John Williams’ skønlitterære portræt af den romerske kejser Augustus gør ligesom Williams’ øvrige romaner ikke et stort nummer ud af sig selv, men den er overordentlig velskrevet og særdeles læseværdig.

John Williams kender vi her på bloggen fra hans to første romaner, universitetsromanen Stoner (der fik et posthumt gennembrud verden over for fem-seks år siden efter at have været stort set overset siden den første udgivelse i 1965) og den utraditionelle westernroman, Willams’ debut, Butcher’s Crossing (1960).

Man kan ikke anklage Williams for at have hængt fast i den samme type roman. Augustus er lige så forskellig fra de to foregående romaner, som de var fra hinanden. Og så er der alligevel noget, der binder dem sammen, men det skal jeg komme tilbage til.

Gajus Octavian (63 f.Kr.-14 f.Kr.), opdateret søn af Julius Cæsar, betragtes som bekendt som den første romerske kejser. Han var kejser fra 31. f.Kr. til sin død og er i historien bedst kendt under sit tilnavn Augustus, “den ophøjede.”

Williams’ bog er en historisk roman, som i den ydre handling i det store hele holder sig til de velkendte, historiske fakta om kejser Augustus og hans tid, men som samtidig gør dét, som et skønlitterært værk kan bedre end faghistorien: Han fylder hullerne i de historiske kilder ud for at kunne levere et indlevet portræt af mennesket Octavian og en række centrale personer omkring ham.

Willams benytter det litterære greb at fortælle Octavians historie af menneskene omkring ham gennem en række fiktive breve, dagbogsoptegnelser og erindringsfragmenter.

Til ordene kommer flere af Octavians politisk venner og fjender: Hans ven, hærfører og svigersøn, Agrippa. Vennen og kulturpolitikeren Mæcenas (ja, det er fra ham, at begrebet mæcen er opkaldt). Konkurrenten Marcus Antonius, der i alliance med den egyptiske dronning Cleopatra forgæves forsøgte at vriste magten over Rom fra Gajus Octavian. Den intrigante senator Cicero. Digterne Horats, Vergil og Ovid, som også alle havde deres gang hos kejseren. Og mange andre.

Augustus er uhyre velskrevet på den for Williams karakteristiske uprætentiøse facon, som vi kender fra hans øvrige romaner. Williams skriver uden selvbevidste, eksperimenterende dikkedarer, uden nogen former for kunstig højstemthed, men stilfærdigt og slet og ret bare godt. Det er en nydelse at læse hans sprog.

Gajus Julius Cæsar Octavianus

At læse Augustus var for mig dog også en lidt tung omgang i starten. Der er masser af drama i Augustus’ historie, men Williams’ fortælling er ikke ligefrem en ramasjangroman. Jeg skulle omtrent halvvejs ind i romanen, før jeg for alvor blev grebet af den, men så blev jeg det til gengæld også.

Stærkest i romanen står portrættet af kejserens datter, Julia, og det er netop med hendes indtræden på scenen i bogens anden halvdel, at den fængede for alvor for mig. Hun får taletid i form af en række kapitler fra hendes fiktive dagbog, som hun i romanen skriver i år 4, hvor hun (af sin far) er forvist fra Rom til øen Pandateria.

Portrættet af Julia er et portræt af en kvinde, der på den ene side af de magtfulde mænd omkring hende hele sit liv bliver betragtet som enten blot et politisk aktiv, der via giftermål kan bruges til at danne politiske alliancer, eller som et sexobjekt.

På den anden side portrætteres hun også som en intelligent og stærk kvinde. Julia accepterer på én gang, at hendes liv og lykke står under hendes fars politiske hensyn, men samtidig bruger hun sit intellekt og også netop sin seksualitet til at forme og udnytte den magtposition, hun trods alt i forvejen har i kraft af at være kejserens datter.

Og så er der selvfølgelig Gajus Octavian selv, som dog først for alvor bliver nærværende for os læsere i bogens sidste, lange kapitel, der er skrevet som et brev fra den aldrende kejser, få dage før hans død i år 14.

Dette er en del af romanens kompositoriske grundidé: I størstedelen af fortællingen er Octavius/Augustus et slags tomrum, som resten af fortællingen og dens personer ikke desto mindre drejer sig omkring. Først til sidst lader Williams mennesket Octavian træde frem, hvorved hullerne i fortællingen kan fyldes ud.

Og hvad er det så for et menneske, Williams lader os se? Den gamle kejser er en desillusioneret mand, som i sin alderdom har indset, at hans liv har handlet om at bevare magten, om at holde sammen på imperiet, på bekostning af hans egen, personlige lykke og på bekostning af alle de mennesker omkring ham, han har elsket.

For nearly twenty years, it seems to me now, my life has been lived for nothing. Alexander was fortunate to have died so young, else he would have come to know that if to conquer a world is a small thing, to rule is even less.

I Octavians/Augustus’ egenfortælling har han ofret sig selv, sin familie og sine venner for Roms skyld, denne storslåede, men abstrakte idé om Rom. Det er ihvertfald, hvad han siger til sig selv for at holde tvivlen væk.

For os som læsere er det, der står tilbage, mest af alt billedet af et menneske, der trådte i magtens tjeneste og lod ikke bare sine nærmeste, men også sig selv, blive til ikke andet end brikker i et spil, der hele tiden kun fulgte magtens logik.

Og var det det hele værd? lader Williams et sted Julia spørge sin far (umiddelbart før han offentligt frasiger sig hende og sender hende i landflygtighed for promiskuitet – ganske vist for at skåne hende for en værre skæbne som anklaget for meddelagtighed i en konspiration mod kejserens liv):

“[…] Your authority, this Rome that you have saved, this Rome that you have built? Has it been worth all that you have had to do?”
   My father looked at me for a long time, and then he looked away. “I must believe that it has,” he said. “We both must believe that it has.”

Og her, med billedet af den gamle, defaitistiske kejser, finder vi også forbindelsen til Williams’ tidligere romaner, ikke mindst portrættet af den i sit liv så lidet succesfulde akademiker William Stoner. For er Octavian i det ydre den komplette modsætning til den ubemærkelsesværdige, amerikanske universitetsprofessor (Octavian blev trods den mest magtfulde mand i verden som romersk kejser gennem 45 år), så ender han i Williams’ fremstilling på samme måde som en mand, der i egen selvforståelse ikke desto mindre har opnået meget lidt som menneske i sit liv.

Jeg har læst Augustus i den originale, engelsksprogede version, men romanen er også oversat til dansk ved Mich Vraa (Lindhardt og Ringhof, 2016).

K's vurdering: