Sarah Ladipo Manyika: Som et muldyr der bringer flødeis til solen

Aldeles vidunderlig. En velskrevet feelgood-roman, der kan læses som en hyldest til livet og mangfoldigheden. Men den har også kant og alvor. En bog, man har lyst til at opholde sig længe i. Der er smil helt op til ørerne.

Og her kommer et sjældent udsagn fra mig, som ellers typisk finder de fleste bøger alt for lange: Jeg ville ønske, at Som et muldyr der bringer flødeis til solen havde været længere. Ikke fordi, Sarah Ladipo Manyika ikke når at komme rundt om sine personer og temaer på romanens kun 135 hurtigt læste sider. For det gør hun. Men simpelthen fordi, det er en sjælden og renlivet fornøjelse at være i bog med Dr. Morayo Da Silva og romanens andre karakterer.

Britisk-nigerianske Sarah Ladipo Manyika (f. 1968) har et i sandhed internationalt generalieblad: Hun er født og opvokset i Nigeria, datter af en britisk mor og en nigeriansk far. Hun har også boet i Kenya, Frankrig og England og opholder sig for tiden primært i USA, hvor hun i flere år har undervist i litteratur ved San Francisco State University.

Det internationale udsyn slår i høj grad igennem i Ladipo Manyikas anden roman, Like a Mule Bringing Ice Cream to the Sun (opr. 2016), som i begyndelsen af denne måned udkom i en glimrende dansk oversættelse ved Iben H. Philipsen på det nye, danske forlag, Rebel With a Cause. Romanen er kun forlagets tredje udgivelse, og hvis de kan holde denne standard, tyder det godt for kommende udgivelser.

Romanens centrale figur er den nigeriansk fødte kvinde og professor i engelsk litteratur, Dr. Morayo Da Silva, som ved romanens begyndelse nærmer sig sin 75-års fødselsdag. Morayo har de sidste tyve år levet alene i en rodet lejlighed i San Francisco, som er fyldt med bøger og uåbnede rudekuverter, hun ikke helt har styr på.

Men hun er samtidig en udadvendt power-kvinde. Hun elsker at køre stærkt i sin vintage-Porsche med radioen skruet fuldt op for Bee Gees Staying Alive, hun går med lyserød bh, hun flirter med langt yngre mænd, og hun forstår at åbne op for de mennesker, hun møder på sin vej. En af hendes leveregler er at gøre noget modigt hvert år til sin fødselsdag: Sidste år lærte hun at dykke, i år har hun bestemt sig for at få sin første tatovering, og den skal være stor og smuk.

Jeg kunne ikke lade være med at associere til et par andre markante, ældre kvindeskikkelser, jeg er stødt på i nyere litteratur: Herbjørg Maria Bjørnsson i Hallgrímur Helgasons Kvinden ved 1000° og Aaliya i Rabih Alameddines Den overflødige kvinde. Morayo har den førstes power og den sidstes glødende interesse for litteraturen.

Hun lider til gengæld ikke af nogen af de to nævntes verdensfjendskhed og gammelkonebitterhed. Tværtimod lever hun livet for fuld udblæsning med et grundlæggende positivt livssyn. Også selv om hun har gennemlevet sin del af livets smerte, hvilket vi gradvist indvies i.

En faldulykke sender imidlertid Morayo til indlæggelse og genoptræning på et plejehjem, hvor hun konfronteres med nogle af de sider af alderdommen, der ellers er så ulig hende.

Undervejs hører vi i erindringsglimt om dele af Morayos fortid i hjemlandet Nigeria, herunder om livet som ambassadørfrue med hendes eksmand og om de stadig levende erindringer om hendes elsker fra den periode.

Derudover er romanen befolket af en række farverige bipersoner, der i sig selv er interessante, og som Ladipo Manyika også formår at gøre levende: Den palæstinensiske butiksdrivende, Dawud. Den unge, hjemløse, men langt fra kuede pige, Sage. Morayos bedste veninde, den langt yngre Sunshine, der lever i et ægteskab, der mangler lidt at det solskin, hendes navn ellers skulle implicere. Den uautoriserede madkunstner, Toussaint, der vikarierer som kok på plejehjemmet. Og ikke mindst Reggie fra Guyana, der plejer sin demente kone, og for hvem Morayo bliver et uventet lyspunkt.

Alle kommer de til orde på skift som jeg-fortællere vekslende med Morayos egen stemme. Det er meget i en så kort roman, men det fungerer godt. Kun kunne jeg have ønsket, at romanen havde været lidt længere og givet mere plads til at udfolde bipersonerne – og Morayo selv, for den sags skyld. Men det er en lille indvending, for som nævnt formår Ladipo Manyika faktisk at tegne troværdige portrætter af de fleste personer på de få sider.

Hvis ikke før, så faldt jeg for Morayo på romanens side 34, hvor hun forklarer, hvordan hun sorterer sine mange bøger i reolen, nemlig på samme måde, som jeg mere eller mindre selv forsøger at gøre det i mine egne reoler, efter åndsbeslægtethed:

Som I vil bemærke, står mine bøger ikke længere i alfabetisk orden, og de er heller ikke ordnet efter farve, som de ellers var førhen. Nu stiller jeg bøgerne, så personerne kan tale sammen. Det er derfor Heart of Darkness står ved siden af Le Regard du Roi, og Wide Sargasso Sea står ved siden af Jane Eyre. De to sidstnævnte stod før i tiden ved siden af hinanden, men så besluttede jeg, at det var bedre at rette op på den gamle koloniale ubalance ved at give Rhys overtaget – altså den øverste hylde.

Som et muldyr der bringer flødeis til solen er hurtigt læst, og selv om den som nævnt også rummer alvor og endda samfundskritisk kant, så mangler den måske nok den tyngde, der vil få den til at lagre sig hos mig i længere tid.

Lige nu er jeg imidlertid så glad i låget over den, at jeg må tone ud med fuldt hus i min samlede bedømmelse. For der skal også være plads til bøger, der bare er skønne nu-og-her-læseoplevelser.

Bogen er venligt tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. K’s bognoter har ikke nogen forbindelse til forlaget i øvrigt.

Titel: Som et muldyr der bringer flødeis til solen
Forfatter: Sarah Ladipo Manyika
Udgivet: 04.05.2018
Originaltitel: Like a Mule Bringing Ice Cream to the Sun
Opr. udgivelsesår: 2016
Originalsprog: Engelsk
Oversætter: Iben H. Philipsen
Sider: 135
Læst: Maj 2018
K's vurdering: