Nogle gange kan man jo godt lige få behov for en pause fra den tungere finlitteratur for i stedet af slappe af med en let omgang nyere, nigeriansk seriemorder-thriller-familiesaga-trekantsdrama. Og når sådan en trang kommer over én, så er det godt at have Oyinkan Braithwaites My Sister, the Serial Killer (2018) ved hånden.

Jeg tilstår, at jeg ene og alene købte denne roman på grund af dens seje, herligt pulpede omslag, der matcher titlen så fint. Tilsammen gav det mig som læser forventning om en omgang lettere greasy krimiunderholdning med høj puls og et passende skvæt selvironi.

Og nigerianske Oyinkan Braithwaite leverer varen. Men hun leverer også noget andet. For My Sister, the Serial Killer er, når det kommer til stykket, mindre en krimi, end den er et søskendedrama med enkelte lokalkoloristiske elementer fra Lagos.

Vi starter dog med the action. Her er bogens første to sætninger:

    Ayoola summons me with these words – Korede, I killed him.
    I had hoped I would never hear those words again.

Herfra hopper vi direkte til mordscenen, ofrets lejlighed, hvor Koredes lillesøster, Ayoola, har dolket sin kæreste til døde, og hvor Korede nu iført gummihandsker og forklæde er i gang med at fjerne lugten af blod med blegemiddel, inden de to søstre skal finde en måde at skaffe sig af med liget. Ligesom de plejer, når lillesøster – “i selvforsvar,” som hun altid hævder – har slået en af sine kærester ihjel.

Lillesøster Ayoola er den smukke, forkælede, naivt selvoptagede og ikke særligt kloge, men til gengæld tvangsneurotisk morderiske af de to søstre. Storesøster Korede, som er romanens fortæller, har ikke lillesøsterens skønhed og evne til at snøre mændene om sin lillefinger, men hun har hjernen og er den, der sørger for at rydde op efter søsteren.

For søsterkærligheden går foran Koredes moralske kvababbelser ved lillesøsters seriemordermani. Indtil Ayoola indleder et forhold til den mand, Korede selv er hemmeligt forelsket i. Og ja, så udvikler trekantsdramaet sig derfra – helt traditionelt, hvis man ser bort fra den lurende Psycho-stemning, lillesøsteren bærer med sig.

Oyinkan Braithwaite. Foto: oyinkanbraithwaite.com

Historien er, som det formentlig fremgår, ganske triviel. Men romanen er medrivende og underholdende skrevet, og især er portrættet af de to søstre, som begge er meget sammensatte personer, ganske godt skåret. Det er særligt forholdet mellem de to, der driver romanen frem – og i sidste ende dens største kvalitet, snarere end det lidt kitchede element af morddrama.

Dertil kommer et strejf af lokalstemning fra Lagos i Nigeria, som tilfører romanen en tids- og stedbundethed, der klæder den fint.

Samlet set er der dog lidt for mange handlingstråde i romanen. Udover de nævnte er der også et spor knyttet til en komatøs patient på hospitalet, hvor fortælleren arbejder som sygeplejerske, og ikke mindst er der – i glimtvise tilbageblik – en historie om søstrenes traumatiske opvækst i huset hos en voldelig, patriarkalsk far.

Det bliver lidt for sammenrodet til sidst. Men ikke desto mindre en ganske underholdende roman, som grundlæggende holder, hvad den lover.

• Lignende indlæg

Ishmael Beah: Radiance of Tomorrow

William Travis: Beyond the Reefs

Mehluli Nxumalo: The Fabulist’s Bindle

Dayo Forster: Reading the Ceiling