Matt Ruff: Lovecraft Country

En kærlig-ironisk pastiche over horror- og science-fictiongenren fra første halvdel af det 20. århundrede og samtidig et på ingen måde ironisk billede af den alt for virkelige racisme i det raceadskilte USA i 1950’erne. Lovecraft Country er ikke ligefrem verdenslitteratur, men den går an som mildt underholdende ferielæsning.

Romanen starter med et citat fra “The Safe Negro Travel Guide” (1954-udgaven), en praktisk rejsehåndbog, som giver anvisninger på hoteller, diners og værksteder m.v., hvor sorte amerikanerne kan forvente at blive betjent med nogenlunde anstændighed (eller overhovedet betjent) på rejser internt i USA i 1950’erne:

JOHN CROW MILE – A unit of measurement, peculiar to colored motorists, comprising both physical distance and random helpings of fear, paranoia, frustration, and outrage. Its amorphous nature makes exact travel times impossible to calculate, and its violence puts the traveler’s good health and sanity constantly at hazard.”

Den satiriske definition af en “John Crow mile” dækker over særdeles virkelige forhold for sorte amerikanerne i raceadskillelsens USA i 1954, hvor romanen udspiller sig.

“The Safe Negro Travel Guide” udgives af hovedpersonen Atticus Turners onkel George, som ejer et rejsebureau. Atticus får god brug for håndbogen på en køretur gennem de amerikanske sydstater fra Florida hjem til Chicago, Illinois. Hjemkommet opdager han imidlertid, at hans far er forsvundet, og sammen med onkel George og barndomsvennen Letitia begiver han sig ud på en rejse ind i en del af USA, hvor sorte risikerer at blive lynchet for overhovedet at bevæge sig ind.

Ud over den “almindelige” racisme skal det vise sig, at de også bliver centrum for en okkult loge af hvide “naturfilosoffers” dæmoniske ritualer med henblik på at etablere verdensherredømme.

Bogen vil gerne være to ting på én gang, og Matt Ruff lykkes faktisk bemærkelsesværdigt godt med forehavendet:

På den ene side er det som allerede antydet en roman om racisme i USA. Tiden er 1954, hvor de amerikanske raceadskillelseslove – kendt som Jim Crow-lovene (efter den fra slutningen af 1800-tallet udbredte, nedsættende betegnelse for sorte amerikanere) – stadig var gældende og i høj grad virksomme i store dele af USA, ikke kun i sydstaterne.

Samtidig er romanen også en ironisk og kærlig hilsen til den såkaldte pulp-litteratur i science fiction- og horror-genren med horrorforfatteren H. P. Lovecraft (1890-1937) som et af koryfæerne. Blandt andre eksplicitte referencer er science fiction-forfatteren Ray Bradbury (1920-2012) og Edgar Rice Burroughs (1875-1950) (det var ham med Tarzan-bøgerne og John Connors-serien om krige på Mars) samt diverse superhelte fra tegneserieverdenen.

I 1950’erne havde verden stort set ikke set andre typer af forfattere i science ficton- og horror-genren end hvide mænd (hvis vi ser bort fra Mary Shelly og enkelte andre). Et faktum, som i romanen ikke er helt uproblematisk at håndtere for to af af dens (sorte) hovedpersoner, Atticus Turner og hans onkel George, som begge er storforbrugere af genren til stor fortrydelse for ikke mindst Atticus’ far, den vrantne Montrose.

Nævnte H. P. Lovecraft var selv erklæret racist, og i romanen refereres blandt andet til hans berygtede digt, On the Creation of Niggers (1912).

Romanens titel, Lovecraft Country, har på den baggrund en dobbeltbetydning: Den foregår på én gang i en fiktiv verden befolket af monstre, troldmænd og okkulte selskaber, der er som taget ud af en Lovecraft-fortælling. Og samtidig i en alt for virkelig verden, der afspejler racismen i datidens USA, som Lovecraft bare var én af mange litterære eksponenter for.

Undervejs i romanen skal Atticus og hans familie og venner ikke alene håndtere okkulte selskabers dæmoniske besværgelser, men også udefinerlige monstre i mørke skove, usårlige troldmænd, magiske bøger, spøgelser i et besat hus, djævelske dræberdukker, en portal til fjerne galakser, som rummer deres egne monstre, og meget andet.

Hovedpointen i romanen er (naturligvis), at de overnaturlige, djævelske kræfter og monstrene kun er det mindst af de onder, hovedpersonerne må håndtere og leve med: Det egentlige monster er den systematiske racisme, der er en indlejret del af hverdagens virkelighed.

Et sted i bogen lokkes den sorte kvinde Ruby til at drikke en magisk eliksir, som (i en variation over Dr. Jekyll og Mr. Hyde-temaet) for en periode transformerer hende til en smuk, rødhåret, hvid kvinde. Hendes oplevelse af, hvordan hun i rollen som den hvide Hillary bevæger sig gennem verden på en helt anden måde end den, hun har kendt hele sit liv, er et højdepunkt i bogen:

Back on the street, she began to notice a similar improvement in the reactions of the pedestrians she passed. Many white people, men especially, smiled at Hillary as they went by her, but what was really noteworthy was that the ones who ignored her, ignored her in a different way than they would have ignored Ruby. There was no side-eying, no pretending not to see her while wondering what she was up to; she didn´t require attention.

Matt Ruffs idé med bogen er sjov og sympatisk. Men den kræver af sin læser en betydelig veneration for den pulpede del af sci-fi- og horrorgenren, især den sidstnævnte.

Personligt kan jeg godt mobilisere en vis nostalgisk interesse for genren, hvis jeg graver tilbage til min drengetid. Men egentlig fan er jeg ikke, og 372 sider med okkulte ritualer, troldmænd, spøgelser og monstre var lige lovlig mange for min smag.

Dertil kommer, at selv om der er tale om en sammenhængende roman med en fremadskridende handling, så er den skrevet i form af otte lange kapitler, som hver især har en udpræget episodisk karakter – de kan næsten stå alene som selvstændige noveller.

Det er formentlig et bevidst kompositorisk træk fra Matt Ruffs side og kan i sig selv læses som endnu hilsen til hans genremæssige forbilleder, der som triviallitteratur ofte blev optrykt som noveller eller episodiske afsnit i diverse tidsskrifter.

Men det gør ikke desto mindre læsningen til en lidt abrupt affære og stiller sig i vejen for et sammenhængende flow i romanen. Og selv om Matt Ruff da skriver fint nok, så er det ikke en bog, man skal opsøge for en særlig sproglig ekvilibrisme.

Trods det alvorlige racismetema er Lovecraft Country primært en bog, man skal læse for dens milde underholdningsværdi. Som sådan tjente den mig fint som uforpligtende læsning ved poolen her i sommerferien.

K's vurdering: