Uwe Timm: Opfindelsen af currywursten

Charmerende lille roman om “ruiner og gåpåmod, et sødligt stærkt anarki” i Anden verdenskrigs sidste måneder og den første efterkrigstid i Hamburg. Anbefales – også selv om du ikke er til currywurst.

Man skal ikke lade sig narre af den pudsige titel, for Uwe Timms succesroman handler ikke ret meget om currywurst. Men den glider ned alligevel – endda med fornøjelse, og eftersmagen er god.

Bogen begynder ganske vist med currywursten. I romanens rammefortælling opsøger jeg-fortælleren sin gamle nabo, fru Lena Brücker, der nu bor på plejehjem, for at få hende til at fortælle historien om, hvordan hun angiveligt opfandt currywursten.

Men Lena Brücker er ikke den, der er til fals for at fortælle en kort historie, når hun kan fortælle en lang. Og hendes historie handler om, hvordan hun som græsenke i Hamburg under Anden verdenskrig skjuler en deserteret tysk soldat i sin lejlighed, mens hun på bedste beskub klarer sig igennem krigens sidste dage.

$Uwe Timm fortæller historien i et letlæseligt og veloplagt sprog med lige dele humor og alvor, fint oversat til dansk af Jacob Jonia. Opfindelsen af currywursten handler først og fremmest om Tyskland i krigens sidste tid og den første efterkrigstid. Et portræt af en tid, men også af tidløse, menneskelige fænomener: Om paranoia og angiveri, afsavn og frygt, og samtidig om ukuelighed og entreprenant opfindsomhed – og om kærlighed.

Og hvad med currywursten? Ja, det ender faktisk med, at vi får historien om, hvordan Lena Brückner opfandt den ved et tilfælde. Men den skal jeg ikke afsløre her.

Sikkert er det dog, at den besynderligt krydrede pølse er blevet et kulinarisk klenodie i store dele af Tyskland, hvorfra den har spredt sig også til de nordiske lande. Men ikke til alle steder eller samfundslag, for der er noget ved den, der ikke appellerer til alle:

Landene længere mod syd viste sig […] at være resistente, for det kræver i alt for høj grad en råkold vestenvind, der river og flår i buske og træer, dét har fru Brücker helt ret i. Pølsens oprindelse hænger uløseligt sammen med det grå, som bliver ophævet af den rødbrune smag. De højere samfundslag viste sig også at være resistente, ingen Perrier-drenge, ingen sminkedukker kom herhen, for man skal spise currywursten stående, mellem solstrejf og regnbyger, ved siden af en pensionist, en udflippet pige, en hjemløs, der stinker af pis og fortæller én sin livshistorie, og som en anden King Leas står man med dén særlige smag på tungen og lytter til de mest utrolige skrøner fra den tid, currywursten blev til: Ruiner og gåpåmod, et sødligt stærkt anarki.

Die Entdeckung der Currywurst (opr. 1993) har forlængst gået sin sejrsgang i Tyskland og i mange andre lande. Af grunde, jeg ikke forstår, er den først oversat til dansk for et år siden. Men lad os nøjes med at glæde os over, at den nu endelig foreligger på dansk.

Et lille suk, dog, som ikke har noget at gøre med romanen som sådan, men kun med den danske udgivelse: Hvad er det med Bechs Forlag – Viatone, som gør, at forlaget insisterer på, at alle dets udgivelser skal ligne et klassesæt fra 70’erne? Ja, det er selvfølgelig bogens indhold, der tæller, men hvis jeg ikke på forhånd havde hørt godt om Opfindelsen af currywursten, ville jeg aldrig have købt bogen, alene på grund af omslaget. Og det er synd, for der kommer faktisk en del gode udgivelser fra forlaget, og jeg gætter på, at salget kunne øges med et nyt layoutkoncept. Tip hermed givet videre.

K's vurdering: