Speciel roman om et fiktivt venskab mellem pianisten Glenn Gould og to helt fiktive østrigske komponister, der mødes som studenter hos komponisten Vladimir Horowitz. Om hvordan kunstnerisk ambition og for så vidt stort talent kan demotiveres og tilintetgøres og ultimativt kan føre til selvdestruktion i mødet med og vurderingen op mod det aldeles sublime (her personificeret ved Gould).

Stilmæssigt skrevet ud i én lang køre (hele romanen er i kun ét afsnit) som nærmest i ét åndedrag – og bør også læses i ét stræk.

Det lyder måske lidt mærkeligt og kunstlet og er det også. Men helt sjov alligevel og kan læses alene for den ætsende onde karakteristik af det for- og nutidige Østrig (det være sig mentalitet, kunst, arkitektur, mad, whatever), som man forstår, at Bernhard ikke mener, at Østrig nogensinde er kommet fri af nazismens plebejeri. Bernhard var, trods stor litterær anerkendelse i udlandet, af samme årsag persona non grata i mange år i hjemlandet Østrig (og han har selv i døden taget hævn ved i sit testamente at forbyde enhver form for opførsel eller fremstilling af hans skuespil og romaner i Østrig, så længe copyrightperioden løber….).

K's vurdering: