Akwaeke Emezi: Freshwater

Fremragende! Ganske anderledes end noget, jeg før har læst. En højst usædvanlig og original roman om sindslidelse og transkønnethed – fortalt indefra af de onde ånder, der fra fødslen trænger ind i pigen Adas sind og som gradvist overtager kontrollen med hende, efterhånden som hun vokser op.

Freshwater, der udkom første gang i februar tidligere på året, er nigerianske Akwaeke Emezis delvist selvbiografiske debutroman. Om at leve med skizofreni og selvdestruktive tendenser. Om at indse, at man ikke er en kvinde, selv om man er født i en kvindes krop.

Det er en endog meget stærk og meget velskrevet roman, omend ikke helt lettilgængelig, især ikke i begyndelsen, før man som læser finder ud af, hvordan den skal læses. Dertil kommer, at den i lange stræk er decideret skræmmende og ubehagelig. Freshwater er så langt fra at være en feelgood-roman, man kan komme. Men den er god.

I am my others; we are one and we are many.

Romanen handler om pigen Ada, som fødes besat af to Ọgbanje. Ọgbanje er i den vestafrikanske Igbo-tradition en slags onde ånder, som fødes i et barns krop. Målet for en Ọgbanje er at plage moren til barnet ved at lade barnet dø en tidlig død, kun for at lade sig genføde af den samme mor.

Adas Ọgbanje er børn af vandgudinden Ala (heraf bogens titel), som en enkelt gang i begyndelsen af romanen manifesterer sig som en pythonslange.

I modsætning til, hvad der i ånde- og gudeverdenen forventes af dem, lader de sig imidlertid ikke dø. De bliver i Adas krop og sind, mens hun vokser op – selv om andre ånder hiver i dem for at få dem tilbage i åndeverdenen. Kaldet fra åndeverdenen manifesterer sig i Adas voksne liv som selvmordstanker og også aktive selvmordsforsøg.

Ada vokser op i Nigeria som et aggressivt og krævende barn, plaget af sine Ọgbanje. Som ung kvinde rejser hun til USA for at studere, og her foregår det meste af romanen.

I Adas barndom og tidlige ungdom fortæller ånderne historien fra en position som et anonymt og kollektivt “vi,” der omtaler pigen distanceret som “the Ada,” hvorved det markeres, at Ada for dem kun et kropsligt hylster, som de kan delvist kontrollere for at opnå deres mål. De søger destruktion og varmt blod og lader kun Ada få en midlertidig sjælefred, når de har drevet hende til skære i sig selv og ladet blodet flyde.

Senere selvstændiggør Adas Ọgbanje sig og får navne: Den stærkeste af dem er den kvindelige ånd, Asughara, som med sin umættelige appetit på sex og en hang til bad boys driver Ada til at overgive sin krop til en række af mænd med tendenser til at være brutale i sengen og i øvrigt behandle hende dårligt. Den “rigtige” Ada er en kysk, kristen pige med angst for sex – men efter fælles overenskomst overtager Asughara i sengen.

Endnu senere melder den anden Ọgbanje sig også som en aktiv kraft i Adas sind i form af Saint Vincent, en mandlig ånd, som får Ada til at opsøge kvindelige kærester, gå i herretøj og skjule sine kvindelige attributter. De to ånder fungerer således også som metaforer for Adas splittede kønsidentitet.

Det, der gør Freshwater til noget ganske særligt i sin fortælllestil, er, at den overvejende er fortalt af Adas indre dæmoner, som kommer til orde på skift, nogle gange som et fælles “vi,” andre gange som Ashugara eller Saint Vincent.

Nogle få gange tager Ada selv også ordet:

I don’t even have the mouth to tell this story. I’m so tired most of the time. Besides, whatever they say will be the truest version of it, since they are the truest version of me. It’s a strange thing to say, I know, considering that they made me mad. But I’m not entirely opposed to madness, not when it comes with this kind of clarity […]. I didn’t want to be alone, so I chose them. In many ways, you see, I am not even real.

Ada vedbliver at bede til sin Jesus Kristus, som hun er opdraget til at tro på. I romanen er han skam også en faktisk gud, blandt mange andre, primært omtalt ved et sine andre navne, Yshwa. Menneskene har bare misforstået ham lidt, for selv om han elsker dem (født, levet og død som menneske, som han jo var), så glemmer de, at “he loves them as a god does, which is to say, with a taste for suffering.”

Asughara og Saint Vincent opfatter ham dog som lidt af en tøsedreng – sådan som han aldrig besvarer nogen af Adas bønner eller nogensinde manifesterer sig for hende, selv om han kunne. Ikke, at de ikke forstår ham. Som de siger om Yshwa på et tidspunkt:

Perhaps he would take flesh one last time, when the world was ending, just to watch it burn. Or he might continue to stay away, despite how many people awaited his glorious redesceby. If we were him, we would do that, stay away. Why exist in this realm by choice?

Freshwater er ifølge Emezis egen hjemmeside og interviews i bl.a. The Rumpus delvist selvbiografisk. Emezi har overlevet adskillige selvmordsforsøg, og hun opfatter sig selv som transkønnet: Ikke som en mand i en kvindes krop, bare ikke en kvinde. I essayet Transition (bragt i internetmagasinet thecut.com) har hun således detaljeret fortalt om sine motivationer for at få fjernet sin livmoder.

Det gør ikke romanens skildring af hovedpersonens selvdestruktive tendenser og skizofreni mindre skræmmende eller dens fortolkning af transkønnethed mindre relevant.

Stærkt anbefalet. Skulle nogen ikke skynde sig at få den oversat til dansk?

Opdatering 26.08.2021: Ånderne har åbenbart lyttet, og den 10. september 2021 udkommer Freshwater på forlaget Rebel With a Cause under titlen Ferskvand, oversat af Iben H. Philipsen.

K's vurdering: