“Gradually we understand the world and then we die.”

Sándor Márai (1900-1989) har klassikerstatus blandt de ungarnske forfattere fra det 20. århundrede. Han blev født ind i det Østrig-Ungarnske Dobbeltmonarki i byen Kassa (nu Košice i det nuværende Slovakiet). Som forfatter valgte han at skrive på ungarnsk, hans mors sprog. Han var stærkt kritisk over for nazisterne og tilsvarende kritisk over for det kommunistiske regime efter Anden verdenskrig. Det sidste førte til, at han forlod Budapest i 1948, og efter en periode i Italien slog han sig endeligt ned i USA.

Márai har skrevet et væld af bøger, men Embers (opr. 1942) betragtes gerne som et af hovedværkerne.

Romanens ydre handling foregår over en enkelt aften på et slot et sted i Ungarn i august 1940. Her får den 75-årige general og adelsmand, Henrik, uventet besøg af sin ungdomsven, den jævnaldrende Konrad. Eller rettere sagt: Besøget varsles ganske vist kun med få timer, men det er på sin vis ikke uventet, for Henrik har ventet og forberedt sig på dette besøg i 41 år og 43 dage, lige siden den dag Konrad uden nogen ord til afsked rejste til udlandet i 1899.

Inden for romanens korte tidsmæssige ydre ramme oprulles imidlertid det meste af de to mænds samlede livshistorie. Først i Henriks tilbageblik på deres barndoms- og ungdomshistorie, hvor de var de tætteste venner, mens han forbereder sig på Konrads ankomst til middag om aftenen. Siden gennem deres samtale under og efter middagen, hvorigennem vi gradvist finder ud af, hvad der førte til bruddet.

“Samtale” er måske så meget sagt. Reelt er det én lang monolog fra værtens side, kun afbrudt af en enkelt kortfattet sætning fra gæsten en håndfuld steder.

Sándor Márai (1900-1989). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Generalen har haft god tid til at fundere over både venskabets natur i almindelighed og de konkrete grunde til bruddet. Men også – med afsæt i deres fælles forhistorie – over mere almene temaer som pligt, skæbne, kærlighed og dét at dræbe. Det er som om, de sidste 41 år for ham har været én lang forberedelse til blot denne aften, mens han har isoleret sig på sit slot, som var det hans eget store granitmausoleum.

Sproget er omhyggeligt, og tempoet er langsomt, meget langsomt – ikke kedeligt, bare meget roligt. Eller: Faktisk går det så langsomt, at det næsten bliver kedeligt i passager, men det ligger i romanens idé, at det hele skal udfoldes grundigt – som det må være, når man har brugt 41 år på at tænke over præcis, hvad der må siges denne aften.

Det er en roman, der bør læses sammenhængende, over ikke alt for mange dage, ellers tror jeg, at der er stor risiko for at gå kold i den.

Men Márai skriver ikke bare præcist og omhyggeligt, men også ualmindelig smukt (her i den engelske oversættelse ved Carol Brown Janeway). Romanen er spækket med citatværdige sætninger. Tag nu bare denne her:

It is not true that fate slips silently into our lives. It steps in through the door that we have opened, and we invite it to enter.

Jeg vil ikke røbe noget om det centrale brud mellem de to mænd i øvrigt, for den gradvise oprulning af det er en del af læseoplevelsen.

Udover selve plottet omkring de to venners brud og de psykologisk-filosofiske reflektioner over venskabets natur kan romanen også læses som en melankolsk svanesang over det habsburgske riges endeligt. Ikke så meget det politisk-militære riges undergang, men nærmere de gamle konservative, adelige og militære – men også multikulturelle – dyders forfald.

Romanen er præget af en vemodig, stilfærdig beklagelse over den gamle verdens undergang, som blandt kommer til udtryk i reflektionen over begreberne om pligt, ed og ære – for soldaten, for borgeren, for mennesket. Her i et uddrag, der også udmærker sig ved at rumme gæsten Konrads længste replik i hele romanen:

     “What we swore to uphold no longer exists,” says the guest very seriously as he, too, raises his glass. “Everyone has died, or gone away, or abandoned the things we swore to uphold. There was a world for which it was worth living and dying. That world is dead. The new one means nothing to me. That’s all I can say.”
     “For me, that world is still alive, even if in reality it no longer exists. It lives, because I swore an oath to uphold it. That’s all I can say.”

Sándor Márai er i den henseende blevet sammenlignet med østrigske Joseph Roth, og det er ikke helt ved siden af (se især Roths Radetzkymarch). Márai mangler dog helt Roths humor.

Embers er i høj gard læseværdig for sit rolige og omhyggelige portræt af et menneske, hvis liv er fanget og fastfrosset af fortiden, og den var med sit smukke sprog en fornøjelse af læse. Men trods alt også lidt for lang i spyttet for min smag, og derfor kommer den ikke helt op at ringe hos mig.

Romanen er også udgivet på dansk ved Peter Eszterhás (Gyldendal, 2000) under titlen Lysene brænder ned (som i øvrigt er en mere ordret oversættelse af den ungarnske originaltitel end den engelske titel). Den er udsolgt fra forlaget, men kan fås på biblioteket. Jeg har læst den i engelsk oversættelse alene af den grund, at jeg første gang stødte på den tilfældigt i en boghandel i Budapest for nogle år siden.

K's vurdering: