Stella Maris, der er et slags coda til Cormac McCarthys seneste roman, The Passenger, er kompositorisk en noget strammere sag end forgængeren. Men den er ikke desto mindre også en rodet omgang og prætentiøst overlæsset med matematiske og filosofiske referencer, der gør romanen unødvendigt vanskelig at læse.

The Passenger (2022), som du kan læse min anmeldelse af her, handlede om Bobby Western, der i 1980 var ved at gå mentalt i spåner i forlængelse af sin skizofrene søsters selvmord flere år tidligere. Stella Maris zoomer ind på søsteren, Alicia, i nogle få dage af hendes liv otte år tidligere, hvor hun har ladet sig indlægge på det psykiatriske behandlingshjem, Stella Maris i Wisconsin.

Stella Maris er isoleret set en mere stramt komponeret roman end The Passenger, for så vidt den er fortalt udelukkende gennem den transskriberede kliniske samtale mellem Alicia og hendes psykiater over nogle få dage.

Romanens tyveårige Alicia er diagnosticeret med paranoid skizofreni. Hun er samtidig en usædvanlig matematisk begavelse med en doktorgrad i matematik bag sig og i det hele taget udstyret med en ekstraordinær analytisk intelligens og et musikalsk talent.

Gennem samtalerne med psykiateren tegner McCarthy et billede af Alicias historie, herunder forholdet til faren (der som en del af Mantattanprojektet i 1940’erne var med til at skabe atombomben) og moren, der begge døde af kræft.

Det centrale – men som regel uudtalte – omdrejningspunkt i samtalerne er dog forholdet til broren Bobby,som hun gennem hele livet har været forbudt forelsket i.

Det, der optager fleste sider i bogen, er imidlertid matematik og til dels kvantemekanik og psykoanalyse. Alicia udsætter i dialogerne den stakkels psykiater (og læseren) for et virvar af analyser af diverse matematiske teorier koblet med perspektiver på psykoanalyse, sprogfilosofi, kvantemekanik m.m. Blandt andet kredser hun om det filosofiske spørgsmål om, hvorvidt de matematiske grundformer har en uafhængig, absolut eksistens.

Der er mange navne undervejs. Mestendels navne fra matematikkens og den analytiske filosofis historie. Fra Aristoteles over Kant til Frege, Wittgenstein, Russell og Gödel. Plus en hel masse andre, herunder mange der kun ringer en svag eller slet ingen klokke i mine ører.

Det kræver sin læser at hænge på. Det er ganske vist mere end tredive år siden, jeg afsluttede min matematisk-fysiske studentereksamen, men jeg havde dog en vis interesse for især matematikken dengang. Og jeg skulle mene, at jeg over årene også har samlet en smule filosofihistorie op. Ikke desto mindre blev jeg sat af en hel del gange under læsningen af Stella Maris.

Måske også fordi jeg mistede interessen for at investere den tid og energi, der ville skulle til for at dirke Alicias lange, rablende monologer op og måske give romanen en sammenhængende mening.

Almindelig ydmyghed tvinger mig til at anerkende den mulighed, at andre læsere, der er stærkere i matematik, fysisk og filosofi end jeg (og dem er der helt sikkert mange af), ville kunne få et større udbytte af Stella Maris, end jeg fik.

Men for mig havde den megen name dropping nu et noget prætentiøst skær over sig. Det gjorde store dele af romanen til en noget tung omgang at læse.

Og som læser sad jeg tilbage med et ubesvaret spørgsmål om, hvad pokker McCarthys pointe med det hele egentlig er? At Gödels ufuldstændighedssætninger (om den principielle umulighed af at opbygge sikre, modsigelsesfri systemer inden for matematikken) kan bruges som nøgle til at forstå Alicias skizofreni? Eller noget …? Tja, bom, bom.

Det hele er dog ikke tungt. Meget af dialogen er ganske kvik og ikke uden underholdningsværdi.

Den samlede roman dumper imidlertid hos mig. Trods den på overfladen stramme form (den kliniske samtale) er romanen for rodet, for overlæsset med videnskablige referencer, som enten slet ikke fører nogen vegne, eller hvis pointer i bogens sammenhæng er for tynde eller flagrende.

The Passenger indeholdt også en række kapitler fortalt fra Alicias perspektiv – alle med fokus på hendes hallucinationer. De virkede i den sammenhæng helt unødvendige og kunne med fordel have været skåret ud af The Passenger.

Holdt sammen med dialogen i Stella Maris giver Alicias kapitler i The Passenger bedre mening. Hvorfor McCarthy så har valgt at placere kapitlerne med Alicias hallucinationer i The Passenger frem for at samle alle kapitler fra Alicias perspektiv i Stella Maris, forstår jeg ikke. Det kunne have løftet begge bøger. Men det kunne dog ikke have reddet dem.

Har du ikke læst noget af Cormac McCarthy, er der til gengæld meget godt at komme efter i hans tidligere forfatterskab. Jeg anbefaler især Outer Dark, Blood Meridian (da. Blodets Meridian), All the Pretty Horses, The Crossing og The Road (da. Vejen).

McCarthy har en særlig sproglig stil, som ind i mellem kan balancere faretruende nær det overdrevent svulstige, men også kan være sublimt stemningsskabende. Hans litterære universer er ofte mørke, dystre og ikke sjældent brutale. Hans værker er ikke for alle. Men hvis navne som William Faulkner og Flannery O’Connor ringer godt i dine ører, så vil jeg bestemt anbefale dig at give McCarthy et forsøg.

Men spring over The Passenger og Stella Maris.

K's vurdering: