Jeg er Pilgrim er en filmisk krimithriller med en vis underholdningsværdi. Den kunne have været helt god, hvis den havde været 300 sider kortere.
Jeg er Pilgrim lægger ud som en krimihistorie: Hovedpersonen og jeg-fortælleren, der er tidligere hemmelig topagent og går under mange navne, bl.a. dæknavnet Pilgrim, involveres i en mordgåde: En kvinde er blevet myrdet på et hotel i New York, og morderen har tilsynladende anvendt vores hovedpersons bog om opklaringsarbejde som manual til at slette sine spor.
Opklaringen af mordet forsvinder dog ret hurtigt ud i baggrunden (men vender tilbage undervejs på usandsynlig tilfældig vis) til fordel for hovedhistorien:
En saudiarabisk terrorist, kaldet Saraceneren, forbereder et masseødelæggende biologisk terrorangreb på USA. Superagenten Pilgrim, der ellers havde forsøgt at trække sig tilbage fra spionbranchen aktiveres mod sin vilje igen, og historien folder sig ud efter et velkendt skema: Den gode agent mod den onde terrorist i et kapløb mod tiden. Kan Pilgrim finde terroristen, inden han udløser sit angreb, og redde verden fra undergang?
Jeg er Pilgrim er Terry Hayes’ første roman. Tidligere har han skrevet filmmanuskripter til en række actionfilm (bl.a. Mad Max-filmene), og det kan man godt mærke på stilen i romanen. Mens man læser, kan man se scenerne for sig som i en film. Og faktisk er romanen ved at blive filmatiseret: MGM har investeret i rettighederne og planlægger angiveligt en serie af spillefilm i James Bond-genren med spionhelten Pilgrim. Terry Hayes skriver selv manuskriptet, og det skal nok gå godt. Historien har ingredienserne til at blive en væsentlig bedre tjubangfilm, end den er bog.
Jeg var således ikke lige så begejstret for bogen som de mange amerikanske anmeldere, der er citeret på omslaget, tilsyneladende var. Store dele af bogen er ganske vist helt spændende, og jeg var for så vidt udmærket underholdt det meste af vejen. Opdelingen i mange, meget korte kapitler er med til at drive læsningen frem, fordi man altid lige kan snuppe et kapitel mere med.
Men der er desværre for meget, der irriterer mig ved bogen:
Terry Hayes vil gerne udstyre sin hovedperson med en klassisk noir krimi-fortællerstemme á la Raymond Chandlers Marlowe. Uafladeligt får vi via jeg-fortællerens indre monolog hans sarkastiske og hårdkogte kommenterer til dette og hint. Problemet er, at han mangler både vid og humor for slet ikke at tale om en Raymond Chandlers sproglige finesse. Forsøget på at etablere noir-stemning løber for det meste ud i klicheer og stereotyper. Som for eksempel her, hvor fortælleren tror sig forfulgt af lejemordere og flygter i en taxa:
Jeg fik chaufføren til at bremse hårdt op foran min ejendoms personaleindgang. Ved at åbne taxadøren på vid gab og dukke hovedet kunne jeg låse ståldøren op og smutte ind, uden nogen så mig. Chaufføren troede, jeg var sindssyg – men på den anden side synes folk af hans religiøse overbevisning, at det er ganske fornuftigt at stene kvinder for utroskab, så jeg tænkte, at vi stod nogenlunde lige.
Terry Hayes benytter sig derudover i stor stil af det greb at lade sin fortæller foregribe handlingen ved at antyde, at noget snart vil gå galt. Virkelig mange af bogens næsten 200 korte kapitler ender med cliffhangers som:
“Selv om jeg mange uger senere genkaldte mig, hvad hun sagde, så forbandede jeg stadig mig selv for ikke at have været mere opmærksom på det pågældende tidspunkt.”
“Men så havde vi heldet med os – eller det så i det mindste sådan ud. Vi skulle naturligvs have vidst bedre.”
“Jeg burde selvfølgelig have spurgt mig selv, om […]. Det gjorde jeg uheldigvis ikke.”
“Jeg kunne ikke have taget mere fejl.”
“Der var imidlertid en ting, jeg havde overset, og resten af mit liv vil jeg spekulere over den fejl, jeg begik.”
Brugt med mådehold kan sådanne greb have en vis spændingsskabende effekt, men brugt til overflod og hele tiden bliver det kedeligt og irriterende.
Bogen er fortalt i første person-datid med vores helts stemme. Men alligevel er fortælleren tæt på alvidende. I perioder klipper historien frem og tilbage mellem jeg-fortællerens og terroristens perspektiv. Romanen forsøger sig med at postulere, at det er fortællerens senere opklaringarbejde, som sætter ham i stand til at rekonstruere Saracenerens gøren og laden i detaljer, men det er helt utroværdigt. Han er således næsten helt inde i hovedet på Saraceneren, og fortæller detaljer, som han aldrig ville kunne komme til at kende. Og i øvrigt viser historien senere hen, at han slet ikke laver det detaljerede opklaringsarbejde, som tidligere er postuleret.
Og så er bogen i det hele taget alt for lang. Det kunne have været en god og effektiv thriller, hvis Hayes havde skåret 300 af de 664 sider fra. Der er alt for mange sidehistorier og tilbageblik til fortællerens fortid. Men alle sidehistorierne ender jo med at blive bundet sammen til sidst, indvender nogen måske? Jo tak, men det havde vi som læsere egentlig helst været fri for, for den sammenbinding er af en så horribel usandsynlig art, at den ellers kun findes i de ringeste plot i de dårligste B-film.
De mange tankespring tilbage til Pilgrims fortid, som tydeligvis har til formål at gøre ham til en nuanceret og dyb karakter, fungerer ikke rigtigt. Manden er James Bond, Jason Bourne og Bruce ‘Die Hard’ Willis i én person – en überhelt, en nærmest pr. definition urealistisk personkarakter – og det er sådan set okay, det er jo en thriller, men spar os da så for de alligevel mislykkede forsøg på at gøre ham til ‘et helt menneske’ med kedelige historier fra hans familieliv.
Nå, nu fik bogen lige en bredside. Måske er min bedømmelse lidt vel hård al den stund, at der trods alt bare er tale om en thriller, der ikke giver sig ud for meget andet end at ville underholde i nogle timer. Og det gør den som nævnt såmænd udmærket, selv om den er for lang og først begynder at blive spændende efter ca. 200 sider.
Har du brug for noget let underholdning til en lang flytur eller nogle dage på stranden et sted, så er den slet ikke noget dårligt bud. Du skal bare ikke hæfte for store forventninger op på omslagets anmeldercitater, hvor bogen prises som “Årets bedste roman” og meget andet godt. Det er den ikke, men mindre kan jo nogle gange gøre det.
Bogen er venligt tilsendt af forlaget Ordenes by som anmeldereksemplar. K’s bognoter har ikke nogen relation til forlaget i øvrigt.
Opdatering (05.05.2016): Forlaget har den 1. maj 2016 oplyst, at første oplag af romanen grundet formateringfejl i satsen er blevet tilbagekaldt, og den udkommer derfor ikke på nuværende tidspunkt.
Opdatering (01.07.2017): Romanen er den 22. juni 2017 genudgivet i rettet version, denne gang på Politikens Forlag.
Titel: Jeg er PilgrimForfatter: Terry Hayes
Udgiver: Ordenes by
Udgivelsesdato: 07.04.2016
Sider: 664
Originalsprog: Engelsk
Oversætter: Henriette Rostrup
Originaltitel: I Am Pilgrim
Opr. udgivelsesår: 2013
Læst: April 2016
K's vurdering:
Niels Henrik says
18. marts 2018 at 18:40Har ledt efter anmeldelser som er blot den mindste smule kritisk -. og endelig lykkedes det, tak for det. Havde købt den pba af de unisont begejstrede anmeldelser og føler at jeg har spildt min tid. Mistanken kom allerede i starten: mordet på hotelværelset. Ingen har et signalement på kvinden som boede på værelset. Hvordan pokker kan man så gå ud fra at det er gæsten og ikke værelsets beboer der ligger i opløst i syrebadet på badeværelset? Og helten konkluderer at det er en kvinde der bor på værelset fordi 6-pack’en ikke er sat i køleskabet. OMG!
K's bognoter says
18. marts 2018 at 18:51Ja, jeg har også været overrasket over de positive anmeldelser i dansk presse.
JO says
6. august 2017 at 22:35Meget enig i ovennævnte – jeg er indtil videre ret skuffet ovenpå de forventninger man kunne have ovenpå meget positive anmeldelser i bl.a. WA.
K's bognoter says
6. august 2017 at 21:43Ja, jeg er også ret overrasket over, hvor gode anmeldelser, den har fået flere steder.
Carina høgsted says
4. maj 2016 at 05:49Tak for en anmeldelse, som helt beskriver min opfattelse af bogen. Jeg er nu halvvejs og har flere gange været læst forskellige anmeldelser for at få en forklaring på, hvordan den bog kan bog kan få så meget hype. Selv seriøse medier giver 6 stjerner og jeg fatter det ikke!!
Dine observationer er helt korrekte og det er meget irriterende. Man begynder at synes, at Jo Nesbø faktisk laver både dybe og realistiske personportrætter.
K says
4. maj 2016 at 06:26Selv tak. Godt at høre, at jeg ikke er helt alene i min læsning af den.