at læse den på dansk, så er der altså ikke grund til at ærge sig mere end som så over det.

• Lignende indlæg

Kurt Vonnegut: The Sirens of Titan

Ernest Cline: Ready Player One

Helene Hanff: 84, Charing Cross Road

Sherwood Anderson: Mange ægteskaber