Imre Kertész: Detektivhistorie

En lille roman om magtens logik i en totalitær stat. Ikke Kertész’ bedste, men i høj grad læseværdig.

Detektivhistorie (opr. 1977) er ifølge Imre Kertész’ eget forord til den danske oversættelse ved Peter Eszterhás fra 2005 skrevet ganske hurtigt, konkret foranlediget af en efterspørgsel fra Kertész’ ungarnske udgiver. Den har da heller ikke samme tyngde som de øvrige bøger af Kertész, jeg har læst (senest De skæbneløse (opr. 1975)), men mindre kan gøre det. Detektivhistorie er også litteratur af høj klasse.

Imre Kertész (1929-2016) skrev og fik udgivet romanen i Ungarn i 1977, hvor landet var en totalitær vasalstat til det daværende Sovjetunionen. For at navigere gennem censuren lod Kertész romanen udspille sig i en unavngiven latinamerikansk diktaturstat, og knebet lykkedes – selv om romanen tydeligvis er en kritik af autoritære, totalitære stater til alle tider og steder, inklusive ikke mindst den ungarnske stat på udgivelsestidspunktet. Censorerne var åbenbart ikke særligt litterært begavede eller fantasifulde.

Historien fortælles i form af en politimands bekendelser, som han skriver i sin fængselscelle, mens han venter på sin dom i en rettergang efter militærdiktaturets fald. Under diktaturet var Antonio Rojas Martens en del af det hemmelige politi, Korpset, hvor han som en af de små fisk deltog i overvågning og tortur af mistænkte dissidenter.

Såvel diktaturets vilkårlige vold og overgreb som det hemmelige politis systematiske overvågning og tortur af politiske fanger og andre mistænkte har en central plads i romanen. Men Kertész udpensler ikke volden, som hovedsageligt udspiller sig bag lukkede døre eller mellem linjerne i fortællingen. Det gør den dog ikke mindre skræmmende.

Det er imidlertid ikke torturen og henrettelserne som sådan, der interesserer Kertész, det er diktaturets psykologi og de forskellige psykologiske typer, man finder blandt diktaturets håndlangere.

Detektivhistorie har nærmest karakter af et kammerspil, hvis ydre handling primært udspiller sig i Korpsets forhørslokaler som et spil mellem tre politifolk, der tegner tre af diktaturets typer:

Fortælleren, Martens, er medløberen. Han undskylder eller bortforklarer ikke sine handlinger, men han fremstiller dem også, som om han næsten ikke havde noget valg: Som alle andre er han slet og ret en brik eller et tandhjul i “logikken,” diktaturets og Korpsets mekanik, som ingen kan undslå sig. Hans overordnede, Diaz, er det kyniske magtmenneske, mens kollegaen Rodriguez er den plumpe, sadistiske bøddel.

Gennem læsningen af en dagbog fra et deres ofre, Enrique Salinas, får vi også et portræt af den anden side: Han er en idealistisk ung mand, der søger at indrullere sig i modstanden mod regimet, men ret beset ikke har begreb om, hvad han skal foretage sig.

Detektivhistorie er en velskrevet, stramt fortalt og meget velkomponeret lille historie om store temaer. Afgjort anbefalet.

K's vurdering: