Afdæmpet, men fremragende, “glemt” amerikansk klassiker.
John Willams’ roman Stoner fik angiveligt ikke meget opmærksomhed ved udgivelsen i 1965. Det har den til gengæld fået i de sidste par år, hvor den pludselig blev genopdaget i en grad, så fx boghandlerkæden Waterstones i 2013 udnævnte den til “Årets bog.” The New Yorker kaldte den i en anmeldelse i oktober 2013 for “The greatest american novel, you’ve never heard of.”
Og der er noget om det: Stoner er en rigtig god bog. Det er ikke en roman, der gør noget væsen af sig. Den er langsom om at komme i gang, langsom undervejs og langsom til slut. Den er ikke på nogen måde spektakulær i hverken handling eller udtryk. Den er bare gedigen god.
Et handlingsreferat kan ellers nok holde de fleste læsere væk: Romanen følger William Stoner gennem hans begivenhedsløse og mislykkede liv fra 1910 til 1956. Stoner vokser op på landet, men bliver sendt på universitetet i Missouri af sine forældre. Her bliver han vakt af den engelske litteraturhistorie, som han gør til sin akademiske løbebane. Han får ansættelse som assisterende professor på det samme universitet, hvor han har studeret, og forlader aldrig denne stilling.
Han bliver gift med den forkerte kvinde. Han får en datter, som han elsker højt, men hans kone ødelægger hans forhold til datteren. Han er tæt på at udvikle sig til en dygtig og entusiatisk underviser, men hans akademiske karriere og begejstring knækkes af en konflikt med en kollega på universitetet. Han forelsker sig og får et hedt kærlighedsforhold til en Ph.D.-studerende, men det forhold ødelægges efter få måneder også af hævngerrige kolleger. Og så dør han til sidst.
Andet sker der ikke i romanen. Det lyder jo ikke særlig ophidsende, og er det sådan set heller ikke. Og John Williams tager selv nærmest luften ud af romanen på første side med denne tørre indledende beskrivelse af Stoner, som studerende og kolleger på universitetet husker ham efter hans død:
An occasional student who comes upon the name wonder idly who William Stoner was, but he seldom pursues his curiosity beyond a casual question. Stoner’s collegues, who held him in no particular esteem when he was alive, speak of him rarely now; to the older ones, his name is a reminder of the end that awaits them all, and to the younger ones it is merely a sound which evokes no sense of the past and no identity with which they can associate themselves or theier carreers (s.3-4).
Dét, der gør Stoner til noget særligt, er således ikke handlingen. Det er til gengæld sproget og den lavmælt intense fortællestil. Ikke at sproget heller er spektakulært eller anmassende. Tværtimod kan man sige, at at sproget og fortællestilen stemmer perfekt overens med protagonistens stilfærdige liv og personlighed: Det er afmålt, uprætentiøst og ordentligt, flydende og helt klassisk i stil og udtryk. Men så har det alligevel denne her ikke nemt definerbare diskrete, men insisterende intensitet, som gør, at ihvertfald denne læser kom helt ud på kanten af stolen ind i mellem.
Stoner er slet og ret et portræt af et almindeligt, levende menneskes liv. William Stoner er hverken en helt eller en skurk, han bedriver ikke noget ekstraordinært, og hans liv er hverken særlig lykkeligt eller helt ulykkeligt. Han lever ikke særlig aktivt – tværtimod bestemmes det meste i hans livsbane af udefrakommende faktorer, som han forholder sig til, men som han ikke kan se, at han har megen mulighed for egentlig at påvirke.
Jeg skulle læse mig igennem lidt mere end de første 100 sider, før jeg for alvor kom på krogen. Det var omkring det tidspunkt i romanen, hvor Stoners kone bevidst eller ubevidst sætter gang i en systematisk kampagne for at fremmedgøre Stoner og hans datter fra hinanden. Det er hjerteskærende, og derfra slugte jeg resten af romanen.
Om Stoner helt kan bære den store hype, den er blevet omgærdet af i 2013 især i Europa, er jeg måske ikke helt sikker på. Men den var for mig en nydelse at læse, og jeg er glad for, at jeg også har Williams’ anden roman, Butcher’s Crossing, ventende i reolen.
Stoner udkommer for første gang på dansk den 28. april 2014 på forlaget Lindhardt & Ringhof oversat af Jens Christian Grøndahl.
Titel: StonerForfatter: John Williams
Udgiver: NYRB Classic
Udgivelsesdato: 2006
Sider: 288
Opr. udgivelsesår: 1965
Læst: April 2014
K's vurdering:
Carsten says
6. januar 2015 at 13:28Hej K.
Er helt enig i din beskrivelse. Ufatteligt den har været hengemt i næsten 50 år ??
Forøvrigt en rigtig blog god du har lavet. Dine anmeldelser er meget grundige og dybdegående. Vidste man ikke bedre, ville man tro du havde en litterær uddannelse !? Ville ønske jeg havde de samme skriftlige evner, når jeg selv skulle anmelde en bog. Syntes det ofte er svært, at lave en prægnant fortolkning/analyse, så den ikke bliver kliché fyldt.
Ps. En anbefaling som jeg stiftede bekendtskab med i år; Bavian af Naja Marie Aidt. 15 stærke noveller, lidt ala Helle Helle. Ved ikke om du kender hende ?
Boglig hilsen
Carsten
K says
6. januar 2015 at 14:12Hej Carsten
Mange tak for de pæne ord om bloggen – det luner altid :-).
Tak også for tip om “Bavian”. Af Naja Marie Aidt har jeg hidtil kun læst hendes roman “Sten Saks Papir”, som jeg bestemt vurderede til at have mange kvaliteter, herunder meget velskrevet, men også sine svagheder (har skrevet lidt om den her). Kunne være, at jeg skulle give “Bavian” en chance – har også hørt meget godt om den fra anden side.
(Og nej, jeg har ikke nogen litteraturuddannelse 🙂 – kun en gemen kandidat i statskundskab suppleret af en BA i religion m. filosofi/idéhistorie, som nok også afspejler sig i nogle af mine litterære interesser)