Antal Szerb: A Martian’s Guide to Budapest

En pudsig og overraskende humoristisk vandretur gennem Budapest anno 1935 – med en veloplagt og ualmindeligt velskrivende guide. Ideel som rejselekture under et besøg i den ungarnske hovedstad.

Antal Szerb (1901-1944) hører til blandt Ungarns mest anerkendte, nyklassiske forfattere. Hvis du aldrig har hørt om ham før, så fortvivl ikke – det havde jeg heller ikke før i sidste weekend, hvor han blev ved med at dukke op på hylderne i de boghandeler, jeg besøgte i Budapest …

Antal Szerb blev født i Budapest i 1901 af såkaldt assimilerede jødiske forældre, men blev katolsk døbt. Han voksede op i byen, men boede i sin ungdom både i Frankrig, Italien og England. Han var i sin tid en velrenommeret forsker inden for litteraturhistorie og blev i 1937 professor i litteratur ved Szeged Universitet i Ungarn.

Under Anden Verdenskrig var Szerb blandt de ungarere af jødisk afstamning, der trodsede faresignalerne og den voldsomme antisemitiske forfølgelse i Ungarn. Han blev sidst i 1944 deporteret til en koncentrationslejr, hvor han blev tævet til døde i januar 1945, 43 år gammel.

Szerb har en hel del romaner og noveller på samvittigheden (hvoraf jeg fik hans sidste roman, Oliver VII, med hjem i kufferten fra mit seneste besøg i Budapest – den kommer jeg tilbage til en anden gang). Som professor i litteratur udgav han imidlertid også et antal litteraturteoretiske værker.

Og så er der dette lille pudsige essay, A Martian’s Guide to Budapest, oprindeligt fra 1935 (Budapesti kalauz marslakók számára), oversat til engelsk i 2015 af Len Rix.

Et opslag fra bogens afsnit om Fiskerbastionen. Ifølge Szerb: “Kitsch, but wonderful.” I dag ville jeg nok sige: “Kitsch, og en forfærdelig turistfælde.”

Der er, som titlen antyder, tale om et essay om Budapest – byen, dens bygningsværker, kvarterer og stemninger – forklædt som en ‘rejseguide’ for en aldeles fremmed, titlens marsmand. Der er nu ikke noget science fiction over bogen. Szerb bruger marsmanden som gestalt i et forsøg på at anlægge den udenforståendes blik på den by, han selv er vokset op i.

Det er en ganske kort tekst. Når den i den engelske version kan spredes ud over ca. 50 sider, skyldes det, at udgivelsen er rigt illustreret med fotografier fra 1930’ernes Budapest fra de kvarterer, som Szerb bevæger sig igennem i teksten. Fotosiden er næsten en lige så vigtig del af udgivelsen som teksten.

Men også kun næsten, for Szerbs tekst er vitterligt en fornøjelse at læse. Mine fordomme sagde mig umiddelbart, at en bybeskrivelse fra 1935 nok kunne være en lidt tung omgang. Men jeg skulle ikke mange sætninger ind i teksten, før jeg overgav mig til Szerbs ironiske, men lune og kærlige tone.

Her et eksempel fra de første sider – om et byens vartegn, Kædebroen over Donau, én af de broer, der forbinder Buda med Pest, bygget i 1849, sprængt under krigen, men senere genopbygget i sin oprindelige form:

The Chain Bridge. Perhaps we might begin here?
[…]
The Chain Bridge is infernally long. But you must try it once, Sir, and you won’t regret it. Stroll, with a woman on your arm, across to Buda, and then stroll back again – possibly with the same woman. You will find it conducive to romance simply because it is so long.

En spadseretur langs Donau på Pest-siden må man heller ikke gå glip af, men gør det på det rigtige tidspunkt:

I suggest you avoid the Pest Bank in daylight. I’m not sure what your standards of taste are, but I’m fairly confident you would not like what is generally to be seen at that time.

Szerb tager os ikke kun forbi de kendte kvarterer og seværdigheder. Vi kommer også med ind i nogle af de små, glemte, smalle gader i det indre Pest, for eksempel gaden Galamb (“unaccountably forgotten”), som for Szerb fremstår urørt siden kejserinde Maria Theresas dage i 1700-tallet:

No sunlight has entered these rooms for two hundred years. Little old people totter down the street – I can’t tell whether they actually inhabit those shuttered apartments, or simply exist in the memory.

Der bliver også plads til nogle små byarkitekturkritiske kommentarer. For eksempel denne vidunderlige, syrligt-sarkastiske, men så til sidst alligevel også kærlige, karakteristik af dagliglivet i det bedsteborgerlige beboelseskvarter Pasarét i den vestlige del af Buda – som også må læses som en selvironisk kommentar, al den stund at Szerb selv boede her på et tidspunkt:

Some giant with modernising tendencies unpacked a series of enormous little boxes next to the tram line, gathered together a few affluent Lilliputians and announced: “Here you will live.” And here they live. They toddle off every morning in their little cars to their little banks. People who live in little boxes pay each other little social visits and compliment each other on their little gardens in the spring. Just like real people.

Det er herlig læsning. Den lille bog kan nydes både for Szerbs fine iagttagelser af byen på den tid og for hans underspillede, humoristiske kommentarer i sig selv. Og så er den som sagt illustreret af en overflod af fotografier fra den tid.

Bedst gør bogen sig sikkert som læsning for den besøgende i Budapest – eller for den, der kender byen godt i forvejen. Man kan både frydes over at genkende vartegnene og sammenligne forskellene mellem stemningerne dengang og i dag i de kvarterer i byen, der på én gang er de samme og naturligvis har ændret sig radikalt på mange måder.

Jeg faldt over bogen i Budapests hyggeligste boghandel, Massolit Books & Café, men så den efterfølgende i flere andre boghandeler. Mere om nogle af Budapests mange boghandeler i et senere indlæg.

K's vurdering: