Hallgrímur Helgason: Kvinden ved 1000°

“Jeg bor her alene i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat. Det er rigtig hyggeligt” (s.7). Ordene er Herbjørg Maria Bjørnssons, jeg-fortælleren i islandske Hallgrímur Helgasons ind i mellem rablende sjove, men også for lange, Kvinden ved 1000°.

Året er 2009, og Herbjørg ligger som 80-årig lænket til sin seng i en gammel garage, hårdt ramt af KOL, men stædigt cigaretpulsende, mens hun skriver på sine memoirer og terroriserer verden fra sin bærbare computer.

1000° er den temperatur, krematoriets ligbrændingsovn når op på, og Herbjørg har bestilt en tid til sig selv en mandag midt i december (efter klokken 12, for det kan jo tage lidt tid at forbløde, som hun siger i telefonen til telefonpasseren på krematoriet: “Det kan blive nødvendigt at skære pulsen over, og det gør jeg altså ikke søndag aften” (s.50)).

Bogen veksler mellem Herbjørgs ætsende onde, mere eller mindre misantropiske udgydelser i bogens nutid (2009) og hendes tilbageblik på sit liv. Tilbageblikket hopper lidt frem og tilbage i tid, men hovedvægten er på hendes barndomsår og tidligste ungdomsår omkring 2. verdenskrig, herunder året 1944, hvor Island fik sin selvstændighed som republik.

Vi spilder livet med at lægge til side til alderdommen, men så kommer den og har ingen andre forbrugsdrømme end at få lov at pisse liggende (s.9).

Med 80-årige Herbjørg Maria Bjørnsson har Hallgrímur Helgason skabt en herlig figur. Man kan dårligt andet end at overgive sig til den knarvorne, gamle dame, som hun ligger der i sengen i sin garage og skælder og smælder på menneskeheden i almindelighed og sine skvattede sønner og svigefulde svigerdøtre i særdeleshed.

Mænd kan være så håbløst naive. Når de er faret fuldkommen vild i tilværelsen, køber de sig et navigationssystem (s.61)

Der er masser af vid og sarkastisk saft og kraft i den gamles eder og forbandelser. Det er ganske underholdende i mange passager.

Men bogen er også for lang i forhold til, hvad ideen kan bære. Eller rettere sagt: jeg havde lidt svært ved at finde ud af, hvad ideen egentlig var. De omfangsrige barndomserindringer (som i sig selv er en samling røverhistorier med en vis underholdningsværdi) er for løst forbundet til den nutidige historie om den 80-årige dame i garagen til at blive rigtig vedkommende.

Jeg mistede ret tidligt i romanen interessen for at følge den unge Herbjørgs udvikling. Måske også fordi romanen ikke er troværdig som historisk tidsportræt. Det er således ikke en “historisk roman” i den forstand, at den giver sig ud for at give et troværdigt billede af de historiske begivenheder, der udfolder sig omkring protagonisten. Historien bruges primært som kulisse og Helgason bekymrer sig ikke om (eller har ikke evner for) den historiske nøjagtighed. Men så virker den historiske iscenesættelse (med mange henvisninger til forløbet af anden verdenskrig, Islands selvstændighed og første præsident, Perron i Argentina mv.) omvendt lidt unødvendig.

Jeg var bedst underholdt af 2009-passagerne, mens de fleste af kapitlerne om livshistorien kedede mig lidt.

K's vurdering: