Antal Szerb: The Pendragon Legend

Mystiske sammensværgelser, dunkle familiehemmeligheder, klatretyve, mord og mordforsøg. Hemmelige manuskripter, alkymisme og hermetisme knyttet til den sagnomspundne Rosenkreutzerorden og den ikke mindre sagnomspundne Pendragonslægt. Et gotisk, walisisk slot, underjordiske, labyrintiske gravsteder, ukristelige videnskabelige eksperimenter og muterede kæmpeaxolotler. En dyster landsbyprofet, en uhyggelig midnatsrytter i en røgsky med en flammende fakkel, der bortfører børn. En skræmmende smuk femme fatale og en uskyldsren borgjomfru. Og mere til i samme og beslægtede genrer. 

Jeg kører igennem med ungarnske Antal Szerb (1901-1945) for tiden. Efter hans to sidste romaner, Rejsende i måneskin (opr. 1937) og Oliver VII (opr. 1942), som jeg læste med stor glæde og begejstring, er turen nu kommet til debutromanen, The Pendragon Legend (opr, 1934, eng. 2006). Den er langt fra på samme litterære niveau som de to førstnævnte, men den er ikke desto mindre helt sjov at læse. Omend måske mere sjov i betydningen spøjs og pudsig end i betydningen egentligt underholdende og medrivende.

Romanens jeg-fortæller er en ungarnsk akademiker med en forskningsmæssig interesse i mystik og frimureri. Han er på et ophold i London og inviteres her til at besøge den excentriske jarl af Gwynedd på dennes slot i det nordlige Wales.

Jarlen er af Pendragon-slægten (ja, den selvsamme slægt, der mener at gå tilbage til Uther Pendragon, far til Kong Arthur af Det Runde Bord) og omgærdet af en mængde rygter. Snart bliver vores helt (som snarere er en antihelt) viklet ind i en mystisk intrige, som involverer alle de i manchetten ovenfor nævnte elementer.

Der er ikke grund til her at skrive meget mere om handlingen ud over, at den er noget af et rodsammen.

At kalde The Pendragon Legend for en røverhistorie er kun en antydningsvis karakteristik af romanen. Hvis man læser den for pålydende, er det en frygtelig kitschet og stereotyp genreblanding af komedie, krimiintrige, historisk mystik, regulær ramasjang, pseudovidenskabelig mytedyrkelse, gotisk horror og spøgelsesfortælling samt plidder-pladrende ridderromantik vekslende med karikeret erotisk noirstemning præget af tåkrummende misogyne kvindekarikaturer og håbløse mænd.

Læg dertil et horribelt usandsynligt og usammenhængende plot, som man som læser i øvrigt uvægerligt ender med at fare vild i og til sidst mister interessen for.

Kan en sådan genreblanding fungere? Nej, ikke hvis man tager den alvorligt. Men hvis man i stedet læser den som en kærlig parodi på de samme genrer, så bliver den faktisk ret sjov. Og jeg vil tro, at det er sådan, at Szerb selv har tænkt, at den skulle læses.

Hvis man ind i mellem bliver i tvivl om, hvorvidt Szerb satiriserer, så udrydder han tvivlen med herlige passager som den følgende, som er en af jeg-fortællerens replikker i hans kurtiseren af den walisiske jarls niece, som netop har udtrykt medfølelse for samfundets fattigste:

   “Cynthia, let the poor feel sorry for the poor. You should be proud and pitiless. If I were in your place … my whole life would be an unending parade of low-level sadism. It would be a byword for nonchalance and aloofness. I’d fill my days with golf, or, if there is some sport even more exclusive and boring, I’d go for that. I’d travel. I’d visit galleries and decide that Leonardo painted rather well considering he was so common.”

Parodier tåler dog sjældent at blive udfoldet over alt for mange sider, og selv om The Pendragon Legend ikke er på mere end 230 sider, så er det altså lidt for langt for en bog af denne kaliber. Plottet i romanen er for langt ude til, at jeg formåede at engagere mig i det, og jeg blev derfor lidt utålmodig undervejs (som er en pæn måde at sige, at jeg kedede mig lidt).

Hvis du gerne vil læse noget Antal Szerb (og det kan jeg kun anbefale!), så vil jeg råde til at starte med enten Rejsende i måneskin, der almindeligvis betragtes som hovedværket, eller den lidt lettere, men herligt charmerende Oliver VII. Eller – hvis du er på vej til eller måske i forvejen kender Budapest – hans korte, kærligt ironiske og vidunderligt charmerende essay, A Martian’s Guide to Budapest.

Men nu er der ikke flere Szerb-bøger tilbage på min egen boghylde, så jeg går videre med nogle andre østeuropæere.

K's vurdering: