Medlemmer af den store Murakami-menighed bør læse det følgende med forsigtighed:

I dette seneste og største Murakami-værk får man i modsætning til i novellesamlingen After the Quake, som jeg læste for nyligt, rigeligt tid til at opholde sig hos hovedpersonerne (henover knap 1.000 sider i alt). Det viser personerne sig dog ikke at blive synderligt mere interessante af.

Jeg læste egentlig bind 1 af 1Q84 for over et år siden, da det udkom på dansk, og fandt først for sent ud af, at der ikke er tale om tre selvstændige bøger i en trilogi, men én sammenhængende roman, hvor de tre bind så bare er udgivet forskudt på dansk (ret tumpet – men formentlig for at give mulighed for at lancere bogen tre gange). Så da jeg nu kom til bind 2 og 3 var jeg faktisk nødt til at starte forfra med bind 1 igen, da jeg fuldstændig havde glemt plot og personer. Det siger måske noget om bogen.

Jeg har for nogle år tilbage læst andet af Murakami og været ganske begejstret (bl.a. “Dans, dans, dans“) og var derfor som udgangspunkt sympatisk indstillet. Jeg har dog haft lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle mene om 1Q84:

På den ene side er Murakamis sprog egentlig ikke særlig interessant – faktisk ret fladt og sine steder klichefyldt, og dialogen er for det meste decideret pinlig. Det er sådan set ikke noget nyt – Murakami har aldrig skullet læses for sit spændstige, nyskabende eller kraftfulde sprog (og jeg tror ikke, at det er en dårlig dansk oversættelse – jeg har haft den samme oplevelse af Murakami i engelske oversættelser).

På den anden side formår han alligevel typisk – og også her i 1Q84 – at stable nogle historier på benene, som virker sært dragende og gør, at man bare har lyst til at læse videre – selv (eller måske især) når man opdager, at man er blevet draget langt ind i en magisk parallelverden, som ikke er helt til at få hold på.

Men i 1Q84 (der ellers af nogle anmeldere er udråbt til at være hans Opus Magnum) lykkedes det bare ikke så godt som i andre af hans bøger. Den er ALT for lang, men uden at komme særlig langt omkring – historien kunne snildt have været fortalt i ét frem for tre bind. Når den kan strækkes ud over tre bind er det bl.a. fordi, den er fyldt med gentagelser i en grad, som virker nærmest fornærmende overfor læserens hukommelse.

Et af bogens litterære kneb er, at den (i de første to bind) er stramt komponeret over samme struktur som Bachs Das Wohltemperierte Klavier, der spiller en rolle i romanen, og som også er i 2 bind á 24 præludier/fugaer i skiftevis dur og mol. I romanen bliver det til en vekslen mellem den kvindelige og mandlige hovedperson over 2 gange 24 kapitler. Måske er de evindelige gentagelser også tænkt som en parallel til Bach, hvor de samme temaer udforskes i forskellige tonarter – men i så fald virker det ikke, for i 1Q84 er gentagelserne slet og ret gentagelser og som sådan bare kedelige.

Skildringerne af hovedpersonerne er stereotype og flade, og deres motiver, følelser og handlinger er mestendels utroværdige. Der er en meget stor optagethed af personernes seksuelle attributter, herunder talløse monotont gentagede beskrivelser af store og små kvindelige bryster og stenhårde, mandlige erektioner, men på en meget kedsommelig, udvendig og nærmest aerotisk måde.

Og så er der selve historien, som jeg ikke orker at referere. Den udspiller sig i 1984 – og i paralleluniverset 1Q84 – med eksplicit reference til Orwell, men uden at det rigtig bliver klart, hvad den reference skal bruges til. På typisk Murakami-vis udvikler historien sig længere og længere ind i et magisk, næsten eventyragtigt univers. Det kan jeg som sådan godt gå med til – men jeg forventer at historien hænger sammen på egne præmisser. Men i 1Q84 kommer man aldrig i nærheden af en sammenhængende forklaring på de mystiske begivenheder og eksistenser, der rulles op (jeg læste en enkelt fortolkning på nettet, som udlagde hele bogen som én stor metafor over kunstnerisk skaberkraft versus sindssyge som to mulige udfald, hvis man lytter til “stemmerne”. En ikke helt ueffen tolkning, som faktisk gør bogen mere interessant – men den efterlader stadig mange mærkelige og fjollede, uforklarede elementer).

Selv om ovenstående bemærkninger er mestendels negative, så læste jeg dog faktisk det meste af bogen med fornøjelse: Bind 1 var jeg decideret begejstret for (her blev de dragende mysterier rullet op og en spænding skabt). Bind 2 begyndte at syre lidt for meget ud med de små fjollede Little People, der kommer ud af en død geds mund og spinder mystiske luftpubber, og bogen begyndte samtidig at kede mig med de mange gentagelser. Bind 3 var så decideret skuffende, fordi de fleste af de mange udkastede tovender blot blev forladt løsthængende eller glemte. Ligesom jeg snart vil have glemt denne bog.

P.S.: Den mærkelige titel 1Q84 fungerer i øvrigt givetvis bedre på japansk, hvor lydordet for tallet 9 er det samme som bogstavet Q: “ku” (lidt har man da fået ud af de japanske stumper, man har samlet op via sin karatetræning).

K's vurdering: