Reinaldo Arenas: Before Night Falls

Skulle der stadig være nogle få tilbage derude, som lider af romantiserende revolutionsforestillinger om Fidel Castros Cuba, så vil Reinaldo Arenas’ erindringer være en passende antidosis. Velskrevne erindringer fra en mand, der har oplevet forfølgelse og fængsling i Cuba på grund af såvel sin seksualitet som sin litterære virksomhed som “kontrarevolutionær” forfatter.

Reinaldo Arenas (1943-1990) fik i sin levetid kun udgivet én roman i hjemlandet Cuba. Uden for Cuba – via europæiske udgivelser af hans udsmuglede, skønlitterære værker – opnåede han imidlertid at blive en markant stemme såvel imod Castros diktatoriske regime som for homoseksuelles rettigheder generelt.

Before Night Falls udgør Arenas’ personlige erindringer fra hans tidlige barndom på landet i en landsby udenfor Holguín i det østlige Cuba og helt frem til hans allersidste dage i New York i 1990, hvor han efter i 1987 at have fået diagnosticeret AIDS valgte at tage sit eget liv.

Reinaldo Arenas var som ung lige som så mange andre grebet af den revolutionære ild, og han forsøgte – dog uden stort held – at melde sig under fanerne hos Fidel Castros, Che Guevaras og Camilo Cienfuegos revolutionære oprørere i slutningen af 1950’erne.

Senere hen, efter revolutionen i 1959, blev han dog mødt af en anden virkelighed. Castros regime havde ingen tolerance til overs for homoseksuelle som Arenas og slet ingen plads til politiske dissidenter. Eller til skønhed:

Under a dictatorship, beauty is always a dissident force, because a dictatorship is itself unaestethic, grotesque, to a dictator and his agents, the attempt to create beauty is an escapist or reactionary act.

Arenas bliver en del af et kritisk, litterært miljø, som over årene imidlertid får sværere og sværere vilkår. Forfattere i miljøet bliver fængslet, tortureret og tvunget til på tv at afgive offentlige “tilståelser” om deres hidtidige “kontrarevolutionære” vildfarelser og angive navne på andre kontrarevolutionære forfattere.

Arenas beretter i bogen om, hvordan man som homoseksuel i Cuba i må skjule sin seksualitet og konstant må leve i fare for at blive udsat for vilkårlig vold eller angivelse til politiet. Han beretter om, hvordan han skriver sine romaner i skjul og gemmer sine manuskripter, og om hvordan han lykkes med at smugle nogle af manuskripterne ud af landet til udgivelse i Europa.

Han beretter om den konstante frygt for den statslige efterretningstjeneste, om mislykkede forsøg på at flygte til den amerikanske base i Guantanamo på Cubas østlige spids. Og så beretter han ikke mindst om, hvordan han også selv til sidst bliver fængslet, udsat for tortur og knækket til offentligt at undsige sine politiske holdninger, litterære værker og personlige seksualitet.

Meget af dette er hård kost at læse. Det skyldes ikke, at Arenas udpensler hverken den daglige frygt eller pinslerne i fængslet i kulørte detaljer. Tværtimod beretter han om de hårdeste begivenheder nøgternt som noget næsten dagligdags, man har levet med i et diktatur som Cuba. Og netop dette gør, at fremstillingen giver så meget mere indtryk.

Arenas kan dog også være politisk passioneret. Det er han i Before Night Falls især, når det kommer til omtalen af forfatterkolleger, der i tidens løb har støttet Castros styre passivt eller aktivt. En af dem er det cubanske ikon Alejo Carpentier, hvis skudsmål (ifølge Arenas), jeg har omtalt i anmeldelsen af Carpentiers klassiker The Kingdom of This World. En anden er columbianske Gabriel María Márquez, som Arenas ikke har andet foragt til overs for, fordi han ved flere lejligheder har støttet Castro aktivt.

Fra en litterær betragtning er Reinaldo Arenas’ erindringer imidlertid mindst interessante, når han er vred og politiserende. Sådan er det med de fleste forfattere. Det er således paradoksalt (givet Arenas’ tydelige hovedærinde med bogen), at de litterært set suverænt bedste passager i bogen er Arenas’ tidligste barndomserindringer og sidenhen beskrivelserne af hans mor i hjemlandsbyen. Her er det som om, det politiske perspektiv letter, og forfatteren toner rent frem med slet og ret fremragende små erindringsstykker.

I 1980 lykkes det Arenas at undvige Cuba som en del af den store “Mariel-exodus.” Han kom til Miami og endte siden i New York, hvor han imidlertid måtte erkende, at den landflygtige ikke har nogen plads noget sted:

Now, needless to say, after ten years, I have realized that an exile has no place anywhere, because there is no place, because the place where we started to dream, where we discovered the natural world around us, read our first book, loved for the first time, is always the world of our dreams. In exile one is nothing but a ghost, the shadow of someone who never achieves full reality. I ceased to exist when I went into exile, I started to run away from myself.

Arenas’ seksuelle liv fylder meget i hans erindringer. Virkelig meget. Der er nærmest ikke én side i bogen, der ikke rummer omtalen af en sexscene, en reference til én eller andens store penis eller som minimum en kursorisk henvisning til nogle seksuelle forestillinger.

Jeg anerkender, at når man det meste af sit liv har levet med en seksualitet, der af både den dominerende macho-kultur og den officielle statslige politik har været dømt som afvigende og endda kontrarevolutionær i en grad, så man kunne fængsles og sættes i tvangsarbejde eller endog henrettes for det, så kan det opleves som påtrængende, endog nødvendigt, at fortælle eksplicit om sin seksualitet.

Den præmis er jeg med på, og der er for så vidt ikke grund til andet end at applaudere Arenas for at stå distancen og skrive løs om sin seksualitet. Men det kan også blive lidt vel meget. Skal man tro Arenas’ fremstilling, så kan der næppe være en eneste mand i Cuba, der ikke har haft homoseksuelle erfaringer (ifølge Arenas’ egen opgørelse et sted i bogen, så havde han selv allerede i 1968, dvs. som 25-åring, haft sex med i omegnen af 5.000 forskellige mænd, og man kan vel godt mene, at det er en hel del, uden at man af den grund er specielt knibsk …).

I Arenas’ erindringer er det som om, der opstår seksuel begejstring hver eneste gang, to mænd er i fysisk nærhed af hinanden. Uanset om det er på stranden, i bussen, i fængslet eller sågar i et politiforhørslokale. Og det virker som om, det er utrolig vigtigt for ham at skrive om det hele tiden.

Uden at stille mig til dommer over cubanske mænds særlige seksuelle præferencer og praksis i almindelighed, så forekom det mig under læsningen alligevel at være lidt vel overdrevent. Jeg kunne ikke undgå den tanke, at det har været vigtigt for Arenas at demonstrere, at homoseksualitet også er en normalitet ved at forsøge at vise, at homoseksuel praksis er lige så udbredt som heteroseksuel praksis – måske som en slags retfærdiggørelse over for den intolerance og deciderede fysiske undertrykkelse, han og andre homoseksuelle har været udsat for i Cuba.

Forståeligt nok, men set med nutidens øjne også lidt unødvendigt. For en ikke specielt homoerotisk interesseret læser som undertegnede blev det under alle omstændigheder noget kedsommeligt, grænsende til enerverende, hele tiden at skulle læse om alle disse erigerede peniser, som Arenas tilsyneladende har været så optaget af hele sit liv.

Der var også andre dele af Arenas’ erindringer, der i passager blev mig lidt lange. Han er omhyggelig med at opregne en mængde bekendtskaber gennem tiden, herunder mange for mig ukendte cubanske forfattere, og han beretter om en mængde i sig selv ret uinteressante begivenheder med dem. For bekendte i samtiden og for eftertidens historikere er det muligvis interessante detaljer, men for en udenforstående, almindelig læser af bogen 35 år efter udgivelsen var der mange passager, der appellerede til skrålæsning.

Hvis jeg ikke havde fået vakt en særlig interesse for Cuba i kraft af p.t. at feriere i landet, havde jeg nok ikke orket at læse bogen til ende. Der er lidt for mange og lange dele af den, der ikke siger mig så meget, fordi den omhandler personer uden for min viden og interessesfære.

Men som helhed er bogen et uhyre interessant vidnesbyrd om to årtier af Fidel Castros regime. Dertil kommer Arenas’ vedkommende reflektioner over tilstanden som landflygtig – og ikke mindst hans fine barndomserindringer, som i særlig grad demonstrerer hans evner som litterær forfatter. Disse dele af bogen kan således godt give mig lyst til at se nærmere på nogle af Reinaldo Arenas’ skønlitterære værker.

K's vurdering: