Japanske Haruki Murakamis to første kortromaner må – selv for en Murakamiskeptiker som mig – indrømmes at have en del gode momenter, og de kan anbefales til pauselæsning i den skæve og legende genre.

Det begynder at blive lidt utroværdigt, når jeg gang på gang erklærer, at jeg er helt og aldeles færdig med at læse den overvurderede Haruki Murakami, som jeg gjorde efter at have læse den virkelig trælse 1Q84 og den farveløse Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår. For nu tog jeg så alligevel fat i ham igen.

Min undskyldning er, at jeg for mange år tilbage egentlig var ganske begejstret for at læse én af Murakamis tidligste romaner, Dans, dans dans fra 1988 (på dansk i 1999), og da jeg så fornylig faldt over den relativt nye danske oversættelse af Murakamis to første romaner, Hør vinden synge (1979) og Flipperspil 1973 (1980), i lydbogsversioner, besluttede jeg mig for at give ham en chance mere – også fordi jeg manglede noget forholdsvist lettilgængeligt at have i ørerne under de daglige gåture til og fra toget.

De to kortromaner udgives først nu, da Murakami selv angiveligt ikke har regnet dem for værd at genbesøge for verden uden for Japan – selv om han fik en pris i Japan for debutromanen. Men en forlægger har åbenbart overtalt ham.

Man kan godt forstå Murakamis tøven overfor udgivelse af bøgerne al den stund, at der tydeligvis er tale om søgende værker – i en vis forstand små bagateller. Men i min læsning kan de nu sagtens stå distancen over for den senere produktion.

Handlingen er centreret om to unge mænd, den navnløse jeg-fortæller og hans ven, Rotten. I Hør vinden synge bruger de to en del tid på deres stambar, hvor de drikker en masse kolde øl, spiller flipper og taler om kvinder, musik, litteratur og meningen med livet eller manglen på samme. Fortælleren har et halvkvædet forhold til en kvinde. Ind i mellem giver Murakami sig god tid til diverse ekskurser om for eksempel en fiktiv amerikansk sci-fi-trivialforfatter og hans fortællinger fra Mars og andre steder.

Bagglasset fra en Spaceship flippermaskine af den type, Murakamis fortæller beherskede.

Flipperspil 1973 tager tråden op tre år senere, hvor fortælleren er flyttet til Tokyo og (over)lever som oversætter, mens han har et forhold til et par virkelighedsfjerne tvillingepiger, der en dag pludselig er flyttet ind i hans lejlighed (og måske er de nogle, fortælleren ubevidst selv har drømt frem?). Derudover samler han på små skæve historier fra alskens mennesker og drømmer sig tilbage til sin tid som lokal flipperspilsmester. Rotten er aldrig kommet videre end den gamle stambar, hvor han mest bare drikker flere kolde øl og snakker med den kinesiske bartender.

Der er god grund til, at de to bøger udgives samlet. Flipperspil 1973 kan således læses som en direkte fortsættelse af Hør vinden synge. De kan nu også sagtens læses hver for sig – og det var heldigt for mig, for jeg startede tilfældigt med nummer to, hvilket kom sig af, at de som lydbøger er udgivet hver for sig, og jeg blev først efterfølgende opmærksom på sammenhængen og rækkefølgen.

Flipperspil kunne sagtens have stået som titel for begge romaner, selv om flipperspillet har den mest fremtrædende rolle i den sidste af bøgerne. Murakamis komposition og skrivestil har således noget flippet over sig:

Historien hopper frem og tilbage mellem en række gennemløbende temaer, som en flipperkugle, der rikochotteres frem og tilbage mellem maskinens sider, mens Murakami betjener flipperne og holder spillet i gang, så længe det nu varer. Ind i mellem er der ekstra bonuspoint i form af indskudte historier, som tilsyneladende blot flettes ind pr. association. Og nogle gange er det hele ved at tilte.

Flipperspil 1973 er den bedste af de to bøger i kraft af mange, helt sjove, om end kun løseligt sammenkædede, historier om uforløste drømme og længsler.

Højdepunktet er den filmisk-stemningsfulde, lidt dystre, men samtidig næsten poetiske scene fra en stor kølehal, et tidligere hønseslagteri præget af en gennemtrængende lugt af kyllinger, hvor en mystisk samler har opstillet 78 gamle flippermaskiner af forskelligt fabrikat. Fortælleren famler sig frem gennem mørket og finder en kontakt:

Kontakten sad ved siden af porten. Det var en stor kontakt med en tap, man skulle slå ned. Det gjorde jeg, og i det samme steg en dyb rumlen op fra gulvet. Lyden fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Derefter fulgte en baskende lyd som fra titusinder af fugle, der slog med vingerne. Jeg vendte mig om og så ud over kølehuset. Det var lyden af otteoghalvfjerds flippermaskiner, der sugede elektricitet til sig, og deres pointtavler, der rullede ned til tusindvis af nuller. Da larmen havde lagt sig, hørtes kun en gennemtrængende, elektrisk summen som fra en kæmpestor bisværm. På ét kort sekund var alle kølehusets otteoghalvfjerds flippermaskiner blevet vakt til live. Hver eneste spilleplade lyste i alverdens farver, samtidig med at alle bagglas var ved at kamme over af drømmebilleder.

“Hallen med de otteoghalvfjerds flippermaskiner var en begravelsesplads for gamle drømme, så gamle, at man knap nok kunne huske dem,” som det hedder. Og ja, de to kortromaner er fyldt med drømme, som ikke bliver til noget.

Jeg var egentlig ganske godt underholdt af pudseløjerlighederne, selv om ingen af romanerne måske nok har gjort noget blivende indtryk.

Det bedste ved udgivelsen er faktisk et kort forord af Murakami, hvor han fortæller om, hvordan han i skriveprocessen med Hør vinden synge udviklede sin egen skrivestil. Det er helt interessant, uanset om man er fan af Murakami eller ej.

Fans af Murakami vil i de to korte romaner kunne finde interesse i at identificere mange af de temaer, Murakami udfolder grundigere i de senere faser af forfatterskabet. Mens en skeptiker som mig ikke skal holde sig for god til at indrømme bøgerne en underholdningsværdi som fin pauselæsning.

Romanerne er oversat af Murakamis faste, danske oversætter, Mette Holm. Som lydbøger er de indlæst af Lars Thiesgaard, og det gør han udmærket, selv om han har en for min smag irriterende tendens til at forvrænge sin stemme efter de forskellige personers replikker.

• Lignende indlæg
• Af Haruki Murakami
• Forlaget Klim

Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket

Junichiro Tanizaki: Some Prefer Nettles

Yasunari Kawabata: The Master of Go

Keiichirō Hirano: The Transparent Labyrinth

Haruki Murakami: Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår

Haruki Murakami: Kafka på stranden

Haruki Murakami: 1Q84

Haruki Murakami: After the Quake

Diogo Mainardi: Faldet. En fars erindringer i 424 skridt

Chigozie Obioma: Vi var fiskere

Yu Hua: At leve

Ryū Murakami: I misosuppen