Carlos Manuel Álvarez: The Tribe. Portraits of Cuba

“Once upon a time, Cuba had cherished the magnificent dream of the Revolution, and our tragedy stemmed from the attempt to prolong that dream.”

Således karakteriser den cubanske forfatter og journalist Carlos Manuel Álvarez (f. 1989) sit hjemland i det indledende kapitel til artikel- og essaysamlingen The Tribe. Bogens artikler har karakter af narrative, journalistiske reportager med essayistisk præg – en form, der ifølge bogens bagsidetekst i Latinamerika går under betegnelsen crónica.

Uanset betegnelse, så har Álvarez som opsøgende journalist en evne til at opnå fortrolighed med og komme tæt på mennesker, herunder mennesker i svære livssituationer, som ellers ikke synes at have mange grunde til at stole på nogen.

Álvarez forstår mennesker, han har sans for detaljer, og så kan han virkelig skrive, her i Frank Wynne og Rahul Berry’s oversættelse til engelsk. Artiklerne i The Tribe er ikke bare en samling avisskriverier. De fleste af dem har en kvalitet, som kunne gøre dem egnede til udgivelse som litterære noveller, og mange af dem læses også som sådan.

Et enkelt suk skulle dog lige være, at den engelske udgave er præget at lige lovlig mange korrekturfejl (manglende eller for mange ord og den slags). Men det er trods alt ikke mere, end det er til at leve med.

Carlos Manuel Álvarez (f. 1989).

Samlet set udgør de nitten kapitler i The Tribe en mosaik over det moderne Cuba i årene 2014-2019, hvor teksterne er skrevet. For Cuba er det en periode, som ihvertfald set udefra kunne være forbundet med et vist håb om ændringer til det bedre. Det er i denne periode, hvor USAs præsident, Barack Obama, trykker hånd med Cubas præsident, Raúl Castro, og varsler bedringer i det cubansk-amerikanske forhold.

Hvor mange forbedringer, der reelt kom ud af det, er måske nok tvivlsomt. I Cuba har Raúl ganske vist sidenhen afgivet magten som præsident og leder af det kommunistiske parti til Miguel Díaz-Camel, men ikke ved nogen form for demokratiske valg, og i Freedom House’s indeks over politisk frihed ligger Cuba fortsat i bunden.

Samtidig har Cuba siden 2021 været i en alvorlig økonomisk krise udløst af en kombination af covid-19, som ramte turismen hårdt, stigende energipriser og en reduktion af den tidligere, massive støtte fra Venezuela.

Ifølge den cubanske regerings retorik kan hovedparten af landets problemer henføres til den fortsatte imperialistiske, amerikanske handelsembargo mod Cuba. Embargoen gør selvfølgelig ikke situationen lettere, men hovedskylden for Cubas krise kan den næppe få. Her skal man nok snare kigge i retning af den ubrudte kæde af dårlige beslutninger, som har udgjort Castrobrødrenes økonomiske politik siden 1960’erne.

Det er således fortvivlende uforståeligt, at et frodigt landbrugsland som Cuba ikke er i stand til at brødføde sig selv, men i stedet importerer 60-70 procent af sit fødevareforbrug. Landet kan ikke engang dække sit eget forbrug af sukker længere, som ellers har været Cubas store eksportvare og økonomiske lokomotiv siden kolonitiden.

Som Álvarez skriver:

Cuba is a country held hostage by a political regime whose plans for economic development seem to be little more than Fidel Castro’s latest attempt to overcome our congenital, tropical underdevelopment through whimsical methods as fantastical og overblown as you like, provided they bear no resemblance whatsoever to capitalism.

Kapitlet “Fidel, the Butcher” (nej, ikke dén Fidel) handler om, hvordan det økonomiske system har skabt en nation af småsvindlere, fordi rapserier, sortbørshandel og småkorruption for størstedelen af befolkningen er den eneste vej til at overleve. Álvarez summerer det op således, og giver dermed samtidig en forklaring på bogens titel, The Tribe:

Petty corruption in Cuba is nok longer recognized as such. It has become the primary state of personal relationships, even close ones. It’s the unheroic driving force of a cunning society that still wears the make-up of its political dramas and the weight of its recent history but which, for those whho live witin it, functions in a tribal manner, like a gang of thieves.

Álvarez’ tilgang er gennemgående at skrive portrætter af mennesker med udgangspunkt i “små historier,” som har det med i sig at rumme dele af “den store historie” om Cuba og cubanerne. Hans metode er at komme tæt på de mennesker, han portrætterer, at vise dem, som de er, i deres egen selvforståelse, uden fordømmelse.

Persongalleriet i Álvarez’ artikelsamling rummer således et bredt spektrum af almindelige og ualmindelige cubanere:

Den cubanske baseballstjerne, der hoppede af i 2001, gjorde baseballkarriere i USA, og nu i 2013 vender hjem – som den første af flere hundrede afhoppede, cubanske sportsfolk.

Den legendariske musiker og leder af bandet Los Van Van, Juan Formell, som siden 1969 og gennem mere end fyrre år har været med til at definere og redefinere populærmusikken i Cuba.

Den berygtede politimorder og medlem af organisationen Republic of New Africa, som i begyndelsen af 1970’erne havde forestillinger om at etablere en amerikansk-afrikansk stat i det sydlige USA, som nu sidder i Cuba og frygter at bliver udleveret til USA.

Den ingeniørstuderende, der tjener til livets ophold via sortbørshandel med mad og andre varer.

Slagteren Fidel, der ligesom alle andre systematisk småsvindler med kød- og ægrationerne, og har bygget et stort gravmonument over sin myrdede søn ved at stjæle marmorfigurer m.v. fra andres familiegravsteder.

Den cubanske mor, der ikke har råd til at betale for at få hjembragt liget af sin datter, der har hængt sig på et hotelværelse i Quito.

Den aktivistiske performancekunstner Tania Bruguera, der med en vis international bevågenhed iscenesætter en stor “open mic”-happening på La Plaza de la Revolución i Havana den 30. december 2014, som hun dog ikke selv kommer til at deltage i, da hun bliver arresteret af det statslige sikkerhedspoliti samme dag.

Et kor af stemmer bestående af studerende, rappere, transvestitter, fiskere og ande godtfolk langs Havanas strandpromenade Malecón.

En gruppe af småkriminelle misbrugere på et roadtrip gennem Latinamerika i forhåbningen om på et tidspunkt at komme til Miami.

Fædre og mødre til tre skolepiger, der bliver dræbt, da en dårligt vedligeholdt balkon falder ned over dem fra en husfacade i det fattige Jésus María-kvarter i La Habana Vieja.

Og ikke mindst den kendte digter og gamle revolutionære, Rafael Alcides (f. 1933), der aldrig holdt op med at skrive, men på et tidspunkt holdt op med at udgive, fordi han ikke ville spille rollen som nyttig idiot og apologet for Castro-styret, og som nu sidder i en lejlighed i Havana og har mistet det meste af sit syn og sin førlighed, men ikke sit vid. Som han siger:

There are only two dissidents in Cuba: Fidel and Raúl Castro. The rest of us agree that this isn’t working.

Álvarez har et godt øje for enkeltsituationer, der inkarnerer symptomer på de groteske aspekter ved systemerne – de cubanske, de internationale eller de slet og ret mellemmenneskelige. Og han kan være ganske skarp, grænsende til satirisk, i sine observationer.

Eksempelvis her, hvor han i et kapitel om cubanske migranter stuvet sammen på et hotel i Panama på grænsen til Costa Rica, får indfanget et aspekt af det hykleri, der karakteriserer den godgørende nødhjælpsbranche:

When asked who he works for, the cameraman filming the food delivery says he is from a Panamanian TV channel, although, it’s obvious he works for Caritas. The Catholic Church har the crassness and bad taste common to all charities: it records all the good deeds it does.

Kapitlerne i bogen er skrevet i forskellige sammenhænge og på forskellige tidspunkter over nogle år. Men tonen og formen i artiklerne er egentlig forbløffende sammenhængende.

Selvfølgelig er der i en samling som denne kapitler, man som læser bliver mindre optaget af end andre. For mit vedkommende kunne jeg mærke, at mit trods alt begrænsede kendskab til Cubas historie og Cuba i dag i enkelte kapitler var en barriere for at blive fanget helt ind. Men det kan kun henføres til min manglende forudsætninger og kan ikke lægges Álvaez til last.

Langt de fleste af de nitten kapitler var imidlertid en fornøjelse at læse. Dertil blev jeg temmelig meget klogere på Cuba undervejs. Stærkt anbefalet for den, der er interesseret i Cuba i dag.

K's vurdering: