Østrigske Thomas Bernhard (1931-1989) er ikke ligefrem en humørspreder. Han er vred og bitter og godt gammeldags ond i sulet. Hans bøger flyder i dén grad over af en gennem mere end et halvt liv oparbejdet bitterhed og galde, som væltes ud over siderne i én lang og uafbrudt monolog.

Målet for hans harme er først og fremmest hans hjemland Østrig og alt, hvad der er østrigsk, og den får ikke for lidt, skal jeg love for: Politikken (nationalsocialismen), religionen (katolicismen), undervisningssystemet, arkitekturen, sporten, maden, menneskene i almindelighed, ja selv vejret – det hele er i Bernards optik katastrofalt ondskabsfuldt-skadeligt og menneskenedbrydende.

Bernhard har ikke et eneste godt ord at sige om sit hjemland Østrig i almindelighed og sin fødeby Salzburg i særdeleshed. For en hvilken som helst menneskenatur er Salzburg ifølge Bernhard “kun beboelig på den smertefulde, forstyrrende, med tiden forvildende, fortærende, meget ondskabsfuldt-dødelige måde”:

Min hjemby er i virkeligheden en dødelig sygdom som dens indbyggere bliver født og indfanget i, og hvis de ikke forlader den i det afgørende øjeblik, begår de før eller siden direkte eller indirekte under disse afskyelige omstændigheder enten pludselig selvmord eller går direkte eller indirekte langsomt og elendigt under i denne i grunden helt igennem menneskefjendtlige arkitektoniske-ærkebiskoplige-sløvsindede-national-socialistiske-katolske dødsjord.

Bernhard er så indædt ondskabsfuld i sin harme, at det i sig selv er underholdende. Men der er mere at komme efter hos Bernhard end det. Bernhards forbitrelse er også drevet af en så dyb lidelse og fortvivlelse, at den ikke kan lade læseren uberørt.

Årsagen er første bind af i alt fem små selvbiografiske romaner, første gang udkommet på tysk i årene 1975-1982 og oversat til dansk fra 2011 og frem. Dette første bind fokuserer især på Bernhards erindringer fra hans skoletid som 13-14-årig i Salzburg i de sidste år af anden verdenskrig og den første efterkrigstid.

Bogen falder i to dele, som hver især er skrevet i ét langt afsnit uden inddelinger. Første del har fokus på Bernhards tid på den nationalsocialistisk inficerede kostskole i Salzburg i krigens sidste år. Man får et gribende indblik i den 13-årige Berhards daglige tanker om selvmordet som den eneste udvej af det brutale, åndelige og fysiske afstraffelsesregime, som han oplever kostskolen som. Kun lukket inde i skolens stinkende skorum under trappen, hvor han øver sig på sin violin, finder han en vis fred, men ikke for selvmordstankerne.

Lære- og studietiden er først og fremmest en selvmordstanketid; den som benægter dette, har glemt alt.

Stærkest i bogens første del er dog de usentimentale, men intense beskrivelser af luftbombardementernes rædsler, som i sig selv gør bogen værd at læse. Jeg kunne ikke undgå den tanke, at når W. G. Sebald i Luftkrig og litteratur i 2001 har kunnet påpege, at luftkrigens rædsler for den tyske civilbefolking ikke har været bearbejdet i den tyske litterære offentlighed, så må det være fordi, han ikke har læst Thomas Bernhard (ja, jeg er klar over, at Østrig og Tyskland ikke er det samme – men når det kommer til tysksproget litterær fortolking af civilbefolkningens lidelser under de allieredes luftbombardementer, så vil jeg gætte på, at Bernhards reception af bombardementerne af Salzburg ville have opfyldt Sebalds kriterier).

Anden del af bogen fokuserer på Bernhards erindringer fra den første efterkrigstid, hvor nationalsocialismen officielt smides på møddingen, og katolicismen flytter tilbage som den dominerende ideologi. På Bernhards kostskole udskiftes den nationalsocialistiske rektor med en katolsk præfekt, billedet at Adolf Hitler med et kors, den daglige Heil Hitler-hilsen før måltiderne med et katolsk velsignet måltid. Bernhards pointe er, at der mellem nationalsocialismen og katolicismen kun består marginale udvendige forskelle i deres former og metoder: “Både nationalsocialismen og katolicismen er smitsomme sygdomme, sindssygdomme og intet andet end det”:

Kostskolen demonstrerede med det autentiskes eftertrykkelighed dag ud og dag ind dette væsen; vi voksede op som åndeligt indeklemte mellem katolicisme og nationalsocialisme, og til sidst blev vi knust mellem Hitler og Jesus Kristus i deres egenskab af folkefordummende reklamebilleder.

Og da Bernhard kort efter kommer i gymnasiet, bliver det ikke bedre. Om Bernhards gymnasielærere i efterkrigsårene hedder det således:

Disse lærere var ikke andet end syge mennesker, og sygdomstilstandens højdepunkt var altid undervisningen, og kun sløvsindede eller syge eller sløvsindede og syge er gymnasielærere, for det de dagligt lærer og hælder ud over deres ofres hoveder, er ikke andet end sløvsind og sygdom og i virkeligheden et århundredegammelt råddent undervisningsstof qua sindssygdom, et stof som hver eneste elevs tænkning nødvendigvis må blive kvalt af.

Med den tilgang kan det ikke undre, at Bernhard foreslår, at både mellemskolen og gymnasiet slet og ret nedlægges, og kun grundskole og universitet opretholdes. På den anden side må man også forstå, at mellemskolen og gymnasiet næppe egentlig kan nå at gøre den store forskel, da det østrigske menneske, måske mennesket i almindelighed, allerede efter sine første tre leveår er ødelagt af sine forældre:

Vi sættes i verden, men opdrages ikke; efter at have skabt os, går vores ophav løs på os med hele deres stupiditet, med hele den menneskeødelæggende hjælpeløshed og ødelægger allerede i løbet af de første tre leveår alt i det nye menneske som de intet ved om, kun, hvis overhovedet noget, at de hovedløst og ansvarsløst har lavet dette menneske, og de ved ikke at de dermed har begået den største forbrydelse.

Citaterne ovenfor er typiske for bogen, som udgør én lang, harmdirrende, lidende, enerverende monolog – som kun tillader sig selv at trække vejret en enkelt gang i kraft af bogens todeling. Bernhards indædte og bitre verdensfjendskhed har som nævnt en egen underholdningsværdi, men det bliver også lidt meget og lidt trættende i længden. Det er derfor formentlig meget passende, at han har valgt at udgive sin selvbiografiske romaner i fem små bøger – man kan dårligt holde ud at læse mere af gangen.

Samtidig rummer Årsagen også et stærkt og vedkommende indblik i sindet hos en 13-årig dreng, som gøres fortræd af et system og en kultur. Og heri ligger måske også nøglen til at fortolke titlen – bogen kan læses som Bernhards svar til de østrigske kritikere, der har spurgt til, hvor al denne bitre galde i hans tidligere udgivelser kommer fra.

Jeg har ikke fået nok af Bernhard endnu og har afgjort tænkt mig at vende tilbage til de næste fire erindringsromaner. Men først trænger jeg lige til at læse noget andet og lidt mindre vredt og bitterligt.

K's vurdering: