Noget i retning af Coloradosagaen (nu i Texas) tilsat et stænk En god dag at dø (for dem, der kan huske Thomas Bergers roman eller filmatiseringen fra 1970 med Dustin Hoffmann), renset for historieromantik og opdateret til det 21. århundrede.

Philipp Meyers The Son fra 2013 (også udkommet på dansk i juni 2014 på Gyldendal oversat af Jakob Levinsen som Sønner) er en stort anlagt episk generationsfortælling, som rummer et perspektiv på næsten 200 års amerikansk historie:

Fra hvide, amerikanske nybyggeres bosættelser på The New Frontier i Texas og deres blodige kampe med prærieindianerne over de såkaldte banditkrige i grænseområdet mellem Mexico og Texas på Pancho Villas tid, over den amerikanske borgerkrig, over opbygningen af store kvægfarme og til de texanske olieimperiers storhed og (relative) fald.

Philipp Meyer fortæller historien i en nøgtern realistisk stil som en krønike over det fiktive familiedynasti McCullough gennem 6-7 generationer, men med fokus på tre personer (og bare rolig, der er ingen egentlige spoilers i det følgende, for hovedlinjen i slægtens historie afsløres tidligt i romanen):

Den dominerende og slægtsdefinerende figur er Eli McCullough, der i 1849 som dreng bortføres af en bande comanche-indianere, efter at de har massakreret det meste af hans familie på brutal vis (det er hård kost at læse). Han optages med tiden i stammen, finder sig til rette med en ny comancheidentitet og deltager i overfald på både andre indianerstammer og hvide nybyggere. Han tvinges dog tilbage til den hvide “civilisation”, hvor han gør karriere som Texas-Ranger, nu i krig mod både mexicanere og indianere og senere også som oberst for den sydstatslige konføderation i den amerikanske borgerkrig. Efterfølgende bygger han sig på grundlag af mere vold og tyveri et imperium som kvægfarmer og senere som oliemagnat.

Fortællingen om Eli er fuld af god, gammeldags cowboy- og indianerramasjang. Den er elementært underholdende det meste af tiden, og det er heldigvis den del, der fylder mest i romanen.

Den anden figur er Elis søn, Peter. Han bliver slægtens sorte får som følge af, at han er den eneste af romanens tre hovedfigurer, der er plaget af almindelige moralske skrupler over McCullough’ernes brutale, voldelige og hensynsløse imperieopbygning. Det gør ham svag i familiens øjne, men i sidste ende også i læserens, for han har ikke styrken til at følge sin moral i handling – selv hans endelige opgør med familien får kujonens form.

Jeg læste Peters figur som et kritisk billede på amerikanske velmenende liberals, som kommer gratis til alle de moralsk rigtige holdninger, men ikke gør noget egentlig ved det, samtidig med at de lever på frugterne af den selvsamme voldelige og undertrykkende praksis, som de kritiserer.

Endelig udgøres den tredje stemme i romanen af Eli McCulloughs oldebarn, Jeannie. Hendes historie fortælles i tilbageblik, mens hun ligger døende på gulvet i sit hus i året 2012. Jeannie er en “drengepige” og fra barnsben sin oldefars øjesten i og med, at han i hende ser noget sin egen styrke (læs: hensynsløse vilje til magt). Hun ender med at blive arvtager til familiens olieimperium på trods af og i trods mod det patriarkalske samfund, hun vokser op i, og med brug af samme brutale kynisme, som gamle Eli har bygget familiedynastiet på.

McCullough’erne minder ikke så lidt om de værste blandt Ewing’erne og Carrington’erne fra Dallas og Dollars, og som læsere er vi tilbøjelige til at være enige med Peter McCullough, når han i sin dagbog skriver:“This family must not be allowed to continue.” Men han gør ikke noget ved det, og familien fortsætter – selvfølgelig, for den er et billede på hele USA, eller bredere på menneskeheden i det hele taget.

Det er en god historie, endda en stor historie, og Philipp Meyer har skruet den ganske godt sammen. Især Eli McCulloughs historie har en ret høj underholdningsværdi.

Alligevel løftede romanen sig aldrig rigtigt for mig. Den er skrevet godt, men ikke bemærkelsesværdigt godt. Sproget slår aldrig gnister og har slet ikke den kraftfulde visonære kvalitet, man finder hos f.eks. en Cormac McCarthy (hvis Blood Meridian det er svært ikke sammenligne med, selv om det er uretfærdigt, for det er en helt anden slags roman).

Personerne forekom mig, om ikke decideret livløse, så dog alligevel underligt flade. Det virker lidt som om, personerne alene er tegnet op med det hensyn, at de skal passe ind i bogens skabelon og politiske idé – med den omkostning, at de aldrig får rigtigt liv i sig selv, end ikke Eli McCullough.

Det betyder, at romanen skal bæres af den ydre handling alene. Og det er ikke nok til at gøre en virkelig stor roman. Jeg kan sådan set godt forstå, at mange begejstrede, især amerikanske anmeldere har følt sig kaldet til at bringe det gamle litterære fantasme The Great American Novel op i forbindelse med The Son, givet romanens episke og velgennemførte ambition. Men for mig er den altså ikke helt oppe at ringe med de store.

Det rigtige svar på f.eks. The Wall Street Journals overstadigt imponerede spørgsmål “Is Philipp Meyer the Next William Faulkner?” er således: Nej. Men mindre kan jo altså også gøre det, nu skal vi heller ikke være urimelige.

Måske er det Meyers historiepolitiske ærinde, der stiller sig i vejen for, at han for alvor kan forløse fortællingens potentiale. Den gennemgående præmis og morale for bogen er således ikke til at overse – og det er en god pointe, men den bliver serveret så mange gange med en klaphammer mellem læserens øjne, at det runger i pandehulen til sidst:

USA er grundet på vold og landets historie er historien om de stærke, der tager fra de svage. Ingen kan slå sig op på at have anden ret til landet end den stærkes ret. Ikke at Meyer dermed gør sig til apologet for de hvide amerikanerne nådesløse udryddelse af indianerne og racistiske undertrykkelse af mexicanerne, tværtimod. Meyer er bare – i modsætning til andre revisionistiske, indianerromantiserende fremstillinger på film og i bøger (jf. f.eks. nævnte En god dag at dø) – mere universelt kulturpessimistisk.

Budskabet er således, at det ikke kun er de hvide amerikanere og USA, der har bygget deres land på vold, det er et universalhistorisk fænomen: De hvide tog landet med vold fra indianerne og mexicanerne. Men før det, havde de forskellige indianske stammer selv med vold erobret deres landområder fra andre stammer. Og dannelsen af staten Mexico og amerikanske mexicanernes landejendom er tilsvarende baseret på spaniernes fordrivelse og delvise udryddelse af indianere begyndende i det 16. århundrede.

Meyer skriver sig således ind i rækken af kritikere af den stadigt levende amerikanske myte om USA som Guds eget land – eller for den sags skyld forestillingen om menneskene som Guds børn:

To think that an all-powerfull being would make a world for anyone but himself, that he might spend all his time looking out for the interest of lesser creations, it went against all common sense. The strong took from the weak, only the weak believed otherwise, and if God was out there, he was just as the Greeks and Romans had suspected; a trickster, an older brother who spent all his time inventing ways to punish you (s.505).

Meyer fortæller historien om de tre McCulloughs i 72 relativt korte kapitler, som konsekvent veksler mellem henholdsvis Elis, Jeannies og Peters perspektiv (med en lille afstikkerfinte til sidst, der ikke skal røbes her, men som bidrager til at kæde fortællestrukturen sammen).

Det skiftende perspektiv har primært den funktion at skabe lidt afveksling og efterlade nogle solide cliffhangers (og for mig bidrog det da også til at komme igennem hele romanen hurtigere, for jeg kunne da nok være gået slemt død i den, hvis jeg skulle have læst Jeannies mestendels kedsommelige fortælling i én køre til sidst). Det skiftende perspektiv tjener også det formål, at man som læser fra starten bliver nysgerrig på, hvordan det dog skal lykkes den vilde indianeropdragede dreng at komme tilbage til den såkaldte civilisation og skabe sig et kvæg- og olieimperium.

Men jeg ville nu ønske, at Meyer trods alt havde valgt at bryde romanen op i lidt færre kapitler, for noget af den elementære spænding bliver også brudt unødigt meget op, især i Peters del af fortællingen.

Ikke desto mindre: The Son er bestemt værd at læse – også selv jeg ikke kan synge helt rent med i de fleste anmelderes lovprisningskor.

• Lignende indlæg
• Simon & Schuster

Kurt Vonnegut: The Sirens of Titan

Ernest Cline: Ready Player One

Helene Hanff: 84, Charing Cross Road

Sherwood Anderson: Mange ægteskaber

Vaddey Ratner: In the Shadow of the Banyan