Ryū Murakami: I misosuppen

Hårdkogt, japansk psykologisk noir. Ganske medrivende og samtidig et interessant – omend frastødende og deprimerende – portræt af nogle af Tokyos bagsider. Ikke for sarte maver, dog.

Historien er fortalt i førsteperson af den tyveårige Kenji. Kenji arbejder som uautoriseret turistguide, der viser udenlandske turister rundt i Tokyos natteliv og prostitutionsmiljøer. Romanen udspiller sig over tre dage op mod nytår, hvor Kenji er blevet hyret af den ved første øjekast lidt kiksede, overvægtige og tilsyneladende smånaive, amerikanske sexturist Frank.

Meget hurtigt opfanger Kenji dog, at der er noget underligt ved den amerikanske kunde med hans vinylagtige hud, manglende evne til at føle kulde, pludselige vredesanfald og i det hele taget mærkelige opførsel. Efter ikke mange sider i romanen begynder Kenji at fantasere om, at det kan være Frank, der står bag et brutalt mord på en gymnasiepiger, som aviserne skriver om i de dage. Efterhånden som det umage par bevæger sig dybere ind i Tokyos mest gustne og pornoficerede kvarterer, begynder de tilsyneladende nemme penge, Kenji havde udsigt til at tjene, mere og mere at ligne et dårligt trip.

I misosuppen vil gerne være en psykologisk thriller, der især foregår i hovedet på den unge Kenji, som bliver mere og mere overbevist om, at der er noget rivende galt med Frank. Karakteren Frank i sig selv blev mig dog aldrig helt så skræmmende og uhyggelig, som det formentlig er tiltænkt. Måske fordi han er for karikeret i sin uberegnelige ondskab. Man skal ikke mange sider ind i bogen, før man som læser har forstået, at Frank vitterligt er den onde selv.

Murakami får af den grund ikke helt så meget ud af det mulige spændingsmoment, der kunne ligge i tvivlen om, hvorvidt Frank nu rent faktisk er en uberegnelig psykopatisk morder, eller om det hele kun er forstillinger i Kenjis hoved.

I stedet fokuserer Murakami på den psykologiske spænding mellem de to hovedpersoner, Kenji og Frank, og den måde, hvorpå det på en eller anden måde lykkes Frank på nærmest hypnotiserende vis at spinde Kenji ind i sit net. Dette forhold mellem de to er en central del af plottet igennem hele romanen, og det er problematisk, for det fungerer ikke rigtigt, især fordi karakteren Frank som nævnt er for karikeret til at virke troværdig.

Til gengæld er der andre elementer i romanen, der fungerer rigtig godt og i sidste ende alligvel gør den læseværdig.

Ryū Murakami (f. 1952)

Først og fremmest har Murakami en evne til at etablere en krybende ubehagelig stemning i de scenerier fra Tokyos underverden, som Kenji og Frank bevæger sig rundt i. Der er en filmisk kvalitet ved hans miljøbeskrivelser, og det er ikke nogen feel-good-film, skulle jeg hilse og sige.

Kenjis job som turistguide skulle angiveligt bestå i at føre kunderne rundt til de “bedste” steder i Tokyos natteliv – afhængigt af kundens præferencer – men med Kenji som fører (eller er det i virkeligheden kunden Frank, der fører guiden Kenji rundt?) kommer vi kun ind på de billigste og mest lurvede, tarvelige og decideret frastødende steder: en lingeribar, et peepshow, et møde med en tilfældig gadeprostitueret, en karaokebar, hvor der formidles såkaldt “kompenseret dating.”

Det hele er meget sølle og trist og nedværdigende for alle, der medvirker.

Murakami præsenterer os for et billede af det moderne Japan som et hyklerisk, overfladisk og depraveret samfund, der har smidt de bedste af de traditionelle japanske værdier overbord og overtaget og karikeret de værste sider fra de vestlige forbrugersamfund ad absurdum. Det er et samfund, hvor alt kan købes for penge (selskab, sex og sågar “venskab”), hvor gymnasiepiger prostituerer sig af af ensomhed eller kedsomhed, og hvis højeste drømme er at besøge en Nike-butik i New York, bo på et dyrt hotel eller flyve på business class.

Der optræder ikke en eneste sympatisk person i romanen, og det kan være svært at udholde, men det er selvfølgelig en del af pointen. Noget andet, der er svært at udholde, er en ekstremt udpenslet og sjældent perverteret voldsscene, der udfoldes over hele 13-14 sider i anden halvdel af bogen. Nu er jeg ganske vist ikke så erfaren ud i at læse hårdkogte voldskrimier, dem holder jeg mig helst fra, så det er måske bare mig, der er sart, men det her var lige på kanten af, hvad jeg kunne kapere. På den anden side er det også så voldsomt og overdrevent, at man som læser automatisk trækker en mentalt beskyttende film ned i mellem sig selv og scenen – ligesom fortælleren Kenji må gøre i historien. For så vidt fungerer det fint dramaturgisk i overensstemmelse med bogens idé. Men hold da op …

Alt i alt dog et interessant bekendtskab med en moderne japansk noir-genre, og selv om jeg ikke synes, at I misosuppen er fuldt ud vellykket i alle henseendeer, vil jeg ikke afvise at læse mere Ryu Murakami.

Ryu Murakamais I misosuppen blev det japanske indslag i min litterære verdensrundrejse. Hvorfor har jeg ikke i stedet valgt den anden og – ihvertfald uden for Japan – mere berømte Murakami, ham med fornavnet Haruki? Tja, for det første har jeg allerede tidligere læst en del (rigeligt) Haruki Murakami, og for det andet er jeg ikke nær så begejstret for ham, som de fleste andre synes at være, hvilket man kan forvisse sig om andre steder her på bloggen. Og så er det jo sjovt at læse noget, der ligger lidt uden for den slagne sti – i dette tilfælde også lidt uden for de genrer, jeg normalt gør det i.

I øvrigt er der jo flere andre virkelig gode japanske forfattere. Jeg kan anbefale Yukio Mishima (af hvem jeg har læst Sømanden, der pådrog sig havets vrede (1963, da. 1969)) og nobelpristageren Kenzaburō Ōe (især hans lille, meget bevægende roman En privat sag (1964, da. 1969) om at vælge en hjerneskadet søn til).

K's vurdering: