Hans Fallada: Alene i Berlin

Rigtig god roman om “den lille modstand” i Hitlertidens Tyskland – her personificeret ved det lidt ældre ægtepar Quangel, der altid har levet et regelret liv og passet sig selv, men som efter deres søns død i krigen begynder at skrive postkort med slagord mod regimet, som de placerer i trappeopgange rundt omkring i Berlin.Inspireret af virkelige begivenheder. Bogen blev oprindeligt udgivet i 1947 i en lettere censureret udgave i Østzonen i Tyskland (den kommunistiske modstandsbevægelse skulle jo helst ikke tage sig for uheldigt ud i bogen) og er først i 2011 udkommet i den fulde version i Tyskland og resten af verden.

Under de første par hundrede sider var jeg lidt irriteret på bogen på grund af den meget simple, nærmest naivistiske fortællestil og sprogbrug (oversættelsen kan selvfølgelig også have noget at sige). Men efterhånden som historien udfolder sig, viser fortællestilen sig at have en effekt i sig selv , fordi brutaliteten og fornedrelsen i det nazistiske regime træder så tydeligt frem på baggrund af romanens gennemgående tragikomiske tone.

For denne læser er en af styrkerne i bogen, at Fallada i dén grad fremviser, hvordan mange af Hitler-regimets udførere i bund og grund blot var små, simple, afstumpede bøller med og uden uniform (i modsætning til i mange andre litterære og filmiske fremstillinger, hvor vægten er på den nazistiske totalitarisme som den kyniske, “rationelle”, velsmurte undertrykkelsesmaskine drevet af lynende intelligente, omend brutale, SS-folk osv.).

Og netop fordi ægteparret Quangels lille modstand – deres i den store sammenhæng lidt sølle postkortskriveri – praktisk taget ingen effekt får i bogen (ligesom tilfældet var for virkelighedens ægtepar Hampel), så fremstår den så meget stærkere som forsvar for det enkelte menneskes pligt til anstændighed. Og dermed taler Fallada også direkte til os i dag.

I øvrigt ubegribeligt, at bogen har fået så fjollet en dansk titel, som på ingen måde indfanger essensen i den tyske originaltitel “Jeder Stirbt für Sich Allein”, som ellers er et nøgleudsagn i bogen.

K's vurdering: