Charmerende lille roman om “ruiner og gåpåmod, et sødligt stærkt anarki” i Anden verdenskrigs sidste måneder og den første efterkrigstid i Hamburg. Anbefales – også selv om du ikke er til currywurst.
Man skal ikke lade sig narre af den pudsige titel, for Uwe Timms succesroman handler ikke ret meget om currywurst. Men den glider ned alligevel – endda med fornøjelse, og eftersmagen er god. >> Læs videre
Forfærdende, grumme, brutale, forvtvivlende, maveknugende sørgelige – men også stolte, rørende, smukke og håbefulde. Sådan er de mange sovjetiske kvindestemmer, som Svetlana Aleksijevitj hjælper til at give krigen et kvindeligt ansigt i denne bog, der blev årets stærkeste læseoplevelse for mit vedkommende.
Hviderussiske Svetlana Aleksijevitj (f. 1948) modtog nobelprisen i litteratur i 2015 for sine dokumentarromaner om det sovjetiske menneske. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt blev den første bog af Aleksijevitj, der udkom på dansk umiddelbart offentliggørelsen af Aleksijevitjs nobelprishæder i efteråret 2015 – godt timet af mikroforlaget Palomar. >> Læs videre
Kim Leines seneste mursten af en bog er en flot fortalt historisk roman af episk tilsnit, som både giver et tidsbillede af en dramatisk periode i dansk, finsk og tysk historie, og et portræt af to mænd i moralsk frit fald. Den er næsten lige så god som Profeterne i Evighedsfjorden.
I romanen følger vi to danske mænd, de enæggede tvillinger Kaj og Ib Gottlieb fra deres ungdom til deres død, med enkelte tilbageblik på barndommen. Historien fortælles skiftevis fra de to brødres perspektiv, dog med overvejende vægt på Kaj.
Som læsere falder vi ved romanens begyndelse ind i brødrenes liv på det tidspunkt, hvor de som unge mænd har afbrudt deres universitetsstudier og nu er på vej til Finland for at deltage i den finske borgerkrig i 1918. De har meldt sig som frivillige på den ‘hvide’ side mod de ‘røde’ og glæder sig til at komme over og slå bolsjevikker ihjel. >> Læs videre
Tasmanske Richard Flanagans (f.1961) prisvindende roman The Narrow Road to the Deep North udkommer i dag på dansk som Den smalle vej til det dybe nord.
Romanen har høstet overvejende og overstrømmende gode anmeldelser i internationale medier, og da den i 2014 tilmed løb af med den engelske Man Booker Prize, som plejer at være et pålideligt kvalitetsstempel, havde jeg ganske høje forventninger til den.
Men jeg kan desværre ikke tilslutte mig koret af beundrere. Jeg kedede mig det meste af vejen til det dybe nord, som føltes alt for lang og alt for bred (snarere end for smal). For bred i den forstand, at romanen mangler et sikkert fokus og tager for mange afstikkere i handlingen. Og for lang i den forstand, at … ja, at den bare er alt for lang i forhold til, hvad indholdet kan bære. >> Læs videre
En god og for så vidt gribende historie, om end fortalt mange gange før. Men også fortalt med lidt for mange irriterende og lidt for selvbevidste kunstgreb.
Bogtyven er historien om den i romanens begyndelse niårige tyske pige Liesel, som i 1939 i Tyskland efterlades af sin mor hos en fremmed plejefamilie. Moren ser hun aldrig igen, og hendes lillebror er død under rejsen til plejefamilien.
Vi følger Liesel igennem de næste fem år som et prisme for oplevelsen af Nazitysklands frygt, had, mistænksomhed, jødeforfølgelser og krigens bombardementer. >> Læs videre
Østrigske Thomas Bernhard (1931-1989) er ikke ligefrem en humørspreder. Han er vred og bitter og godt gammeldags ond i sulet. Hans bøger flyder i dén grad over af en gennem mere end et halvt liv oparbejdet bitterhed og galde, som væltes ud over siderne i én lang og uafbrudt monolog.
Målet for hans harme er først og fremmest hans hjemland Østrig og alt, hvad der er østrigsk, og den får ikke for lidt, skal jeg love for: Politikken (nationalsocialismen), religionen (katolicismen), undervisningssystemet, arkitekturen, sporten, maden, menneskene i almindelighed, ja selv vejret – det hele er i Bernards optik katastrofalt ondskabsfuldt-skadeligt og menneskenedbrydende. >> Læs videre
En historikers dybt personlige og svært afrystelige bekendelser af sine barndomserindringer, drømme og forestillinger fra koncentrationslejren Auschwitz i 1944.
Otto Dov Kulka er født i Tjekkoslovakiet i 1933, men nu bosiddende i Israel. Han blev i 1994 som 10-11-årig interneret i KZ-lejren Auschwitz sammen med sine forældre. Kulka var en af de få overlevende.
Kulka har i mange år arbejdet som historiker og især beskæftiget sig med Nazitysklands historie. Men først som 80-årig har han med denne bog (første gang udgivet i 2013) valgt at fortælle om sine personlige oplevelser som KZ-fange og især om de mentale billeder, han stadig bærer med sig. >> Læs videre
I Anden Verdenskrigs sidste år blev 131 tyske byer ramt af ødelæggende allierede luftbombardementer. Nogle byer blev tæt på jævnet med jorden, flere end 600.000 civile tyskere mistede livet under bombardementerne, og tre en halv million boliger blev ødelagt. Bedst kendt er sønderbombningen af Dresden i krigens sidste dage, men værre gik det faktisk ud over Hamburg.
I essaysamlingen Luftkrig og litteratur fra 2001, som Tiderne Skifter her i juni 2014 har udgivet på dansk, spørger den tyske forfatter W. G. Sebald (1944-2001) til, hvordan denne luftkrig er bearbejdet i den tyske offentlighed. Hans korte svar er, at det er den stort set ikke. >> Læs videre
“Jeg bor her alene i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat. Det er rigtig hyggeligt” (s.7). Ordene er Herbjørg Maria Bjørnssons, jeg-fortælleren i islandske Hallgrímur Helgasons ind i mellem rablende sjove, men også for lange, Kvinden ved 1000°.
Året er 2009, og Herbjørg ligger som 80-årig lænket til sin seng i en gammel garage, hårdt ramt af KOL, men stædigt cigaretpulsende, mens hun skriver på sine memoirer og terroriserer verden fra sin bærbare computer.
1000° er den temperatur, krematoriets ligbrændingsovn når op på, og Herbjørg har bestilt en tid til sig selv en mandag midt i december (efter klokken 12, for det kan jo tage lidt tid at forbløde, som hun siger i telefonen til telefonpasseren på krematoriet: “Det kan blive nødvendigt at skære pulsen over, og det gør jeg altså ikke søndag aften” (s.50)). >> Læs videre
Rigtig god roman om “den lille modstand” i Hitlertidens Tyskland – her personificeret ved det lidt ældre ægtepar Quangel, der altid har levet et regelret liv og passet sig selv, men som efter deres søns død i krigen begynder at skrive postkort med slagord mod regimet, som de placerer i trappeopgange rundt omkring i Berlin. >> Læs videre
Vel nærmest en essaysamling, hvor Levi igen reflekterer på forskellige niveauer over kz-erfaringen. Interessant nok.
Titel: De druknede og de frelsteK's vurdering:
Fortsætter, hvor Hvis dette er et menneske slap, ved russernes ankomst til Auschwitz og beretter om Levis hjemrejse til Italien via Sovjet. Litterært bedre fungerende end den første.
Titel: TøbruddetK's vurdering:
Vigtig bog som vidnesbyrd fra (en satellitlejr til) Auschwitz – fra en litterær betragtning bærer den præg af, at den (også) er skrevet som led i personlig bearbejdelse af traumet.
Titel: Hvis dette er et menneskeK's vurdering:
Ganske interessant – ikke mindst fordi den er udgivet så kort efter 1945 og skrevet med afsæt i noter taget af VK under nazitiden. Ikke alle kapitler er lige spændende – men tilpas mange er enten vigtige som historiske vidnesbyrd og/eller har generel værdi som reflektioner over ideologisk magtudøvelse gennem offentlig sprogbrug.
Titel: LTI (Lingua Tertii Imperii - Det tredje riges sprog)K's vurdering:
