Thomas Kofoed Poulsen har skrevet en læseværdig bog om bornholmernes erfaringer af 2. verdenskrigs afslutning, som kom til at strække sig elleve måneder længere end for resten af Danmark. Om bombardementerne af Rønne og Nexø, om tiden med de russiske tropper på øen, om den efterfølgende bitterhed og historiske reflektion, og om hvordan historien – også i dag – er en bestandig ideologisk kampplads.

Det er den 5. maj 1945. Hele Danmark jubler over befrielsen efter annonceringen aftenen før i radioen fra London: “I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

På Bornholm jubler man også. Men kun for en kort stund. For den tyske kommandant på øen, Gerhard von Kamptz overgiver sig ikke. Han vil egentlig gerne, men der kommer ikke nogen uniformeret englænder til Bornholm, som han kan overgive sig til. Samtidig nærmer Den Røde Hær sig, krigen på østfronten er endnu ikke afsluttet (det bliver den først den 9. maj), og den tyske kommandant har ordre om, at han ikke må lade den strategisk vigtige ø falde i russiske hænder.

Resultatet bliver, at Bornholm bliver scene for et af de sidste slag på østfronten. De tyske tropper på øen beskyder sovjetiske fly, som svarer igen.

Bombardementerne af Rønne og Nexø den 7. maj 1945 sker uvarslet og koster ti bornholmere livet. Det fortsatte bombardement den 8. maj varsles til gengæld af russerne dagen før, og det lykkes at evakuere det meste af befolkningen fra både Rønne og Nexø til indre dele af øen. Mirakuløst dør der ikke flere mennesker under bombardementerne den 8 . maj, men store dele af de to byer bliver lagt totalt i ruiner.

I Rønne går kun omkring en tiendedel af alle bygninger fri for skader efter luftangrebene. Værst går det ud over Nexø, hvor stort set ingen huse gås forbi, og op mod 400 ud af 1.000 bygninger enten totalsmadres under selve bombardementet eller må nedrives efterfølgende.

Den 9. maj går russerne i land på Bornholm og tager imod tyskernes overgivelse. Og her begynder en ny fase af krigen for bornholmerne med den sovjetiske hærs tilstedeværelse i næsten 11 måneder frem til 5. april 1946.

Denne periode, fra bombardementerne og frem til, at russerne endelig forlader Bornholm, er fokus for DR-journalisten Thomas Kofoed Poulsens bog om Russertiden.

Kernen i bogen udgøres af materiale fra interviews med 30 bornholmere, som var ti år eller ældre i 1945/46, om deres erindringer fra bombardementerne og russertiden. Og om deres opfattelse af, hvordan Bornholm blev behandlet og betragtet af det øvrige Danmark i perioden.

Formålet med bogen ifølge Kofoed Poulsens forord er også netop dette tofoldige: At dokumentere erfaringer fra “de sidste vidner,” som det hedder i bogens undertitel. Og at bidrage til den historiske reflektion over, hvordan vi skal forstå perioden: Var Bornholm glemt af den danske regering og resten af landet? Var russertiden en besættelse, der blot fortsatte krigen på Bornholm, eller var der tale om en forlænget tilstedeværelse af allierede tropper?

Kofoed Poulsen indløser begge formål fornemt med loyal og respektfuld gengivelse af de interviewedes beretninger og følelser, afbalanceret med kildekritisk reflektion og udsyn til øvrig historisk forskning.

Øjenvidneberetningerne fra perioden er i sig selv interessante og historisk vigtige vidnesbyrd, uagtet at de falder på så mange års afstand. Kofoed Poulsen formidler dem levende, og de er spændende at læse. Nogle af dem vedrører ganske vist meget små erfaringer med ret begrænset historiske interesse, men vi tager dem med, i og med at det jo også er en del af bogens erklærede formål at dokumentere så mange erfaringer fra tiden som muligt.

Blandt de citater, der ramte mig, er udråbet fra en lille dreng i Rønne, der leger i sandkassen den 7. maj og kommer styrtende ind i huset til forældrene med råbet: “Flyene lægger æg.”

Jeg er ikke selv fra Bornholm, men det er min far og hans søskende, som var børn i Rønne under bombardementerne og russertiden, og jeg er vokset op med fortællinger om den periode. Vidnesbyrdene i bogen plugger direkte ind i disse fortællinger.

Jeg kender også fra min familie til opfattelsen af, at “Bornholm var glemt.” Men selv inden for min fars søskendeflok har fortolkningerne af dette aspekt – med årenes afstand og sikkert også på grund af forskel i alder under begivenhederne – været forskellige.

Bitterheden mod den danske regering var stor. I 1945 og i årene efter. Hvorfor gjorde man ikke mere for, at den tyske kommandant på Bornholm kunne komme til at overgive sig til en englænder? Og hvordan kunne hele det officielle Danmark juble og feste over befrielsen, når ikke hele Danmark var frit? Mens bornholmske byer som de eneste i landet under hele krigen blev sønderbombet?

Thomas Kofoed Poulsen kommer godt omkring temaet. Dels gennem interviewene, som alle bekræfter oplevelsen på Bornholm af at være glemte. Dels ved konsultation af historieforskningen og andre kilder.

Senere historieforskning har dokumenteret, at det var på ordre fra den amerikanske general Eisenhower, at der ikke blev sendt en englænder til øen for at tage imod tyskernes overgivelse. Man var bekymret for at provokere Sovjetunionen i henhold til de interne aftaler mellem de allierede. Den kun netop geninstallerede danske regering var reelt magtesløs.

Bornholm var rent faktisk heller ikke glemt af resten af Danmark. Der blev nyhedsformidlet om bombardementerne i den danske statsradiofoni og i den skrevne presse. Der blev foranstaltet indsamlinger i resten af Danmark til fordel for bornholmerne. Og den danske stat bidrog også økonomisk mere til genrejsning af Bornholm end Sverige, selv om billedet blandt mange bornholmere i mange år – og måske stadig – var et andet.

Men det er ikke desto mindre nemt at forstå, at opfattelsen på Bornholm i 1945/1946 må have været anderledes. At åbne for dansk radio i dagene den 7. og 8. maj 1945, mens bomberne regnede over Rønne og Nexø, og så høre jubelscenerne fra gaderne i København. Det er ikke svært at forstå, at det kan afføde en følelse af bitterhed. Den er også tilstede hos de fleste af interviewpersonerne i bogen, men den er dog især rettet mod den danske regering, ikke de øvrige danskere som sådan.

Thomas Kofoed Poulsen gengiver vidneudsagnene respektfuldt. Han stiller ikke spørgsmålstegn ved ærligheden af de oplevede erindringer. Samtidig har han behørigt blik for, at de enkelte interviewpersoners erindringer netop er enkeltnedslag i historien og ikke nødvendigvis repræsentative for bornholmernes erfaringer eller for alle bornholmeres fortolkning af begivenhederne i perioden.

Dernæst har han blik for, at interviewpersonernes personlige erindringer – sådan som det jo er erindringens natur – kan være påvirket af mellemliggende begivenheder, herunder de enkeltes egne genfortællinger og fortolkninger i lyset af andres erfaringer, historieskrivning, den offentlige debat igennem årene og så videre.

At det er tilfældet, er tydeligt i bogen allerede af den grund, at ikke alle de interviewedes udsagn om konkrete historiske begivenheder i alle tilfælde stemmer overens med hinanden eller med dokumenterede, historiske fakta. Et eksempel er historien om det angivelige russiske bombardement af en tysk flåde af flygtningeskibe ud for Christiansø

Men hovedærindet med bogen er sådan set heller ikke at føje nye kapitler til den faktuelle historieskrivning om krigens afslutning på Bornholm. Jo, Kofoed Poulsen samler nye enkeltberetninger om bombardementerne den 7.-8. maj 1945 og om året med de sovjetiske troppers tilstedeværelse på øen. Og de er værdifulde sig selv. Men bogens fokus er nok så meget at dokumentere det man kunne kalde “den bornholmske erfaring.”

Bogen rummer også to interviews med henholdsvis museumsinspektør ved Bornholms Museum Jacob Seerup og historikeren Bo Lidegaard. De afbalancerer fint bogens øvrige fokus på de “almindelige bornholmeres” erfaringer ved at tilføje et forskningsbaseret, historisk-kritisk blik på begivenhederne.

Som Thomas Kofoed Poulsen selv gør opmærksom på, så er historien om bombardementet af Bornholm og russertiden allerede veldokumenteret i adskillige historiske værker. Russertiden er et supplement, som har sin berettigelse i form af de interviews med 30 bornholmere, Kofoed Poulsen har gennemført om deres erindringer fra perioden. Som sådan er udgivelsen for feinschmeckere og særligt interesserede.

Kender du imidlertid ikke så meget til perioden og er blevet nysgerrig, så kan jeg ikke desto mindre godt anbefale bogen som introduktion, for den er både velskrevet og letlæst og kombinerer de personlige beretninger med en passende dosis baggrundshistorie og kritisk formidling.

K's vurdering: