K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
You are here: Home / Boganmeldelser / Haruki Murakami: 1Q84

Haruki Murakami: 1Q84

Anmeldt af Kasper Håkansson, 11. december 2012
2 kommentarer

Medlemmer af den store Murakami-menighed bør læse det følgende med forsigtighed:

I dette seneste og største Murakami-værk får man i modsætning til i novellesamlingen After the Quake, som jeg læste for nyligt, rigeligt tid til at opholde sig hos hovedpersonerne (henover knap 1.000 sider i alt). Det viser personerne sig dog ikke at blive synderligt mere interessante af.

Jeg læste egentlig bind 1 af 1Q84 for over et år siden, da det udkom på dansk, og fandt først for sent ud af, at der ikke er tale om tre selvstændige bøger i en trilogi, men én sammenhængende roman, hvor de tre bind så bare er udgivet forskudt på dansk (ret tumpet – men formentlig for at give mulighed for at lancere bogen tre gange). Så da jeg nu kom til bind 2 og 3 var jeg faktisk nødt til at starte forfra med bind 1 igen, da jeg fuldstændig havde glemt plot og personer. Det siger måske noget om bogen.

Jeg har for nogle år tilbage læst andet af Murakami og været ganske begejstret (bl.a. “Dans, dans, dans“) og var derfor som udgangspunkt sympatisk indstillet. Jeg har dog haft lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle mene om 1Q84:

På den ene side er Murakamis sprog egentlig ikke særlig interessant – faktisk ret fladt og sine steder klichefyldt, og dialogen er for det meste decideret pinlig. Det er sådan set ikke noget nyt – Murakami har aldrig skullet læses for sit spændstige, nyskabende eller kraftfulde sprog (og jeg tror ikke, at det er en dårlig dansk oversættelse – jeg har haft den samme oplevelse af Murakami i engelske oversættelser).

På den anden side formår han alligevel typisk – og også her i 1Q84 – at stable nogle historier på benene, som virker sært dragende og gør, at man bare har lyst til at læse videre – selv (eller måske især) når man opdager, at man er blevet draget langt ind i en magisk parallelverden, som ikke er helt til at få hold på.

Men i 1Q84 (der ellers af nogle anmeldere er udråbt til at være hans Opus Magnum) lykkedes det bare ikke så godt som i andre af hans bøger. Den er ALT for lang, men uden at komme særlig langt omkring – historien kunne snildt have været fortalt i ét frem for tre bind. Når den kan strækkes ud over tre bind er det bl.a. fordi, den er fyldt med gentagelser i en grad, som virker nærmest fornærmende overfor læserens hukommelse.

Et af bogens litterære kneb er, at den (i de første to bind) er stramt komponeret over samme struktur som Bachs Das Wohltemperierte Klavier, der spiller en rolle i romanen, og som også er i 2 bind á 24 præludier/fugaer i skiftevis dur og mol. I romanen bliver det til en vekslen mellem den kvindelige og mandlige hovedperson over 2 gange 24 kapitler. Måske er de evindelige gentagelser også tænkt som en parallel til Bach, hvor de samme temaer udforskes i forskellige tonarter – men i så fald virker det ikke, for i 1Q84 er gentagelserne slet og ret gentagelser og som sådan bare kedelige.

Skildringerne af hovedpersonerne er stereotype og flade, og deres motiver, følelser og handlinger er mestendels utroværdige. Der er en meget stor optagethed af personernes seksuelle attributter, herunder talløse monotont gentagede beskrivelser af store og små kvindelige bryster og stenhårde, mandlige erektioner, men på en meget kedsommelig, udvendig og nærmest aerotisk måde.

Og så er der selve historien, som jeg ikke orker at referere. Den udspiller sig i 1984 – og i paralleluniverset 1Q84 – med eksplicit reference til Orwell, men uden at det rigtig bliver klart, hvad den reference skal bruges til. På typisk Murakami-vis udvikler historien sig længere og længere ind i et magisk, næsten eventyragtigt univers. Det kan jeg som sådan godt gå med til – men jeg forventer at historien hænger sammen på egne præmisser. Men i 1Q84 kommer man aldrig i nærheden af en sammenhængende forklaring på de mystiske begivenheder og eksistenser, der rulles op (jeg læste en enkelt fortolkning på nettet, som udlagde hele bogen som én stor metafor over kunstnerisk skaberkraft versus sindssyge som to mulige udfald, hvis man lytter til “stemmerne”. En ikke helt ueffen tolkning, som faktisk gør bogen mere interessant – men den efterlader stadig mange mærkelige og fjollede, uforklarede elementer).

Selv om ovenstående bemærkninger er mestendels negative, så læste jeg dog faktisk det meste af bogen med fornøjelse: Bind 1 var jeg decideret begejstret for (her blev de dragende mysterier rullet op og en spænding skabt). Bind 2 begyndte at syre lidt for meget ud med de små fjollede Little People, der kommer ud af en død geds mund og spinder mystiske luftpubber, og bogen begyndte samtidig at kede mig med de mange gentagelser. Bind 3 var så decideret skuffende, fordi de fleste af de mange udkastede tovender blot blev forladt løsthængende eller glemte. Ligesom jeg snart vil have glemt denne bog.

P.S.: Den mærkelige titel 1Q84 fungerer i øvrigt givetvis bedre på japansk, hvor lydordet for tallet 9 er det samme som bogstavet Q: “ku” (lidt har man da fået ud af de japanske stumper, man har samlet op via sin karatetræning).

Titel: 1Q84
Forfatter: Haruki Murakami
Udgiver: Forlaget Klim
Udgivelsesdato: 2012
Originalsprog: Japansk
Oversætter: Mette Holm
Opr. udgivelsesår: 2009
Læst: November 2012

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Japan

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
2 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
J.D. Skeen
J.D. Skeen
13. august 2015 13:55

Kunne ikke være mere enig i din anmeldelse af 1Q84. Dog synes jeg at 2 og en halv stjerne er en halv stjerne for meget.

0
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  J.D. Skeen
14. august 2015 23:21

Som forudset i min anmeldelse for små tre år siden har jeg stort set glemt bogen nu, og i den forstand har du nok en pointe i, at den fik en halv stjerne for meget dengang….

0
Svar
wpdiscuz   wpDiscuz

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Haruki Murakami: Hør vinden synge & Flipperspil 1973
Ryū Murakami: I misosuppen
Haruki Murakami: Colorless Tsukuru Tazaki and his Years of Pilgrimage
Haruki Murakami: Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår

Haruki Murakami: Kafka på stranden
Haruki Murakami: After the Quake
Yōko Ogawa: Revenge

Følg K's bognoter

  • 78 mailabonnenter
  • 498 følgere
  • 49 venner
  • 514 følgere
  • 217 fans

Mest læste seneste uge

  • Peter Adolphsen: År 9 efter LoopetPeter Adolphsen: År 9 efter Loopet Naturvidenskabelig kaosteori forklædt som småfilosofisk, post-apokalyptisk, zombiebefolket fremtidsvision - i en moderne udgave af Palle…
  • Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels menneskerFjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt,…
  • Caspar Eric: NikeCaspar Eric: Nike "vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder…
  • Fernando Arrabal: Dali versus PicassoFernando Arrabal: Dali versus Picasso Absurd og helt sjovt teaterstykke af den spanske dramatiker Fernando Arrabal, som lader særdeles menneskelige…
  • Ursula K. Le Guin: Bæreposeteorien om fiktionUrsula K. Le Guin: Bæreposeteorien om fiktion Hvis du kun skal læse ét feministisk essay i din juleferie, og hvis du ikke…
  • Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage - Carls bogNaja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så… "Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage…
  • Franz Kafka: FortællingerFranz Kafka: Fortællinger Lidt for mange af disse fortællinger lod mig ærligt talt uberørt i første omgang -…
  • Hassan Preisler: Brun mands byrdeHassan Preisler: Brun mands byrde Rablende sjov og skarp samfundssatire og selvbiografisk roman er lige på kornet og ind imellem…
  • Georgi Gospodinov: En naturlig romanGeorgi Gospodinov: En naturlig roman “I dag er det et år siden Emma og jeg blev skilt. Hun har stadig…
  • Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødderJón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder “Og så kan livet begynde, det kan begive sig afsted med al sin bagage, og…

Seneste kommentarer

  • Peter Stig Sørensen on Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker: “For en oversætter kan det være særdeles vanskeligt at oversætte 1 til 1 og samtidigt skabe de samme virkemidler på…” jan 21, 23:48
  • Peter Stig Sørensen on Georgi Gospodinov: En naturlig roman: “Det holdt hårdt at få fingre i En naturlig roman – min bogpakke forsvandt i posten, og jeg måtte vente…” jan 20, 22:56
  • Ivan on Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker: “Det er forkert oversat. Det er ARME MENNESKER. Original titel BEDNIE LJUDI på ingen måde kan oversættes til STAKKELS MENNESKER.” jan 19, 22:08
  • Kasper Håkansson on Lev Tolstoj: Sevastopol fortællingerne: “Tak, “Den evige ægtemand” er hermed skrevet på læselisten – den ligger endnu ikke i stakken.” jan 18, 11:37
  • Peter Stig Sørensen on Lev Tolstoj: Sevastopol fortællingerne: “Hvad jeg også vil betragte som en fejl, at “Sevastopol fortællingerne” skrives i to ord, kan da muligt have sin…” jan 18, 10:36

Kategorier

  • Boganmeldelser (905)
    • Biografier og erindringer (18)
    • Sagprosa (93)
      • Antropologi (4)
      • Essays (8)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (21)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (25)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (16)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (24)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (833)
      • Børnebøger (9)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (89)
      • Klassikere (122)
      • Komedie (11)
      • Krimi, spænding og ramasjang (52)
      • Lyrik og drama (53)
      • Nyere udgivelser (219)
      • Romaner og noveller (720)
  • Boghandeler (28)
  • Øvrige indlæg (28)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 78 mailabonnenter
  • 498 følgere
  • 49 venner
  • 514 følgere
  • 217 fans

Copyright © 2021 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log in

wpDiscuz
loading Cancel
Post was not sent - check your email addresses!
Email check failed, please try again
Sorry, your blog cannot share posts by email.