K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Colson Whitehead: The Underground Railroad

Colson Whitehead: The Underground Railroad

Af Kasper Håkansson, 6. august 2017
Skriv en kommentar

The Underground Railroad er båret af par gode litterære ideer og af gode intentioner, men udførelsen svigter desværre, og romanen løfter sig ikke op til det niveau, som den megen hype omkring den ellers gerne vil have os til at tro. For mig blev det til småkedelig pligtlæsning at komme igennem den.

Jeg var som udgangspunkt en smule nølende over for at gå i gang med Colson Whiteheads The Underground Railroad. Orkede jeg egentlig at læse endnu en roman om afrikansk-amerikanske slaver i bomuldsmarkerne med forudsigelige mishandlinger, splittelse af familier, flugtforsøg, indfangninger, afstraffelser og så videre?

Jeg endte med alligevel at give bogen en chance, ikke så meget på grund af de overstrømmende gode anmeldelser og de priser, romanen allerede har modtaget, men mest fordi jeg af diverse omtaler havde fået indtryk af, at Colson Whitehead fortæller historien på en ny måde med brug af en række kreative, utraditionelle litterære greb. Det lød spændende.

Det sidste er også til dels rigtigt. På flere måder skiller The Underground Railroad sig ud fra den “klassiske” sydstatsslaveroman, og Whitehead bringer bestemt nogle originale ideer i spil. I andre henseender er den omvendt meget traditionel, hvilket også vil sige lidt kedelig.

Den første del af romanen forløber efter et velkendt mønster med en hurtigt fortalt indledende historie om kvinder i et par generationer, der tages til fange et sted i Vestafrika, sejles til USA og sælges som slaver til bomuldsmarkerne i Georgia i det sydligste USA. Her møder vi romanens hovedperson Cora, som ikke alene er markslave, men også en paria blandt de andre sorte på plantagen. Cora beslutter sig for at flygte, og romanens handling følger hende på hendes vej gennem forskellige dele af det sydlige USA. Og her er det, at den underjordiske jernbane kommer ind i billedet.

Kort over den historiske Underground Railroad (her fra www.harriet-tubman.org)

The Underground Railroad er i amerikansk historie en metafor for et netværk af mennesker, hemmelige flugtruter og safehouses, der i første halvdel af det 19. århundrede hjalp undvegne slaver til at flygte fra slavestaterne i syd til nordstaterne eller Canada.

Colson Whiteheads mest originale greb i romanen er, at han gør den underjordiske jernbane til en faktisk, fysisk jernbane med virkelige lokomotiver, passagervogne, perroner, lokomotivførere og stationsforstandere. Et hemmeligt, underjordisk jernbanenetværk, som undvegne slaver får adgang til via skjulte skakter og hjælpere på overfladen.

Det er en god idé, og romanen kunne sagtens have klaret, at selve jernbanen og rejserne med togene i det underjordiske mørke, havde fået mere plads i romanen.

Et andet litterært greb er, at Whitehead lader Coras rejse via jernbanen blive en rejse gennem forskellige dele af USAs historie – og gennem forskellige mulige versioner af USAs historie.

Rejsen viser sig at komme til at gå fra Georgia gennem South Carolina, North Carolina, Tennesse og Indiana. Faktiske stater i Syden, dengang og nu, men i Whiteheads gestaltning bliver hver af staterne til bevidst karikerede billeder på USA. En replik fra stationsforstanderen på den første station i Georgia kan læses som en slags nøgle til fortolkning af romanen som helhed:

“Every state is different,” Lumbly was saying. “Each one a state of possibility, with its own customs and ways of doing things. Moving through them, you’ll see the breadth of the country before you reach your final stop.”

Som passager i den underjordiske jernbane, som undvegen slave (eller som sort i USA i det hele taget), er der imidlertid ikke nogen nogen måde, hvorpå Cora selv kan styre, hvor hun kommer hen. “You won’t know what waits above until you pull in,” som stationsforstanderen forklarer.

Samme stationsforstander står også for romanens måske mest centrale metafor og provokerende budskab til USA i dag:

“Look outside as you speed through, and you’ll find the true face of America.”
   […]
Following Lumbly’s final instructions, Cora looked through the slats. There was only darkness, mile after mile.

“Amerikas sande ansigt” set fra den sorte amerikaners synsvinkel som et mørke, der bare bliver ved og ved. Det er en stærk og provokerende metafor – også selv om Whitehead desværre selv udvander den delvist ved at vende tilbage til den for mange gange i løbet af romanen for at sikre sig, at alle læsere nu har forstået pointen.

The Underground Railroad er på den ene side en historisk roman – og på den anden så alligevel ikke:

På intet tidspunkt angives nogen præcise historiske tidspunkter, men der er referencer til en mængde faktiske, historiske begivenheder, som i starten fik mig til at tidsfæste handlingen til 1850’erne (efter vedtagelsen af The Fugitive Slave Act i 1850, men før den amerikanske borgerkrig i 1861-65).

Jo længere, man kommer ind i romanen, jo sværere bliver det imidlertid at holde styr på perioden, for hos Whitehead flyder tiden, og romanen er fyldt med anakronismer. Den første gang, jeg studsede, var på et tidspunkt i kapitlet fra South Carolina, hvor der beskrives et 12-etagers højhus med personelevator. Hmmm, er det ikke lidt tidligt i historien for den slags? Jo, det er det, men det gør ikke noget, for Whiteheads ærinde er et andet end historisk korrekthed.

I det nævnte tilfælde fungerer det teknologisk avancerede højhus som et billede på industrielle fremskridt, videnskabsoptimisme og effektivt bureaukrati i det på overfladen oplyste og tolerante South Carolina. Den tilsyneladende tolerance viser sig imidlertid snart at dække over en paternalistisk kontrol, hvor Cora og andre sorte udstilles i montrer som levende artefakter i “historiske” tableuaer på det lokale museum, og hvor der i det skjulte udføres medicinske eksperimenter på de sorte medborgere.

Kapitlet fra South Carolina er ikke en historisk fremstilling af en bestemt periode i staten. Det kan derimod tolkes som et billede på et “muligt” USA, en vej, der kunne være taget. Eller som et karikeret billede af visse aspekter af USAs historie.

Illustration til anmeldelse af “The Underground Railroad” (Sophy Hollington, New York Times 05.08.2016).

For hvert stop med jernbanen dukker Cora på denne måde op i en ny virkelighed. I North Carolina hersker en voldsbaseret “white supremacy”-orden, hvor alle sorte og hvide, der hjælper dem, lynches som ugentlig underholdning på byens torv. Tennessee er et afbrændt, dystopisk undergangsland, mens Cora i Indiana bliver optaget i et harmonisk samfund på en stor farm, hvor talrige sorte familier har fundet et helle og et håb om en bedre fremtid.

Romanen rummer som nævnt en del referencer til faktiske historiske begivenheder. I kapitlet fra Indiana optræder for eksempel en fiktiv karakter, som minder meget om den historiske, sorte borgerrettighedsforkæmper Frederick Douglas (1818-1895), som dog her optræder lidt uden for sin normale kontekst. Jeg har en klar fornemmelse af, at der er mange andre sådanne referencer, som jeg blot ikke opfangede på grund mit noget rudimentære kendskab til denne periode af USAs historie.

Whiteheads idé er god, men jeg ville have ønsket, at han havde drevet den videre. Når han nu alligevel har valgt at forlade den historiske fidelitet, hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og gøre noget endnu vildere? Jeg kunne for eksempel godt have tænkt mig at læse en version af romanen, hvor hver station bragte Cora og læseren længere frem i USAs historie, eventuelt helt op til i dag.

Som romanen står, er den en mærkelig mellemting. Det er ikke en historisk roman, hvor man kan stole på, at de ydre historiske rammer er så nogenlunde korrekte. Men det er heller ikke den virkeligt overskridende metaforiske fortælling, jeg havde håbet på, som ved at kombinere nogle historiske elementer med fritflyvende fantasi og et nutidigt perspektiv for alvor giver os nye indsigter i os selv og vores verden i dag. Når det kommer til stykket, kommer Whitehead ikke ret langt ud over den “traditionelle” sydstatsslaveriroman.

Jeg kan med andre ord ikke svinge mig op til at kalde The Underground Railroad for decideret “wildly inventive,” som anmelderen hos Observer f.eks. er citeret for i omtalerne. Mindre kan selvfølgelig gøre det, men gør det ikke her.

Hovedproblemet i romanen er, at Colson Whitehead ikke kommer ind under huden på sine personer. Jeg kunne ikke mærke hovedpersonen Cora, og jeg kunne slet ikke mærke de mange bipersoner. Det hele er fortalt mærkeligt udvendigt og blev for mig derfor kedeligt. Dertil kommer, at flere af de lange kapitler er ret stillestående rent handlingsmæssigt. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kom det hurtigt til at føles som pligtlæsning for mig at komme igennem romanen.

Colson Whitehead (f. 1969)

Hvis jeg havde haft et mere detaljeret kendskab til USAs historie, ville jeg måske have fået mere ud af romanen. Måske. Men det ville ikke have kunnet kompensere for den tunge fortællestil, den utilstrækkelige indlevelse i personerne og den i perioder meget stillestående handling.

Når det er sagt, er det ikke en decideret dårlig roman. Den kan bare slet ikke leve op til hypen omkring den. Det kan selvfølgelig være, at det bare er min idiosynkratiske smag, der slår igennem i min vurdering. Det kan også være, at jeg bare havde for store eller forkerte forventninger. Mange andre (også danske) læsere har således været helt anderledes begejstrede, kan jeg se af de overstrømmende anmeldelser rundt omkring. Så stol ikke kun på mig, men læs også andre anmeldelser og dan din egen mening.

Spørg mig blot ikke til romanen i næste uge eller derefter – for til den tid tror jeg, at den vil være forsvundet helt fra min erindring.

Om den danske udgave: Den underjordiske jernbane.
Jeg begyndte faktisk på romanen i den danske udgave, Den underjordiske jernbane (Politikens forlag, juni 2017, på dansk ved Vibeke Houstrup Christensen). Nogle gange skal man også give danske oversættelser af oprindeligt engelsksprogede tekster en chance, tænkte jeg vel. Jeg kom ca. 80 sider ind, før jeg blev så irriteret, at jeg gav op og købte den på engelsk.

Mit problem var, at den danske udgave i alt for høj grad virkede som netop en oversættelse. Jeg snublede i mange sætninger med tanken: Sådan ville en god forfatter ikke skrive på dansk, men jeg har et godt gæt på, hvad den engelske – bedre – formulering kunne have været. Jeg sammenlignede efterfølgende flere af disse passager med den engelske tekst, og i nogle tilfælde var mit gæt korrekt. I andre tilfælde var sætningen også indholdsmæssigt anderledes på engelsk.

Omvendt må jeg efter at have læst den engelsksprogede udgave retfærdigvis medgive, at jeg skylder den danske oversætter Vibeke Houstrup Christensen en undskyldning (for at have kastet den danske udgave hen i hjørnet og brugt ukvemsord om den i vidners nærvær). For det er en tung tekst, hun har haft at arbejde med.

Bevares, Colson Whiteheads tekst flyder godt i nogle passager, og der er fine formuleringer ind i mellem, men set som helhed fandt jeg sproget stift og tungt, også på engelsk. Især dialogerne virkede meget utroværdige.

Nogle af de jammerlige formuleringer, jeg faldt over i den danske udgave og i første omgang mistænkte for at skyldes en dårlig oversættelse, viste sig således at være oversætterens loyale fordanskning af tilsvarende jammerlige formuleringer i den amerikanske original. Og det kan man jo ikke dadle oversætteren for. Så undskyld.

Hvis du vil læse bogen og er fortrolig med at læse på engelsk, vil jeg selvfølgelig anbefale at læse den på originalsproget. Men hvis du er nødt til at læse den på dansk, så er der altså ikke grund til at ærge sig mere end som så over det.

Titel: The Underground Railroad
Forfatter: Colson Whitehead
Udgiver: Fleet
Udgivelsesdato: 16.10.2016
Sider: 367
Opr. udgivelsesår: 2016
Læst: August 2017

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Historiske romaner, Nyere udgivelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: USA

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Yaa Gyasi: Homegoing
James McBride. TH Good Lord Bird
James McBride: The Good Lord Bird
Philipp Meyer: The Son

Rakel Haslund-Gjerrild: Adam i Paradis
Jacques Chessex: Vampyren fra Ropraz
Danielle Dutton: Margaret the First

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 55 venner
  • 520 følgere
  • 250 fans

Mest læste seneste uge

  • Fernando Vallejo: Carlos, du som er borgmesterFernando Vallejo: Carlos, du som er borgmester Fra papegøjer skal man høre sandheden: Carlos, du som er borgmester er en fandenivoldsk satire…
  • Irene Solà: Jeg synger og bjerget danserIrene Solà: Jeg synger og bjerget danser En fantasifuld, smuk og anderledes fortalt catalansk roman om livet tæt på naturen i en…
  • Marie-Hélène Lafon: En søns historieMarie-Hélène Lafon: En søns historie En families historie gennem 100 år fortalt gennem tolv korte nedslag på tolv enkelte dage.…
  • Hubert Mingarelli: Fire soldaterHubert Mingarelli: Fire soldater En simpel historie om fire (eller fem) soldater fanget i krig. Om venskab og glæden…
  • Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verdenSvend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten…
  • Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødderJón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder “Og så kan livet begynde, det kan begive sig afsted med al sin bagage, og…
  • H. N. Jacobsens boghandel, Tórshavn, FærøerneH. N. Jacobsens boghandel, Tórshavn, Færøerne H.N. Jacobsens boghandel er med sine 155 år på bagen ikke bare den ældste boghandel…
  • Svend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvangSvend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens… Tag nej-hatten på, fokuser på det negative i dit liv og hold op med at…
  • Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgnÁgota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den… For pokker da, hvor er Ágota Kristófs Det store stilehæfte god! Stor litteratur i enhver…
  • Karl Ove Knausgård: Min Kamp 1Karl Ove Knausgård: Min Kamp 1 "For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det." Sådan…

Seneste kommentarer

  • Kasper Håkansson on Foreslå en bog: “Kan kun være enig i anbefalingen af Proust. Se mine anmeldelser af På sporet af den tabte tid andetsteds her…” jun 23, 21:34
  • Palle Almindsø on Foreslå en bog: “Apropos bogforslag, Det er altid svært at foreslå en bog til andre, ikke mindst fordi både den store og den…” jun 23, 09:55
  • Peter Sørensen on Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer: “Min “Verden af i går” er såmænd bare en paperback udgave af udgivelsen i 1948, 8. oplag, trykt i 1968…” jun 6, 15:49
  • Peter Sørensen on Peter Handke: Forsøg over svampenarren: “Inden man beslutter sig for at boycotte værker af Peter Handke, bør og burde man ulejlige sig med at læse…” jun 3, 00:35
  • Kasper Håkansson on Judith Hermann: Alice: “Hej Birte. Glæder mig, at du deler min begejstring. Jeg havde ikke selv fået den tanke, at “Alice” kunne være…” maj 31, 21:14

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.028)
    • Biografier og erindringer (21)
    • Sagprosa (104)
      • Antropologi (4)
      • Essays (12)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (22)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (21)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (25)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (951)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (96)
      • Klassikere (164)
      • Komedie (12)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (56)
      • Nyere udgivelser (251)
      • Romaner og noveller (827)
  • Boghandeler (30)
  • Øvrige indlæg (30)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 55 venner
  • 520 følgere
  • 250 fans

Copyright © 2022 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz