Haruki Murakami: Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår

Havde jeg egentlig ikke proklameret, at jeg var færdig med Murakami efter skuffende læseoplevelser med Kafka på stranden og især den overvurderede 1Q84, spørger den trofaste læser af disse bognoter måske? Jo, det havde jeg, og med god grund. Hvorfor har jeg så alligevel besværet mig med den seneste Murakamiroman, Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår?

Der er ikke andet svar, end at jeg er til fals for lækker indpakning. Det er også grunden til, at jeg har læst den engelske udgave, Colorless Tsukuru Tazaki and his Years of Pilgrimage, selv om romanen også netop er udkommet på dansk. Jeg faldt for den lækre, engelske hardback-udgivelse med dens smukke indbinding præget af et farvestrålende kort over Tokyos tog- og metronet indpakket i et mestendels gråt smudsomslag med åbninger, der giver et løfterigt kig ind til kortet og de røde, blå, hvide og sorte striber, der løber som en tråd gennem hele bogen.

Men ak, romanen er desværre lige så farveløs, som titlen antyder. Jeg kedede mig bravt.

Romanen er fortalt fra titelpersonen Tsukuru Tazakis perspektiv. Handlingen er centreret omkring Tsukurus forhold til fire ungdomsvenner, to drenge/mænd og to piger/kvinder, hvis navne på japansk betyder henholdsvis rød og blå, hvid og sort. Kun Tsukuru har ingen farve i sit navn, og hans svøbe er igennem hele sit liv at opfatte sig selv som farveløs, uden karakter og indhold.

De fem har i ungdommen et tæt, harmonisk og tilsyneladende ubrydeligt venskab – indtil de fire farverige venner pludselig en dag, hvor Tsukuru som den eneste er flyttet fra deres hjemby til Tokyo for at studere, uden varsel og helt uforståeligt for Tsukuru selv lukker ham ude af kredsen og erklærer, at de aldrig vil se ham mere.

Hele bogen og de næste 16 år af Tsukurus liv går så med, at han er deprimeret over dét – indtil han foranlediget af et møde med en kvinde tager skridt til at opsøge de gamle venner og finde ud af, hvad der skete.

Lyder det kedeligt? Det skal jeg også love for, at det er.

Murakami skriver som vanligt i et fladt og uinteressant, men dog letlæseligt og flydende sprog. Man får hurtigt vendt nogle sider, og det er i det mindste godt, for så bliver man hurtigere færdig.

Der er undervejs i historien anslag til mystik og spænding, herunder antydninger af, at der under den realistiske overflade måske, måske ikke, gemmer sig magisk parallelverden, som man kender det fra andre af Murakamis bøger. Spændingen forbliver imidlertid uforløst.

Hvis du er vild med Murakamis tidligere bøger (og det er der jo mange, der er, selv om jeg ikke helt forstår det), herunder hans forkærlighed for open endings og løse handlingstråde, så vil du sikkert også holde af denne. For mit eget vedkommende er jeg mestendels irriteret på mig selv over at have brugt tid på den.

Det bedste, jeg kan sige om bogen, er, at den har lært mig at lytte til Franz Liszts klaverkoncert, Années de Pelerinage (som spiller en gennemgående rolle i bogen, der også henter en del af sin titel herfra) i Lazar Bermans eminente fortolkning. Dén er alt andet end farveløs, og således fik jeg alligevel noget ud af Colorless Tsukuru Tazaki. Alene af den grund kan jeg på en generøs søndag svinge mig op til to stjerner.

K's vurdering: