Vaddey Ratner: In the Shadow of the Banyan

Vaddey Ratners roman fra De Røde Khmerers rædselsregime i Cambodja/Kampuchea er en umanerlig grum og umanerlig smuk roman. Men den er især smuk, og det er dét, der gør den så læseværdig. En god fortælling, som griber om hjertet og klemmer til.

Vaddey Ratner er født ind i en af Cambodjas royale familier. Hun var fem år, da landets kommunistiske parti, bedre kendt som Khmer Rouge, i april 1975 efter en borgerkrig tiltog sig magten, og under en af historiens store skurke Pol Pot indledte et rædselsregime, der skulle koste mellem en og tre millioner mennesker livet. De fleste døde af sult eller sygdom, men mange hundredetusinder blev henrettet.

Vaddey Ratners familie blev efter regimeskiftet ligesom resten af Phnom Penhs (og andre større byers) befolkning deporteret til landsbyer til genopdragelse som risbønder. Hun overlevede, og efter vietnamesernes invasion af ‘Demokratisk Kampuchea’ i 1975 lykkedes det hende med resterne af sin familie at flygte til Thailand og derfra til USA.

In the Shadow of the Banyan er fiktion, men stærkt inspireret af Ratners egen families historie, som man kan læse om i et i sig selv interessant interview med forfatteren, der er optrykt som et slags efterord til den udgave af romanen, jeg har læst.

Romanen er fortalt i jeg-form af pigen Raami og følger hende fra dagene omkring De Røde Khmerers indtog i Phnom Penh i 1975, hvor hun er syv år, til regimets fald fire år og uendelig meget lidelse senere.

Som forfatteren er Raami født i en royal familie og vokset op med den tryghed og de privilegier, deraf følger. Med revolutionen vendes der op og ned på hendes verden i løbet af få dage. Hun deporteres lige som resten af hendes familie til et simpelt landsbyliv præget af konstant sult og livsnedbrydende hårdt arbejde i evig angst for “Organisationens” vilkårlige beslutninger om fornyede deportationer, familieadskillelser, tortur eller henrettelser.

Når Vaddey Ratners vælger at fortælle historien set gennem en lille piges øjne er det givetvis påvirket af, at hun selv var barn i perioden. Men det er også et litterært greb, der tillader hende at fortælle en historie med et andet fokus end det politiske, som pigen aldrig begriber – ligesom tilfældet i øvrigt var for store dele af den voksne, uuddannede befolkning i Cambodja.

For romanen er ikke historien om De Røde Khmerer og Pol Pot. Det er ikke her, man skal kigge efter at få en let tilgængelig, dækkende indføring i dette traumatiske kapitel i landets historie. Faktisk nævnes Pol Pot ikke ved navn en eneste gang i romanen.

De Røde Khmerers Revolution er snarere til stede som en ramme for – og selvfølgelig som en årsag til – de lidelser, Raamis familie og resten af den cambodjanske befolkning gennemgår i romanen.

Raamis far er som royal prins, intellektuel og digter blandt “de uønskede” i det nye regime og som sådan i højrisikozonen for henrettelse. Alligevel gør han alt, hvad han kan, for at give sin datter evnen til at se den skønhed, der altid også er til stede i verden, uanset hvor mange grusomheder, den bereder menneskene. På sammme måde insisterer Ratner på at vise os læsere et andet Cambodja end de “Killing Fields”, som mange os uvilkårligt forbinder med landet.

Grusomhederne er til stede i romanen, men det er ikke dem, der fylder mest, og det er på ingen måde en actionroman. Tværtimod er det helt overvejende en i passager næsten lyrisk fortælling om skønheden i naturen, i cambodjansk kultur og religiøs praksis og i det enkle liv som risbonde – som tager sig næsten magisk ud set gennem en intelligent og videbegærlig piges øjne formidlet af hendes fars poesi, historier om ånder og buddhistiske sagn.

Det er et lille mirakel i Vaddey Ratners roman, at hun får denne skønhed til at stå så fortvivlende stærkt frem i kontrasten til regimets rædsler.

Og så er det ikke mindst en flot, flot historie om en fars og en mors kærlighed til deres datter.

I nogle sektioner af romanen fylder den poetiske naturromantik nok lige vel meget for min smag. Og den balancerer i passager faretruende nær kanten til det sentimentalt-patetiske. For eksempel i passager som denne:

Still, the rain didn’t come. I wished it would. I wanted the sky to cry, to lead the way for me.

Men i sammenhængen fungerer det faktisk, og Ratners prosa holder helt overvejende balancen. Uhyrlighederne i rismarkerne og de, der gennemlevede dem, kalder på en vis patos, hvis noget nogensinde har gjort det. Og man skal være en meget hårdhjertet litterær snob for ikke at græde mere end én gang med pigen Raami undervejs.

Når romanen ikke får helt topkarakter hos mig skyldes det dels, at nogle af de poetiske passager som nævnt fylder lidt for meget, og dels, at pigen ikke er helt troværdig som fortæller. Selv om hun er et begavet barn under ekstraordinære omstændigheder er hun for en 7-11-årig lige lovlig reflekterende og indseende med for mange af begivenhederne omkring hende.

Men det er en beskeden indvending, som ikke må afholde nogen fra at læse In the Shadow of the Banyan. Det er en rasende god og meget rørende fortælling.

Romanen er, så vidt jeg har kunnet opspore, ikke oversat til dansk, hvilket forekommer mig helt uforståeligt. Jeg er ikke i tvivl om, at den vil have også et stort dansk publikum blandt de mange, der for eksempel elskede Khaled Hosseinis Drageløberen. Så det er bare med at komme i gang, I danske forlag derude.

In the Shadow of the Banyan er på kanten af at opfylde mine kriterier for en cambodjansk roman i læseudfordringen Verden rundt i bøger, for så vidt Vaddey Ratner bor i USA, ikke i Cambodja, og skriver på engelsk, ikke på khmer. Men Ratner er trods alt født i Cambodja, og et af hendes erklærede formål med romanen er gennem fiktion at formidle viden om landets natur og kultur, ikke mindst religion og poesi. Så jeg skammer mig ikke over at lade romanen udgøre det cambodjanske indslag i min litterære verdensrundrejse.

K's vurdering: