J. A. Baker: Vandrefalken

Vild, voldsom vandrefalk! J. A. Bakers dagbogsoptegnelser over iagttagelser af vandrefalken i landskabet omkring Essex er vild og voldsom prosa. Voldsom i den detaljerede beskrivelse af rovfuglen som nådesløs dræber. Vild i sit sansemættede billedsprog. Vandrefalken er eminent naturlitteratur. Men den kan nok med fordel indtages i små, koncentrerede doser.

Vandrefalken (opr. 1967) af britiske John Alec Baker (1926-1986) har – ifølge klapteksten på den danske udgave – status af klassiker inden for naturlitteraturen. Jeg må med skam at melde dog tilstå, at jeg aldrig havde hørt om bogen, før jeg tilfældigt faldt over den i en boghandel for ikke så længe siden. Til min undskyldning kan det måske skyldes, at den ikke tidligere har været oversat til dansk før netop denne udgave fra 2023 på dansk ved Mads Joensen, udgivet af forlaget A Mock Book. Så meget desto større grund er der til at hylde den danske udgivelse, selv om den altså ikke er helt spritny.

Vandrefalken tager sig ud som forfatterens dagbogsoptegnelser over et halvt års tid (fra oktober til primo april), som dokumenterer hans naturoplevelser som amatørornitolog i Essex med en særlig interesse for netop vandrefalken.

Af Robert Macfarlanes efterord til bogen kan man blandt andet læse, at de dagsbogsoptegnelser, der ligger til grund for bogen, i virkeligheden er samlet over flere år, hvorefter Baker til brug for bogudgivelsen så at sige har kondenseret dem til en form, så de fremstår som kun noter fra kun ét år, fra oktober til marts. Man skal med andre ord ikke af formen forledes til at tro, at der er tale om en “autentisk” dagbog. Bogen er et bearbejdet prosaværk.

Men det gør ingen forskel. Vandrefalken er ikke en bog, man læser for en præcis naturvidenskabelig dokumentation af vandrefalkens gøren og laden på en bestemt egn i Essex i et bestemt år. Det er derimod en bog at læse for Bakers uforlignelige, sanselige og til tider, ja, bloddryppende og knoglekvasende prosa.

For en ikke mere end gennemsnitligt ornitologisk interesseret læser som undertegnede er den samlede læseoplevelse ganske vist præget af mange gentagelser, rent indholdsmæssigt: Forfatteren går ud i naturen, han ser forskellige fugle, han kigger efter vandrefalken. Nogle gange spotter han vandrefalken, og han ser den nedlægge et bytte. Andre gange ser han kun sporene: de afpillede ådsler fra vandrefalkens tidligere nedlagte og fortærede bytte.

Der er variationer, men indholdsmæssigt er de ikke så mange, og denne læser kunne ikke se sig ud af at opleve en vis ensformighed. I hvert fald for så vidt angår den indholdsmæssige “handling,” hvis man kan tale om en sådan i de enkelte dagbogsoptegnelser.

Variationen skal man i stedet finde i Bakers sprog, og her findes den til gengæld i rigt mål. Bakers generelle naturbeskrivelser og i særdeleshed hans udmalinger af vandrefalkens jagt, af dens fortæring af byttet og af de afpillede ådsler, som han finder rundt om i landskabet, er helt uforlignelige – i detaljeringsgraden, i sanseligheden og i brugen af kreativt billedsprog.

Tillad mig et langt citat eller to, for de illustrerer bedre end nogle ord, jeg kan komme på, noget om Bakers sprog og stemningen i bogen:

Tidevandet steg i flodmundingen; sovende vadefugle overlæssede strandengene; spoverne var rastløse. Jeg ventede på, at falken skulle komme styrtende ned fra himlen, men han kom flyvende lavt inde fra landet. Han var en styrtende sort halvmåne, der skød over strandengene, sendte en sky af ryler op, kompakt som en bisværm. Han hamrede op mellem dem, en sort haj i stimer af sølvblanke fisk, sprællende og flænsende. Med et pludseligt stik nedad blev han fri af hvirvlen og jog en ensom ryle op i himlen. Rylen så næsten ud til at blive halet ind af falken. Den blev opslugt af hans mørke omrids og kom ikke til syne igen. Der var ingen tegn på brutalitet eller vold. Rovfuglens fod rakte bare ud, greb fat og klemte til, slukkede rylens hjerte lige så ubesværet, som en mands finger kvaser et insekt. Let og dovent gled falken ned i en elm på åen for at pudse sine fjer og æde sit bytte.

Andre steder må man sige, at der i højere grad er “tegn på brutalitet eller vold.” Som her, hvor det går ud over en skovsneppe i tusmørket:

Skovsneppen går op, snor sig under falkens klinge og flagrer afsted. Han bliver overhalet og fældet. Han drætter ned med et svuppende bump. Rovfuglen lander på den blødgjorte fugl, griber fat om hans hals med sit næb. Jeg kan høre knoglen brække, som pigtråd klippet over med en bidetang. Med et puf vender han den døde fugl. Dens vinger vifter, så ligger den på ryggen. Jeg kan høre fjerene blive revet op, kødet blive trukket fra hinanden, brusk knalde og smælde. Jeg kan se det sorte blod dryppe fra skæret af rovfuglens næb.

Bakers prosa skiller sig ud fra andre, mere romantiserende naturbeskrivelser ved, at han ikke alene ikke forsøger at skjule eller skrive bagom naturens brutalitet, men at han har som et decideret mål at skrive denne brutalitet frem.

Og det gælder ikke bare skildringerne af vandrefalkens jagt, dens drab og blodige måltider. Døden og brutaliteten trænger også ind i Bakers generelle naturbeskrivelser – som er uforligneligt smukke og billedmættede, men samtidig også isnende hårde. Her er et eksempel fra dagbogen, den 24. december:

Dagen stivnede i den østlige kuling som en fejlfri krystal. Søjler af sollys flød over landet. Det ubøjeligt klare vejr var massivt og rungende, koldt, rent og fjernt som ansigtet på en afdød.

Døden er altid til stede i Bakers naturbeskrivelser, metaforisk, konkret nærværende eller lurende i baggrunden. Når blishøns stimler sammen, er det som “strandsnegle på et fad,” mens skalleslugernes hvidhed er “spøgelsesagtig.”

Og i samme spor fortsætter den ovenfor citerede dagbogsoptegnelse med en af bogens på én gang mest rørende og uhyggelige scener (som for en enkelt gangs skyld ikke har med vandrefalken at gøre):

Tæt på åen lå en hejre i nogle frosne kornstubbe. Dens vinger var frosset fast til jorden, og næbbets kæber var frosset sammen. Dens øjne var levende og åbne, resten af den var død. Alt var dødt på nær frygten for mennesket. Da jeg nærmede mig den, kunne jeg se, at hele dens krop brændte efter flugt. Men den kunne ikke flyve. Jeg gav den fred og så det forpinte sollys i dens øjne langsomt lindres i et skydække.

Bakers naturbeskrivelser skiller sig også ud ved at han i høj grad inddrager sig selv i teksten. Det turde allerede af det ovenstående været fremgået, at Bakers fortæller ikke blot er en neutral observatør. Han lever sig ind i vandrefalkens flugt og jagt. Han mæsker sig sammen med rovfuglen i dens bytte.

Og ikke nok med det, han bliver gradvist mere og mere ligesom den fugl, han studerer. I forbindelse med beskrivelsen af et ådsel af en ringdue, som fortælleren har beskrevet i relativt gruopvækkende detaljer, noterer han sig for eksempel også følgende:

Jeg lagde mærke til, at jeg sad sammenkrøbet over byttet, ligesom rovfuglen sidder og breder sig over sit. Mine øjne vendte hurtigt fra side til side, på vagt fra menneskenes vandrende hoveder. Ubevidst efterlignede jeg rovfuglens bevægelser, som i en form for ritual; jægeren, der bliver, hvad han jager.

Bogen er  som nævnt skrevet som dagbogsoptegnelser, og jeg vil faktisk anbefale at læse den som sådan, dvs. i små bidder. Selv læste jeg i første omgang bogen for hurtigt, alt for mange dagsbogsafsnit i træk, og jeg fandt den formentlig derfor lidt kedelig, selv om jeg kunne anerkende den sproglige ekvilibrisme.

Efterfølgende har jeg brugt lige så lang tid på at gå tilbage og genlæse isolerede afsnit i forskellige rækkefølger (guidet af de mange små mærker, jeg havde sat undervejs for at markere afsnit af særlige sproglig skønhed). Og min begejstring er vokset og vokset.

Man kan i denne bog slå ned i et hvilket som helst afsnit og dér få sig en intens, sanselig og fuldt mættende naturlitterær oplevelse. Det er vitterligt en helt vild bog.

Så min anbefaling er at læse bogen, som den fremstiller sig selv: En enkelt dags noter én dag ad gangen, fx til morgenkaffen i morgensolen på altanen med udsigt til naturen, hvis man er så priviligeret at have adgang til den slags (ellers kan man forestille sig det, og her er Baker en god hjælp).

K's vurdering: